Ugen der gik #5

Jeg har tidligere haft nogle indlæg (4 stk), der hed “Ugen der gik på Instagram”. Den serie indlæg vil jeg forsøge at fortsætte, men uden nogen særlig kobling til Instagram.

Ugen der gik:

Jeg var på tur til Hamburg uden Lillebror, hvor jeg bl.a. besøgte Chilehaus, der er på Unescos liste. Hjemme igen blev jeg godt modtaget af en glad Lillebror.

Chilehaus
Chilehaus

Ugen bød også på en syg kat, der måtte en tur forbi Dr. Dyregod, og heldigvis kom med hjem igen, hvilket var mere end jeg havde troet.

A-menneske

Jeg fik løbet hele to gange, og slog igen en rekord ved at løbe 25 min i streg. Altså uden pause! Det gik ikke vildt hurtigt, men det gik.

Sæsonen for hyldeblomst er startet. De gror lige uden for vores have, så da A i børnehaven, havde hørt om både hyldeblomstpandekager og hyldeblomstsaft, måtte vi ud og plukke hyldeblomster. Panderkagerne var ingen succes. Saften står stadig og trækker, så den er endnu ikke testet.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Søndag bød på en tur i Tivoli Friheden med mine søstre, en af deres kærester samt As bedste ven O. En dejlig dag, hvor vejret virkelig var med os. Det er skønt, som de to børn på 4½ år bare suser rundt og kan rigtig meget selv. Der var ikke ret mange mennesker, så der var flere steder, hvor de tog mange ture i streg. De elskede det, og både børn og voksne var trætte, da vi drog hjemad og fik afsluttet ugen med en rugbrødsmad inden vi gik kolde.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

De mest populære indlæg fra maj

Jeg vil egentlig gerne være lidt bedre til tilbageblik her på bloggen, men det er som om, at jeg er god til at ‘glemme’ det… Men nu forsøger vi med en top fem over de meste læste indlæg fra maj. Jeg har valgt, at det er de mest læste indlæg, der er udgivet i maj – og ja det har faktisk lidt betydning, for en gang imellem ‘popper’ et gammelt indlæg op, og bliver populært…

Løb

For at starte bagfra, så er det 5. mest læste indlæg et par skæve ordvekslinger mellem mig og nogle forskellige bilsælgere.

På en 4. plads liger en opdatering på de første fire uger i min løbeudfordring.

Som nr. 3 ligger første indlæg i min nye serie af mini-portrætter af seje iværksættere. Her mødte vi Jimmy fra Illux.

Så skrev jeg også lidt om den kære trampolintest, som er nok så hård for alle mødre. Det indlæg blev det 2. mest læste i maj.

Trampolintesten

Det mest læste indlæg i maj var (desværre, fristes man til at sige) indlægget om, hvordan jeg var involveret i et harmonikasammenstød på motorvejen. Øv for den, men heldigvis slap vi uskadt fra den oplevelse.

Harmonikasammenstød

 

Lidt om nøgenhed og badeshorts

Bum så blev det “pludseligt” sommer i sidste uge. Og som så mange andre fyldte vi vand i badebassinet.

Da A kom hjem fra børnehave, var hun straks klar til at springe i – og det fik hun lov til. Hun valgte selv, om hun ville være nøgen eller have badedragt på. Hun valgte at være nøgen! Da hendes bedste ven kom over for at bade, fik han også valget – og han valgte også at være nøgen. Og de hyggede sig, og var på ingen måde generte over deres nøgenhed eller forskellige køn.

Sådan er det i vores have – vores have, hvor jeg er med til at sætte reglerne. I nabohaverne bader de med badetøj, og selvfølgelig tager A sin badedragt på, når hun løber over til dem og bader. Det er fint med mig, og det er fint med hende.

