Mød en iværksætter #6 – chefen i sig eget liv (del 1)

Kan I huske, at jeg på et tidspunkt præsenterede jer for nogle seje iværksættere? Vi nåede til fem. Så begyndte jeg på arbejde, og to af mine veninder gik igang med at svare på mine spørgsmål. Men de er nogle travler kvinder, så det har taget tid, men nu er vi ved at være der. Jeg glæder mig i hvert fald til at præsentere jer for endnu en sej iværksætter.

Denne gang skal I møde Marie, som driver virksomheden Kodanska. Den har været nævnt på bloggen før, bl.a. her og her. Normalt når jeg får svar retur for iværksætterne, så redigerer jeg lidt. Sletter lidt hist og pist, så jeg synes, at det får et læsevenligt snit og format. Marie har leveret 9½ sider…. Jeg har kigget længe på det, og nu besluttet mig for, at jeg aldrig får det skåret ned til 1 indlæg. Derfor får I her første del af Maries ærlige og dejlige historie, som ikke kun omhandler iværksætteri, men i høj grad også kærlighed og familieliv. Jeg håber, I nyder den.

1) Fortæl lidt om dig selv 🙂

Jeg hedder Marie Graff, Jeg er 33 år, og jeg bor med min mand Anders, som jeg mødte for 10 år siden i Adelaide, Australien, hvor vi begge læste et semester fra Handelshøjskolen i Aarhus. Vi havde aldrig set eller hørt om hinanden før vi mødtes på skolen i Australien og fandt ud af at vi læste på den samme skole i Danmark og boede 10 min fra hinanden. Og så mødtes vi på den anden side af jorden… Han havde ideelle forhold for en gåtur langs stranden, solnedgang og delfiner der fulgte os langs strandbredden, og jeg var solgt – vi blev ret hurtigt kærester 🙂 Det var de mest fantastiske 7 måneder ude, og vi har fået så mange gode venner rundt omkring i verden. Vi mødtes under eventyrlige forhold og en af de passioner vi deler, er at opleve, udforske nye dele af verden og udfordre os selv. Hver gang vi har været et nyt sted, siger vi altid, her skal vi tilbage til, men det sker ikke. Det er som om det uvisse og uudforskede derude trækker mere i os. Det er nok også den passion, der har ledt vores veje til Prag, Tjekkiet. For 3 år siden arbejde vi begge + 45 timer om ugen, og vores hverdag var presset. Vores familieliv var langt fra, som vi ønskede det. Jeg stod alene med mange ting, da Anders havde lang transporttid, og jeg var presset på alle måder, så jeg kunne ikke være den mor, kone eller veninde jeg ønskede at være. Jeg kunne godt lide min arbejdsplads, men jeg havde en position som var alt for ekstrovert til mig, hvilket resulterede i, at jeg ikke havde overskud til at tale med min famile og venner, da jeg bare trængte til ro, når jeg kom hjem. Trådte Liva (min datter fra 2011) det mindste ved siden af, var min tålmodighed nærmest ikke eksisterende, og vores kalender var proppet med alt muligt, som på ingen måde hjalp til ro og tid til vores lille familie.

I foråret 2013 stoppede vi op og kiggede rigtigt på hinanden. Vi begyndte at arbejde på forskellige senarier for at ændre vores hverdag, og inden længe blev min mand tilbudt en udstationering i Prag. Vi havde luftet tanken, om at det var på vores ønskeliste på et tidspunkt at arbejde i udlandet, men lige pludselig gik det hele meget hurtigt. Midt i juni fik vi tilbuddet og havde 48 timer til at bestemme os, og 1. august startede Anders i Prag. Han skulle sørge for at finde et nyt hjem til os, mens Liva og jeg blev tilbage i Danmark, så jeg kunne gøre mit arbejde færdigt, inden jeg gik på barsel. Jeg skulle også lige sælge vores biler, arrangere flytning mv. Set i bagspejlet var det nok lidt hårdere både fysisk og psykisk end forventet, og specielt da jeg jo var højgravid 🙂 Man er vel optimist 🙂 Jeg endte med at blive sygemeldt den sidst måned pga. for mange plukveer. Men vi kom i mål, og Liva og jeg nåede lige at tilbringe et par uger i Prag, inden lillebror Villum meldte sin ankomst (3 uger for tidligt). Så Liva fik 2 uger til at vænne sig til nyt land, nyt hjem, ny institution, nyt sprog og ny familiestruktur – og alle de kloge hoveder skriver, at det er meget vigtig med ro og stabilitet for børn inden nye søskende kommer til verden. LOL

