Det der med at leve lidt sundere og træne lidt mere, hvordan harmonerer det med en uges ferie?
Ikke ret godt for en type som mig 🤣 En uges ferie betød præcis + 1 kg på vægten. Jeg har dog stadig en forhåbning om, at der er bundet lidt væske, så vægten allerede i morgen vil være lidt lavere, men nu må vi se. (Opdatering: dagen efter sagde vægten ‘kun’ +500 g, og tre dage senere +100 g)
Inden vi drog af sted, sagde min træner, at han ikke ville diktere min ferie, men at jeg skulle overveje, om jeg ville smide det væk, som jeg allerede havde opnået. Han opfordrede til en masse gåture, hvilket jeg slet ikke selv havde tænkt på 🙈 Jeg havde bare accepteret, at det med løbesko i tasken ikke ville betyde løbeture for mig.
Hvad håbede jeg så på – og hvad skete der?
- Gåture hver anden dag. Haha det skete ikke! Jeg kom på én ‘rigtig’ gåtur. Flere aftener sov børnene sent, og om dagen valgte yngstearvingen at han skulle have to lure, mens hans storebror ofte også ‘snød’ sig til en lur (gerne forskudt). Så alting foregik ret meget i hold, hvor den ene voksne havde vagten derhjemme, mens den anden badede, legede eller spiste med den/de vågne børn.
- Kun én dessert om dagen. Det gik da ok – altså halvdelen af tiden. All inclusive er jo kager, desserter og is til alle tre hovedmåltider + is hele dagen. Og der var både softice, gammeldags og færdiglavede is i fryseren. Og til morgenmad var der churros 😋 Åh gud…
- Tænk over hvad du drikker! Yes mam! Jeg drak tre sodavand i alt, tror jeg. Friskpresset appelsinjuice til morgenmad hver dag og ellers kun vand og dansk vand. Så det var ok – og jeg følte ikke det store afsavn.
- Frugt og/eller grønt til alle måltider. Det fik jeg, men jeg spiste alligevel alt for meget mad. Pizza, pommes og jeg skal komme efter dig.
- Mellemmåltider – er det nødvendigt? Der var fri adgang til mad næsten hele dagen, men jeg klarede mig stort set med hovedmåltiderne. Et par dage fik jeg lidt chips, og en enkelt dag en is.
Så klap på skulderen til mig, for det der lykkedes. Og så kan jeg begynde at overveje, hvordan den kommende sommerferie skal skrues sammen 🙈
Jeg har jo meget materialistisk lovet mig selv en ‘gave’, hver gang vægten viser et nyt og lavere tal foran kommaet. Og nu har jeg hovedkulds forelsket mig i et par dyre sko. Før ferien var der 1 kg, før jeg måtte få dem. Nu er der 2 kg 😢 Det er helt uoverskueligt, og jeg overvejer flere gange dagligt at snyde 🙈 Men skal vi ikke lige aftale, at hvis jeg nu er rigtig god de næste lige knap fire uger før min sommerferie, så er de mine 🤞🏻