Da vi var i Bilka i weekenden, fik vi forvildet os ind i børnetøjsafdelingen efter nye strømper (der kommer vi ellers sjældent). De havde en stor væg med badetøj, og jeg havde faktisk tænkt på, at A trængte til en ny badedragt. Men inden jeg fik set mig om, spurgte hun selv, om hun ikke måtte få et par badeshort. Øh bøh tænkte jeg, inden jeg selvfølgelig sagde ja. For hvorfor kunne min datter ikke bade med badeshorts? Desværre var McQueen badeshorts udsolgt i hendes størrelse, men heldigvis kunne Minions også gå.

Badeshorts

Så de næste dage var hun smækker-lækker i de fineste blå badeshorts. Og jeg er nu grøn af misundelse over den lækre brune farve hun har fået. Overvejer at købe en våddragt til hende, så hun ikke bliver så lækker. #fregnetogsarthudmormisundelse!

Hvad bader jeres børn i?

Mød en iværksætter #2 – designer og forhandler af bikinier

Så kommer der endnu et miniportræt af en sej iværsætter i min bekendtskabskreds. Denne gang skal I møde Margrethe, der har startet virksomheden Lanaii Bikini.

Jeg har gået i parallelklasse med Margrethe i folkeskolen. Vi var ikke veninder i den forstand, at vi “hang ud” sammen efter skoletid, men i de ældste klasser, lavede vi en lille stræber-klike. Vi var begge dem med de bedste karakterer i vores klasse, så når vi fik karakterbøger, satte vi os sammen og sammenlignede og roste os selv og hinanden. Margrethes havde ofte lige et par karakterer, der var bedre end mine 🙂

Læs første miniportræt af en iværksætter her.

Alle billeder er leveret af Margrethe.

1. Kan du give en kort intro til dig selv?
Jeg hedder Margrethe Clausen og er 32 år. Jeg er gift og har en datter på et halvt år.

2. Hvilken uddannelse har du?
Jeg er uddannet Cand. merc. finance.

Lanaii
Margrethe

3. Fortæl om din virksomhed
Jeg er ejer af Lanaii Bikini. En webshop med bikinier i cheeky og skandinavisk design. Webshoppen launchede i december 2014 og hedder www.lanaiibikini.dk.

4. Hvad er din rolle i virksomheden?
Udover at være ejer er jeg både designer, bogholder, social media manager og pakkepige. Stort set alt undtagen webudvikler.

Lanaii
Margrethe designer selv de bikinier hun sælger hos Lanaii Bikini.

5. Hvordan fik du idéen til at starte Lanaii Bikini?
Jeg har længe haft svært ved at finde bikini-trusser, som sidder godt. Det var kun i udlandet, at jeg kunne købe de såkaldte ”Cheeky” bikini trusser: Trusser der virker flatterende på bagdelen uden at afsløre for meget. Derfor begyndte jeg selv at designe cheeky bikini-trusser med tilhørende toppe.

6. Hvilke overvejelser gjorde du dig, før du kastede dig ud i iværksætterlivet?
De tre store overvejelser, jeg havde, var:

  1. Økonomien. Om jeg skulle have et deltid/fuldtids jo ved siden af eller bare springe ud i at blive fuldtids iværksætter (jeg valgte det sidste).
  2. Hvad skulle jeg sælge? Hvad kræver lavt indskud samtidig med at det er niche-præget? Her fandt jeg frem til, at det er meget få i Danmark, der laver cheeky bikinier, og de koster ikke alverdens at få produceret, samtidig med at de fylder lidt både at fragte, men også at opbevare på lager.
  3. Er det noget jeg kan leve af på sigt? Det er stadig et spørgsmål, jeg stiller mig selv hver dag.

7. Hvad var det mest skræmmende ved at kaste sig ud som iværksætter?
Det mest skræmmende var at gå fra en god stilling med en sikker indkomst til lige pludselig at være ”iværksætteren”: Pludselig har man en helt anden identitet.