Kodanska
Marie og Liva kort inden flytningen til Prag.

Alt omkring os forandrede sig, men på en eller anden måde formåede vi at gøre vores privatliv meget simpelt, og tingene faldt lige så stille og roligt på plads. Vores lille dreng var nem. Min familie ankom dagen efter fødslen, og pludselig var der tid til hinanden. Der var en masse ting, vi skulle forholde os til derude, men når vi var hjemme, kunne vi lukke os inde i vores egen lille bobbel og bare være os. Nok lidt ligesom når man er forelsket. Vi havde nok i os selv, og der var ikke nogen, der trak i os på den anden side, for vi var kun os. Vi kendte ikke andre. Ingen vi skulle stå til ansvar for, koordinere med eller forholde os til – vi var kun os 4. Det lyder meget nemt, når jeg skriver det og tænker tilbage på det. Det var det også i hjemmet. Men udenfor var det kaos. At tilpasse sig en helt ny kultur er en kæmpe omvæltning, og du befinder dig uden for din komfortzone 99 % af tiden. Bare et nyt sundhedssystem var crazy, og ikke mindst fødslen var en stor kulturel mundfuld, hvor hele deres setup bare er så langt fra vores i Danmark. Medicin til alt, stærk medicin, og så følger du lægens ordre. Ikke noget med at stille spørgsmål, da det kan virke som om, at du betvivler deres evner som læge. Men gud hvor er det svært og specielt med to små unger.

Det er umuligt at forestille sig alle de ting, man bliver stillet over for. Du bliver virkelig testet som person, partner og familie. Alt skal genskabes på ny. Men knækker du koden, er det den vildeste rejse. Jeg bliver hver eneste dag inspireret af måden folk i vores internationale netværk lever på. Det er så forskelligt fra, hvad vi selv gør og den “normale” hverdag i Danmark. For mig er det en øjenåbner for, at alt er muligt, man skal bare finde den rytme der passer bedst til en selv og sine kære omkring sig. Min mand elsker at kunne forsørge sin familie, han er på ingen måde den moderne mand, der gerne vil have barsel, og som står klar med maden når vi kommer hjem. Det betyder ikke, at han ikke er en fantastisk mand eller far. Det er han. Han leger og slås med ungerne, fra han kommer hjem til de går i seng, og det er jo ham, der har gjort hele dette udlandsophold muligt og som er kernen til, at vi har fundet et velfungerende familiemønster. I bund og grund er min pointe bare, hvorfor gøre noget, fordi det forventes af dig. Vi gør tingene på vores måde, ikke fordi det er moderne eller passer ind, men fordi vi har taget stilling til det og fundet ud af, hvad der fungerer for os, og hvilke opgaver vi hver i sær finder værdi i.

Nogle af de ting der giver mig allermest værdi er frihed, evnen til selv at styre og hjerterum.

Kodanska
Far og datter inden afrejsen til Prag.

2) Hvad er din uddannelse? 

