Dagens hit og shit # 12

Joggingbukser, bibliotek og pandekager = weekenden er begyndt

Hit:

  • Hjemmearbejdsdag med joggingbukser og clean face
  • En tur på biblioteket med Lillepigen – hun er en rigtig læsehest, som sin mor
  • Pandekager! (Det kan man godt få til aftensmad, selvom der er mange, der undrer sig – det kræver nok et indlæg…)

Shit:

  • Underbukser der kravler op mellem balderne!
Pandekager
Pandekager

Opstød #4 En “anekdote” om tomater…

Vi fortsætter finurlig fredag med endnu et underligt indlæg…

Da jeg stod og skar tomater til aftensmaden, tænkte jeg på, at tomater egentlig også er noget af det, der tit ryger i komposten, jf. mit tidligere indlæg. Jeg er den eneste, der spiser tomat her i huset (ja bortset fra i aften, hvor Lillepigen også spiste tomat…), og når vi ofte handler i eksempelvis Netto, er det ikke muligt at købe tomater i mindre portioner.

Min videre tanke gik så til en ferie, Manden og jeg har været på i Canada for nogle år siden (før Lillepigens ankomst). Her lavede jeg mad med en af Mandens fætres koner. Jeg fik ansvaret for salaten, og da jeg nåede til tomaterne, bad hun mig skrabe “indmaden” ud. Jeg tænkte, at det måske skulle bruges til en dressing o.l., men nej – det røg lige i skraldespanden. Jeg var chokeret, da jeg elsker det der snask, der er inde i tomater. Hendes argument var, at det gjorde salaten “våd”. Hun havde jo til dels ret, og hver gang jeg snitter tomat til f.eks. pitabrød, tortillas o.l., overvejer jeg, om jeg skal pille snasket fra. Men så længe det kun er mig, der spiser tomat – så bestemmer jeg også selv, om mit pitabrød/tortilla må blive “vådt”  🙂

Hvad gør I med jeres tomater? Er det helt normalt, at pille snasket ud, eller tænker I ligesom mig, at det er underligt?

Tomat...
Tomat…

Noget om kompost

Nu kommer der måske et lidt mærkeligt indlæg… Jeg har investeret i en kompost! Meget voksent.

Et kig i min kompostspand.
Et kig i min kompostspand.

 

Dvs. jeg bestilte den sådan set på nettet i foråret Da jeg havde fået den samlet, bestilte jeg nogle kompostorm – også på nettet. Og så kom posten søreme med en pakke med jord og orm til mig. Lidt mærkeligt, men det fungerede tilsyneladende fint. Der var i hvert fald livlig aktivtet, da jeg fik tømt pakken ned i komposten

Og hvorfor skulle jeg så have en kompost? Det var faktisk ikke pga. haveaffald, men mere pga. min dårlige samvittighed. Jeg forsøger virkelig hårdt, at reducere vores madspild, men det hænder gang på gang, at jeg ender op med et råddent løg i posen, en muggen agurk eller spirede kartofler. Så istedet for at smide alt dette ud, vil jeg nu forsøge mig med at få det komposteret.

Da jeg jo ikke går ud i komposten hver gang,jeg har lidt grøntaffald, så har jeg investeret 20 kr i en tom malerspand, der står ved siden af skraldespanden i køkkenet. Den har et tæt låg, så den lugter ikke – altså ikke før man åbner den…

Og huhej hvor det går. Jeg får samlet en masse affald til komposten sammen. Det er både banan-, gulerods- ægge og jordnøddeskræller. Og salatrester fra aftensmaden – og som sagt grønsager der er blevet for gamle. Derudover ryger der også en del haveaffald i, så nu glæder jeg mig vildt meget til foråret, hvor jeg måske kan tømme “hjemmelavet” muld ud for første gang.

Det er jo helt til at blive glad af 🙂

Opstød #3 Noget om kædemails…

Hvis du ikke sender denne mail til 10 personer inden for en time, vil der ske noget frygteligt…

Kan I huske dem? Kædemails… Engang modtog jeg kædemails mange gange om ugen. Det var typisk de samme mennesker i min bekendtskabskreds, der sendte denne type mails om alt fra kager, kærlighed, mirakler, død osv.

I dag kan jeg slet ikke huske, hvornår jeg sidst har modtaget en kædemail… Jeg tror, at de må være stort set uddøde. I stedet er der selvfølgelig kommet noget andet. Jeg vil tro, at især Facebook har overtaget. Her læser jeg i hvert fald nogle af de samme historier om mirakler osv.

Men jeg løfter armene helt op over hovedet og råber et stille hurra for at kædemailen er næsten uddød!

Hav en dejlig dag uden kædemails 🙂

Dagens hit og shit #11

Postmand, postmand ring på min dør, bring mig en pakke…

Hit:

  • Når posten har været forbi med en pakke med skønne sager = nyt tøj til mig 🙂 Uhh det får I måske at se i et senere indlæg
  • Solskin og blå himmel
Skøn blå efterårshimmel
Skøn blå efterårshimmel

 

Shit:

  • Når man (læs: jeg) prøver at være lidt sund (læs: mindre usund), og så holder totalt ædegilde i chips en torsdag eftermiddag, hvor vi sagde farvel til en kollega, der har søgt nye veje (det er ikke ham, jeg rasede over igår)

 

Tips til krøllet hår #5

Tørre spidser og kruset hår…

#5 Olie…

Mit næste tip til krøllet hår er simpelthen en skøn olie, som jeg har fået en prøve af fra en frisør. Det virker lidt underligt at putte olie i håret, men det bliver faktisk ikke fedtet af det. Jeg bruger det især i spidserne, når jeg har hestehale, og så “smører” jeg det i mit krus lige over ørerne. Jeg skulle lige vænne mig til lugten, men nu kan jeg ikke undvære mit olie. Håret bliver nærmest helt “blødt” af det…

Olien er fra Macadamia og hedder Healing Oil Treatment. Min prøveflaske er snart tom, så det ønsker jeg mig i fødselsdagsgave 🙂 Olien kan købes her. Jeg har bare en 10 ml flaske, men jeg kan se, at de lidt større flasker har pumpe – det tror jeg er smart.