8. Hvad startede du med, da virksomheden skulle i gang?
Jeg startede med at finde leverandører og kontakte en webudvikler. Da jeg havde det på plads, oprettede jeg min virksomhed i CVR-registeret. Samtidig med at webshoppen blev udviklet, tog jeg til Istanbul for at møde min leverandør. Her brugte vi tre dage på at udvikle den første kollektion, og en måned efter havde jeg allerede åbnet webshoppen og lagt mine produkter ind!

9. Hvad var din startkapital?
Startkapitalen var 40.000 kr som gik til bikinier, webshop og fotoshoot.

Lanaii
Billeder fra fotoshoot.

 10. Hvornår forventer du at kunne leve af din virksomhed?
Jeg skal have fordoblet mit salg for at kunne leve af det, så jeg håber, at 2017 bliver det år, hvor jeg kan kalde det mit ”rigtige job”.

11. Hvad har været det mest lærerige som iværksætter?
Det jeg har lært mest, er nok at læse kunden: Forstå deres behov – skabe et produkt – nå ud til dem via de sociale medier – og skabe salg. Forstår man ikke kunden, er det lige meget, hvor mange timer du bruger på SEO, instagram mv. Hvis produktet ikke er spændende/høj kvalitet/rette pris, så sælger du intet.

12. Hvor er virksomheden i dag?
I dag sælger jeg noget hver dag. Jeg er stadig alene om alting, og lageret har jeg i vores lejlighed. Der er dog ved at være pladsmangel, så næste skridt er mere lagerplads og måske nogle praktikanter til at varetage de sociale medier og pakkearbejdet.

13. Hvad betyder virksomhedens navn, og hvordan kom du på det?
Lanai er en ø på Hawaii. Jeg bliver meget inspireret af mine udenlandsrejser, og derfor skulle virksomheden have et udenlansk klingende navn.

14. Hvordan fik du de første kunder?
De første kunder fik jeg gennem Instagram. Jeg lagde (og gør stadig) dagligt billeder op af mine bikinier eller ting som inspirerede mig.

15. Hvad betyder de sociale medier for en virksomhed som din?
Sociale medier betyder alting. Bikinier er et meget visuelt produkt, og min målgruppe befinder sig på Instagram. Derfor bruger jeg det meget og vil skyde på, at 75 % af min omsætning stammer derfra, mens resten er word of mouth, tilbagvendende kunder eller Facebook.

Lanaii

16. Hvad ville du gerne have vist, inden du blev iværksætter?
Det er en god ide, at have lavet et budget, og overvejet break-even og lønsomhed før man går i gang med at finde leverandører. Der gik ret lang tid, før jeg fandt ud at jeg overhovedet ikke tjente nogle penge, sådan som jeg havde prissat mine varer. Hen af vejen har jeg justeret priser og fundet billigere leverandører af stort set alting, for at det nogenlunde kan hænge sammen.

17. Hvor ser du dig selv om henholdsvis 3 og 10 år?
Om 3 år lever jeg af Lanaii Bikini, og har måske 1-2 ansatte. Om 10 år har jeg måske udvidet, så mine bikinier sælges i udenlandske forretninger, og jeg har måske også en fysisk forretning i Danmark.

18. Hvis du skulle lave noget helt andet, hvad skulle det så være?
Så villeg jeg gerne bo på en stillehavsø og eje en Bed&Breakfast.

19. Hvad er det bedste ved at være iværksætter/selvstændig?
Jeg kan godt lide fleksibiliteten i at have en webshopm og synes det passer godt ind i også at have en familie. Desuden er det fedt, at arbejde med noget, jeg brænder for.

20. Hvad er det værste ved at være iværksætter/selvstændig?
“Man” er tit usikker på, om det man laver nu, er noget der sælger. Og hvad med fremtiden? Kan man følge med kundernes behov? Så der er en masse tvivlsspørgsmål om fremtiden.

