Lidt om efterår, vinterjakker og forsvundne nøgler

Den danske sommer var,  som sådan nogle danske somre ofte er. Til gengæld fik vi en fantastisk september, der næsten fik mig til at glemme de mange timer indendøre i løbet af sommeren.

Oktober var kun få dage gammel, da efteråret bankede på døren. Så fik vi blæst og til dels også regn og rusk.  Pludselig var det definitivt slut med bare arme, og i sidste uge fandt jeg min vinterjakke frem.

Jeg konstaterede samtidigt, at ingen af mine børn ejede en vinterjakke i en behørig størrelse, så jeg måtte i den store kuffert efter et par guldmønter. Turen gik til NameIt i Storcenter Nord, som jeg i denne servicemeddelelse kan berette er lukket! Næste stop blev derfor NameIt i CityVest (total forstadsfrue-stil med alle de centre). Men ak i CityVest havde NameIt ingen pigejakker i str. 110. Så A og jeg kørte hjem og klikkede på de rigtige knapper, og nu venter vi blot på at Postmand Per leverer to stk vinterjakker.

Manden fandt også sin vinterjakke frem. Og op af de dybe lommer gravede han andet end lommeuld. Mit forsvunde nøglebundt dukkede nemlig op. Et nøglebundt, der ifølge min digitale dagbog her på bloggen, forsvandt i starten af maj. Og tro mig – jeg ledte og ledte til jeg fik grå hår. Alt blev endevendt og tømt og rystet. Og i næsten tre uger spekulerede jeg over de nøgler stort set hver dag. Til sidst accepterede jeg dog, at jeg havde mistet dem og fik lavet et sæt kopier. Så det er da med blandede følelser, at jeg igen byder dem velkommen i familien. Og tro mig, nu skal Manden lige vente lidt med at kommentere på min evne til at miste ting!!!

God aften 😉

img_3137

Maries ønsker

Jul 2022
Opdateret 2.12.2022
Smykker og smukke ting:
  • Skåle fra Keramik by Isabella. Mørkegrøn i str. mellem. Regnbue i str. stor. Skal muligvis forudbestilles. (Eller gavekort)
  • Urrem til Garmin Venu 2s. Gerne læder i hvid og silikone i turkis. 
  • Lysholdere fra Georg Jensen til juletræ. 
  • Tørklæde fra Bella&Voss, Coral garden. Link
Mest til løb og træning:
  • Sports-bh, shock absorber ultimate run bra, str. 70J
  • Tynde uldsokker til hike, str. 36
  • Ankelvægte, f.eks. fra Nike, ca. 2 kg
Hudpleje og makeup
  • Parfume: YSL Libre eau de Parfum
  • Mascara: Intense mascara fra Nilens Jord. Sort. 

Diverse:

  • Dyne med dun. Helårs. 200 cm. 
  • Bestik Hyacint fra Raadvad til 4 personer
  • H2O badesandaler med Velcro. Str. 35,5
  • Gavekort til Roccamore
  • Elektrisk tandbørste
  • Æbleskivepande
  • Håndmixer

Så blev det fredag…

Ja så blev det fredag. Jeg har ramt sofaen og nyder lige lidt ro, mens E sover – så længe det varer. Altså ro er så meget sagt, for A ‘hopper’ rundt i sofaen og udskyder sin sengetid med det ene gode argument efter det andet, samtidig med at hun ser Bamse og spiser chips.

Fredag har ramt os. Og helt uventet ramte vi den med overskud. Vi sov alle ok i nat. Pigerne ud af døren i morges (under højlydte protester fra A), mens drengene tog en hjemmedag.

Overskuddet bragte os alle fire i Bilka efter fredagsslik og pludselig var weekendens indkøb også klaret.


Så nu ligger jeg her og spiser slik i min sofa. Begge børn sover,  og jeg tæller ned til min sengetid.

Tusind tak for jeres gode tanker og vibrationer til mit indlæg fra i går. Hav en skøn weekend.

Jeg træder vande…

Jeg træder vande… Passer på ikke at drukne. Så der er stille. Stille på bloggen. Og sikkert også andre steder.

Jeg sover for lidt. Og jeg sover for dårligt.

Jeg arbejder for lidt. Og jeg knokler mentalt for at arbejde mere.

Jeg har syge børn. Igen og igen. I dag var der banko med to af slagsen. Jeg overlever med hjælp fra familien.

Jeg tager det store læs herhjemme. Jeg øver mig i at bede om hjælp. Det hjælper at bede om hjælp – hvad enten det er blandt engle eller mennesker. Det siger min mor.

Og jeg oplever at hjælpen kommer. Vi går spændende og forhåbentligt afhjælpende ting i møde. Jeg håber, at det giver luft.

Luft til at have syge børn. Luft til at passe mit arbejde. Luft til kærligheden. Og måske lidt luft til bloggen.

Vi ses

Jeg ser tilbage på Sund September

Så er September ovre, og Sund September er overstået for mit vedkommende. Hermed får I en kort status:

  • Grønsager til alle tre hovedmåltider. Det var faktisk lidt svært. Især til frokost i weekenden – og til flere aftensmåltider. Motivationen til at få lavet salat til aften, var størst i starten (før vi blev ramt af sygdom…)
  • Rugbrød til morgenmad på alle hverdage. Gennemført uden problemer.
  • Et gennemsnit på mindst 8.000 skridt om dagen set over en uge. Det er gået over al forventning – hold op jeg går meget. På en hverdag ligger jeg ofte mellem 8.000 og 10.000 skridt. Gennemsnit for hele måneden er 11.503 skridt pr dag
  • En form for motion mindst to gange om ugen. Det var værre! Faktisk blev det alle uger kun til enten en løbetur eller en cykeltur til og fra arbejde.
  • Nej tak til slik, chips og kage i hverdagen – og også de fleste weekenddage. Det blev gennemført ret flot. Jeg havde booket to “fridage” ind, hvor jeg den ene fik en is og den anden gik lidt amok i kage og chokolade og flødeboller. Derudover har jeg ikke en gang spist mørk chokolade.
  • Mindst 8 glas vand pr. dag. Intet problem – det gjorde jeg åbenbart allerede i forvejen.
  • Vitaminpiller hver dag. Gennemført 90 % af dagene.

Hvad har jeg så opnået?

  • Mere energi – også selvom vi har været ramt af sygdom.
  • Mindre sukkertrang, selvom der stadig er en sukkerlyst, så er det ikke en trang eller afhængighed.
  • Vægttab på ca 1 kg
  • Og så har jeg mega meget savnet min pålægschokolade til morgenmad. Jeg er åbenbart den eneste, for da pakken var tom, var der ingen andre i familien, der fandt en ny frem.