Olie fra Macadamia
Olie fra Macadamia

 

Indlægget indeholder et affiliate link.

 

 

Dagens hit og shit #10

Den der vågner tidligt, får mere ud af dagen…

Hit:

  • Morgenmadsbuffet. Tænk at nogen gider stå og lave frugtsalat til mig om morgenen. Det er min favorit på buffeten!
  • DSB toiletter – hvis man altså liiige har fået adgang til DSB 1′ Lounge. Så er de bestemt ikke så tossede
  • Endelig hjemme ved Lillepigen og Manden igen – togturen hjem er bare altid sååå lang…

Shit:

  • At vågne kl. 5 uden nogen grund – især når morgenmadsrestauranten ikke åbner før kl. 6.30…
  • Billeder af den smukke solnedgang tager fra et kørende tog – det virker altså bare ikke… 🙁
  • Og når ens gode kollega siger op pga. nye udfordringr. Han kunne sq da bare have sagt til – så skulle jeg have givet ham masser af udfordringer HVER dag… Argh #%&!#! Mor er sur!
Sådan kan et DSB toilet også se ud :)
Sådan kan et DSB toilet også se ud 🙂

Tanker om tv…

Underholdning, afslapning, læring, spænding… At bruge tid foran tv’et kan være mange ting.

Nu sidder jeg i toget på vej hjem fra KBH og forsøger at arbejde. Men efter en lang dag er energiniveauet ikke så højt – og jeg har også tendens til køresyge, når jeg arbejder i toget.

Jeg læner mig tilbage, lukker øjnene og lader tankerne vandre. Og bum pludselig slår det mig: Der kommer Dicte på TV2 i aften. Aner ikke hvorfor mine tanker endte der, men det gjorde de… Dicte er lige pt. en af de ting, jeg skal se i tv! Det er så hyggeligt, at serien foregår i Aarhus – og jeg har læst alle bøgerne. Det er dog ikke sådan en serie, der kryber ind under huden på mig. F.eks. kan jeg ikke huske, hvad der skete i sidste afsnit, men det vender nok tilbage, når jeg tænder for flimmerkassen i aften.

Ellers plejer jeg også at følge med i DRs dramaserier søndag aften, men det er simpelthen “glippet” med 1864. Da de to første afsnit blev vist, fulgte jeg kun halvt med pga. arbejde, blog, sygt barn osv. Og når man kun følger halvt med, kan man ikke forvente at blive fanget.

Ellers må jeg indrømme, at I Lillepigens vågne timer kører der meget Ramasjang – eller fodbold, hvilket der også gør om aftenen… Engang så vi nyheder, men det er som om, at der først er tid til det, når Lillepigen sover – og så er det altså for sent for mig…

Når jeg har fjernbetjeningen en aften, så er det lidt blandet hvad jeg ser. En gang så jeg ALTID Luksusfælden på TV3. Så blev jeg træt af det, men efter at have holdt pause i nogle år, er jeg begyndt at tænde for det igen. Og ellers tænder jeg for f.eks. Dybvaaad på TV2 Zulu og Kender du typen og Hammerslag på DR1. Programmer om sygdom – og især syge børn kan jeg slet ikke holde ud at se, så det slukker jeg altid for.

Hvad ser I i tv?

En tur på hovedkontoret…

Alting er bare lidt større, når man kommer til hovedstaden (og omegn)… Og det gælder også vores hovedkvarter.

To dage i hovedkontoret er gået. Selve projektet har været spændende, men det er også altid lidt spændende at opleve, hvordan alting er lidt større og måske lidt mere fancy herovre i hovedstaden. (Ørestad er vel også hovedstaden?!)

På hovedkontoret er der faktisk en café ved siden af kantinen. Caféen er åben for offentligheden, men jeg tror mest, at det er kontorets folk, der benytter den. Man må spise sin frokost fra kantinen der, men man kan også købe kage, is, sandwich, alle mulige slags kaffe og friskpresset appelsinjuice. Jeg sad dernede og arbejde nogle timer tirsdag eftermiddag, og det var fascinerende at opleve det liv, der var.

Café på hovedkontoret.
Café på hovedkontoret.

 

Derudover konstaterede jeg, at der faktisk er en frisør i huset. Åh hvor ville det være nemt, hvis jeg blot tog en times flekstid midt på dagen, og så var jeg nyklippet, når jeg skulle hjem… Men det kræver nok også et rimeligt stort kontor.

Tænk at kunne gå til frisør midt på dagen...
Tænk at kunne gå til frisør midt på dagen…

Dagens hit og shit #9

Arbejde, shopping og overnatning på hotel…

Hit:

  • Spændende projektopstartsmøder
  • Lækkert hotelværelse – ren “luksus”/forkælelse
  • Total tøsehygge i Fields

Shit:

  • Rejsetid fra Aarhus til KBH… Gaaab
  • Lillepigen og Manden er her ikke til at give mig godnatmys
Plantevæg på hotellet
Plantevæg på hotellet