Om at sige farvel – uden grund…

Som jeg vist har nævnt før her på bloggen, så har vi en kat. En stor hankat der hedder Simba. I dag skulle han til dyrlægen, og jeg troede faktisk ikke, at Manden ville have ham med hjem igen. Det blev en tårevædet afsked…

IMG_0842_ac2_klip

Vi fik Simba for knap 4 år siden, da nogle naboer havde fundet ham kun ca. 3 uger gammel. Da vi fik ham, var han estimeret til 6 uger, og han fik sutteflaske flere gange dagligt. Han voksede op og blev en stor kat, men muligvis grundet hans manglende opdragelse fra en morkat, har han også nogle “defekter”. F.eks. vi han gerne bide. Ikke sådan der kommer blod, men det kan alligevel godt gøre ondt. Vi har også haft vores magtkampe, da han ligesom mener/mente, at hans plads i hierakiet var lige under Manden – og min under ham…

For omkring to år siden brækkede han benet. Det blev en rigtig dyr fornøjelse, hvor Manden især var ham, der talte for en operation, mens jeg mere trak i retning af en aflivning. Men opereret det blev han – faktisk to gange, og begge gange skulle han holdes i ro i 10 dage. Det var nærmest det værste, for det er en umulig opgave, når man har en kat med egen kattelem, og som derfor går og kommer som han vil. Vi gik tur med i ham i snor (pinligt og frygteligt)…

I søndags haltede han så igen… De to dage jeg var i Hamburg, gik det op og ned, mens han slet ikke støttede på benet onsdag. Han klagede sig ikke, men virkede da lidt ynkelig. Vi bestilte en tid til dyrlægen i dag. Og inden havde vi en snak om, hvad vi var “villige” til. Vi satte ikke en beløbsgrænse, men blev (vist nok) enige om, at han ikke skulle opereres igen. Begge håbede vi, at det ville være en byld o.l., der kunne klares med pencillin.

Jeg troede dog ikke på det, og sagde farvel til Simba. Selvom han mest er Mandens kat, så er han jo alligevel en del af mit liv også. Jeg var lidt ynkelig og græd mine tårer, mens jeg forkælede ham med godbidder.

Dyrlægen konstaterede, at Simba var blevet bidt og havde feber. Han fik en sprøjte med antibiotika, og blev sendt hjem igen. Han må gøre som han plejer, og om maks. 14 dage skulle alt gerne være normalt igen. Nøj vi var glade, og kun knap 1.000 kr fattigere…

Kat

Hjemme igen…

Så er jeg hjemme igen efter en tur til Hamburg uden Lillebror. Det er gået godt! Eller dvs…

Jeg stod op mandag morgen kl. 5, og kørte mod Hamburg kl. 5.30. Jeg var lidt spændt på at skulle køre så langt alene efter mit uheld. Køreturen gik fint indtil jeg nåede Hamburg, hvor der var rigtig meget trafik – og hvor jeg ikke lige fandt mit p-hus osv. Da jeg endelig fandt mit p-hus og Chilehaus, hvor jeg skulle til møde, kunne jeg ikke finde indgangen – så jeg kom 10 min for sent, men det gik.

Chilehaus
Chilehaus

Formålet med turen var at deltage i et seminar samt møde med den fondsbestyrelse jeg sidder i. Derhjemme havde jeg allieret mig med min svigermor, som hjalp Manden med at tage sig af børnene.

Som dagen gik var mit ene bryst ved at eksplodere – det som jeg ikke havde ammet på i løbet af natten. Jeg glædede mig virkelig til at komme på hotellet kl. 18, og få malket ud. Men ak – jeg havde glemt en dims til brystpumpen… UPS!!! Og da jeg så konstaterede, at jeg havde lækket på min bluse, og at aftenens buksedragt ikke kunne knappes over barmen, var jeg lidt presset, så jeg fløj ind i Esprit og fandt en bluse (som jeg sikkert aldrig får på igen…).