Jeg har en bachelor i økonomi og en kandidat i International Business. Jeg skrev min afsluttende opgave for Grundfos omkring udstationering og evnen til at tilpasse sig og performe på det forventede niveau. Omkring hvilke faktorer der er afgørende for, at man som udstationeret får succes både på jobbet og på hjemmefronten. Og det har jo senere vist sig, at jeg nu selv sidde i en lignende situation og kan relatere til mange af tingene i praksis. Når jeg kigger tilbage, har der nok altid ligget en stor interesse i at opleve. Med det samme jeg fik muligheden for det, stak jeg af. Først på efterskole, så til USA som au pair, hvor jeg studerede basis engelsk for at kunne søge ind på universitet (jeg var elendig til engelsk), senere Australien da vi fik mulighed for udveksling og nu Prag. Jeg må jo nok indse, at det at opleve og udforske er en stor del af min personlighed.

Kodanska

3) Fortæl om din virksomhed 🙂

Min virksomhed hedder Kodanska. Det betyder Københavnsgade, og er tilfældigvis den gade vi bor på her i Prag . Det var en taxichauffør, der fortalte mig det, og så syntes jeg, at det var oplagt at vælge dette navn, som er en kobling mellem vores tjekkiske hverdag og vores rødder i Danmark. Jeg elsker, når der er personlighed og små historier koblet til tingene. Derfor er Kodanska også meget personlig på de sociale medier. Jeg kan godt selv lide, at man kan se/føle personerne bag skærmen. Kodanska gik live juni 2015, men var selvfølgelig i mine tanker lang tid for inden.

Der skulle opbygges en webshop, etableres kontakt til designerne, udarbejdes kontrakter, testes produkter, prisfastsættes produkter, udvikles emballage til produkterne, shipping, lagerføring, marketingsmateriale, billeder mv. Det var lidt overraskende, hvor mange ting, der skal spille for at gå live. Alt var nyt for mig og også for mange af mine små designere, da de var helt nye på markedet. Så vi har hjulpet hinanden, og jeg har også været med i deres opstartsfase. Hvilket selvfølgelig har skabt et fantastisk bånd mellem os, hvor vi har stor respekt og tillid til hinanden. Specielt Ema Mamisu bruger jeg meget som sparringspartner i keramik branchen. Til udvikling af nye designs bruger jeg rigtig meget Martina og Hansa, som står bag brandet Matela Original Furniturs, da Martina er interiørdesigner og Hansa er snedker, har de fantastisk mange kontakter her i Prag, og kan ofte fortælle mig om mine idéer kan lade sig gøre eller ej – det meste kan heldigvis lade sig gøre 🙂 Bare ikke altid inden for det ønskede budget.

Kodanska er en webshop, der samarbejder med mindre designere pt. her i Prag, men jeg er er så småt ved at bevæge mig ud til andre lande. Jeg har et rigtig godt forhold til de håndværkere, jeg allerede har tilknytte Kodanska, og inden for det sidste år er mine egne idéer og designs så småt begyndt at se dages lys. Jeg kan ikke selv lave tingene, men jeg har mange idéer i mit lille hoved. F.eks. ville jeg gerne lave en stor salt krukke, da jeg var træt af, at jeg altid havde en pose med groft salt på mit bord. Over et halvt år samarbejdede jeg med Ema Mamisu om at lave den helt rigtige model til Kodanska, og sammen fik vi skabt den kollektion af krukker, som nu sælges på vores webshop og i enkelte butikker i Danmark. Det er super fedt at kunne være med i hele kæden fra produktudvikling, til produktion, salg og respons fra kunderne, og nu også på det seneste med retailers.