Mælkepletter - UPS
Mælkepletter – UPS

Derhjemme gik alting godt indtil putning. Der var Lillebror ikke helt tilfreds, men han endte med at falde i søvn i barnevognen (både mandag og tirsdag), og sove en god nat uden amning. Dygtig dreng.

Jeg savnede som sådan ikke Lillebror (eller resten af familien), men jeg var noget bekymret for, hvordan det hele skulle gå om aftenen og natten. Til seminar og møde kunne jeg fint gemme tankerne væk, så jeg følte egentlig, at jeg var godt tilstede.

Og ellers var det meget rart, at blive bespist med lækkerier hele dagen, skulle bruge hovedet og sove på et hyggeligt hotel, hvor jeg var en af de heldige, der var blevet opgraderet til et stort værelse 🙂

De gule sko blev luftet til middagen :)
De gule sko blev luftet til middagen 🙂
Kaffebar på mit opgraderede hotelværelse.
Kaffebar på mit opgraderede hotelværelse.
Mødeforplejning.
Mødeforplejning.

Jeg parkerede i carporten kl. 20.30 tirsdag aften. Lillebror sov i barnevognen, men vågnede heldigvis efter et kvarters tid. Han blev så glad for at se mig – og jeg var så glad for at kunne amme ham lidt 😉 Han var ikke lige til at putte, for han havde så meget at “fortælle”. I dag har han været et stort smil, og heldigvis har han ikke virket bekymret for, om jeg skulle forlade ham igen.

Om at have lidt ondt i maven over en tur uden Lillebror

Vækkeuret er sat til kl 5 og igen til 5.05. Jeg skal nemlig på tur – alene… Og kommer først hjem tirsdag aften.

Jeg havde planlagt at skrive et indlæg om mine tanker om at Lillebror skal undvære mig – og brysterne. Min bekymring som jeg prøver at pakke væk, for han dør jo ikke af sult. Men det er da synd for ham, at han ikke kan blive ammet i søvn og hyggespise om natten. Og det får jeg lidt ondt i maven over. Vi har trænet med sutteflaske i 14 dage uden held… Men han drikker da af kop.

Nu skal jeg sove. Tasken er pakket, der er lagt tøj frem, madpakken er smurt og mine papirer er næsten klar.

Godnat – vi ses på den anden side 😉

Hjemmelavet sødmælksis – en opskrift

Sikke noget skønt vejr vi har! Det er rigtig sommer, og i min bog er sommer = is. Faktisk skal jeg have is hver dag, når vi er på ferie.

Jeg tænker, at sommeren er en glimrende anledning til at genudgive min opskrift på hjemmelavet sødmælksis.

Basisopskriften er en vanillieis baseret på sødmælk, så den er knap så fed som ren flødeis. Til gengæld er den lidt mere vandet, men ikke så hård og kompakt…

Opskriftenpå sødmælksis er simpel:

  • ½ l sødmælk
  • 1,25 dl piskefløde
  • 1 tsk vanilleekstrakt
  • 4 pasteuriserede æggeblommer
  • 150 sukker
  • Fyld…

Af fyld bruger jeg f.eks.:

  • 150-200 g hakket pebermyntechokolade til en “Mint og chokolade”
  • 150 -200 g hakket mørk chokoladet til “Straciatella”
  • 150 g chokoladeknapper til “Smartiesis”
  • 100 g jordbærsyltetøj (reducer sukkermængden) til “jordbær” (eller hindbær/solbær/osv til anden frugtsmag)
Sødmælksis
Jordbæris med Smarties

Vi har eksperimenteret med både jordbær (rigtige bær), banan, chokolade og kokosis, men uden det store held. Fælles for dem alle er, at de er flødeis, som bliver meget hårde.

Jeg rører isen på vores ismaskine (affiliate link), som er et add-on til vores Kenwood røremaskine, som jeg har skrevet et indlæg om her.

Fremgangsmåde til sødmælksis:

Mælk, fløde og vanilleekstrakt varmes op i en gryde – til det næsten koger. Æg og sukker piskes, til det er lyst. Under omrøring hældes mælkeblandingen op til sukkerblandingen. Der røres til sukkeret er helt opløst. Herefter hældes det tilbage i gryden og varmes ved svag varme, ind til massen er så “cremet”, at den bliver hængende på bagsiden af en ske. Så skal det bare køle et par timer i køleskabet, hvorefter det skal køre på ismaskinen ca. ½ time. Jeg plejer at tilføje fyld efter ca. 15-20 min.

Så er det bare i fryseren med det 🙂 Og så kan isen nydes, når den er frosset – jeg plejer at vente mindst seks timer.

Sødmælksis
Mint og chokolade med grøn frugtfarve.

 

Sommerdvask…

I aften er jeg sommerdvask! Jeg ligger på sofaen med computeren på skødet. Manden ser dart. Begge børn sover. Der er sat dej over til morgenmadsboller. Ah!

Jeg har 71 kladder til indlæg, som jeg kunne (burde?) arbejde videre med. Jeg har råtekst til endnu et indlæg om iværksættere, som jeg burde få sammenskrevet og layoutet. Men jeg gider ikke. I aften er jeg sommerdvask. Jeg skal også snart i seng, for Lillebror var vågen fra 4-4.50 og kl. 5 vågnede A. Det blev dog Manden, der stod op med hende, men jeg er nu træt alligevel.

Nyder I det dejlige vejr? Det gør jeg, selvom jeg egentlig tilbringer en del tid indenfor med Lillebror. Vi bor dejlig køligt, så det er rart for ham, og så går der altså en del tid med alt det mad han efterhånden spiser.

I dag fik vi ny bil, så jeg har lige lavet lidt praktisk med forsikring osv. Men nu er vi kørende igen – i egen bil. Vi har de sidste uger været heldige at låne en bil af gode venner – det er virkelig god stil!

Kan I have en dejlig aften og nogle flere skønne sommerdage (håber jeg).

Min løbeapp

I dag kom jeg ud og løbe for første gang i tre uger. Det var både rart og hårdt, men det skal det her indlæg slet ikke handle om. I er nemlig flere, der var spurgt til min løbeapp, så den vil jeg lige fortælle jer lidt om.

Min løbeapp hedder ‘Couch to 5K’. En fin titel som jeg egenligt bare læste som coach to 5K, indtil en veninde gjorde mig opmærksom på ordspillet 😉

Løbeapp

Jeg valgte min løbeapp ud fra anbefalinger, jeg fandt online. Den kostede 16 kr, og det valgte jeg at betale, selvom der også var nogle gratis apps. ‘Problemet’ med de gratis apps var, at der var køb i appen, og jeg hverken kunne gennemskue prisen eller nødvendigheden for disse køb.

Selve appen er rimelig simpel. Der er et program, for hver af de tre løbeture i de ni uger træningen varer.

Løbeapp

Du vælger den pågældende dag, hvorefter træningen kan startes. Med store tal vises det pågældende interval, og når der skal skiftes til løb eller gang, fortæller din træner dig det. Du kan høre musik eller podcast imens. Jeg hører Mads og Monopolet 😉 Du kan vælge imellem fem forskellige trænere med hver deres temperament, stemme og skrevne ‘peptalks’.

Løbeapp

Efter hver træning gemmes data i din løbeapp. Det er data  om din rute, længde samt hastighed på både løbe- og gåintervaller. Det kan man logge i et eller andet fælleskab, hvor man kan følge andre brugere af appen og give dem ros osv. Det gør jeg dog ikke noget i.

Til sidst giver appen et fint overblik over dit samlede løb i perioden.

Løbeapp