Vores hjemmeside blev inden jul opdateret med nye lækre produktbilleder, hvilket jeg er super tilfreds. Hjemmesiden havde inden da stået lidt stille, da jeg i en periode havde fokus på at få sammensat den rigtige kollektion samt udvikle nye produkter. Derefter var det tid til billeder, som blev taget i mit lille skur på 8 m² ved vores sommerhus i Danmark. Vi arbejdede nonstop i 12 timer en lørdag, hvor jeg stillede tingene op, min fotograf tog billeder og så videre til næste produktgruppe. Derefter skulle alle billeder redigeres, gøres klar til web, udvælges, der skulle laves nye produktbeskrivelser, nyt web design mv. Der ligger utrolig mange timer bag de forskellige ting. Man bliver lidt overrasket nogen gange, men andre gange bliver man også overrasket over, hvad der kan lade sig gøre. Det kræver bare tid. Og den er lidt dyrebar lige nu, eftersom vi også har to små bavianer, der skal plejes. Derfor er det tit nattetimerne, der bliver brugt. Det kan i perioder lade sig gøre, men er der en, der bliver syg eller ramler den daglige hverdag, så er det tid fra Kodanska der ryger. Men det tror jeg alle med små børn kender til 🙂

Kodanska
Saltkrukker som Marie selv har været med til at udvikle.

4) Hvad er din rolle i virksomheden?

Altså den fornemme titel er vel CEO, men til dagligt vil jeg nok nærmere kalde mig “alt muligt manden” (er det ikke det Nannas far er i Nanna filmene? Har altid tænkt over hvad det var… Men det er vel bare en, der håndterer alt selv 🙂 ).

Da jeg oprettede Kodanska, blev jeg enig med mig selv om, at det eneste jeg havde var tid. Vi er så privilegerede, at min indtægt pt. ikke har betydning for, om der kommer mad på bordet, og derfor var og er min strategi stadig, at alt skal laves af mig selv for at holde mine omkostninger nede. På sigt har jeg da en drøm om, at jeg kan udlicitere nogle af opgaverne, for som selvstændig finder man også hurtigt ud af, hvad du brænder for, og hvad du skal slæbe dig igennem.

Først og fremmest sidder jeg med alt det praktiske omkring Kodanska. Det strategiske: hvor er vi og hvor vil vi gerne hen, opbygning og vedligeholdelse af webshoppen. Alt marketing online og printet, lagerstyring, produktion, regnskab, forsendelse og kundeservice. Det er nogen gange lidt af en mundfuld, og der skal virkelig lyttes meget til mavefornemmelsen, da der jo ikke er en opskrift på, hvordan man skal køre en business. Det er meget vigtigt for mig, at jeg har mig selv med og tingene virker naturligt, så det ikke bliver en sur pligt, men nærmere en del af mit liv. På den måde kan jeg holde magien oppe ved Kodanska og gøre Kodanska en del af min hverdag. Jeg ville alligevel gå og lede efter små lækre designs, når vi er ude at rejse, og det kan jeg da ligeså godt udnytte gennem Kodanska. Og jeg vil stadigvæk gå rundt og få en masse idéer, og det kan jeg jo ligeså godt prøve at sætte i produktion og tjene lidt penge på, det hvis det kan lade sig gøre. På et tidspunkt begyndte jeg at følge alle de her regler om, hvornår og hvordan jeg skulle poste mine opslag på instagram og facebook (Du vil blive overrasket over hvilke strategier, der ligger bag mange opslag). Det virker helt sikkert for mange, men for mig blev det endnu en lænke om benet og drænede mig for energi, da jeg brugte mange tanker på at få opstillet det rigtige billede og få det postet på det helt rigtige tidspunkt etc. Der skulle der virkelig mærkes efter i maven og lige tænkes en ekstra gang over, hvorfor jeg oprettede Kodanska. Jeg fik hurtig ændret strategien, og nu er det ændret til, at jeg laver opslag, når det passer Kodanska/mig – for det meste 🙂 Som person er jeg meget følende, og det bruger jeg også meget i min hverdag. Føles det rigtig og godt, så går jeg efter det. Har jeg en klump i maven, eller bliver jeg stresset over situation, så skal det ændres.

Kodanska

5) Hvordan fik du idéen til at blive selvstændig?

Som sagt stod vi over for store ændringer i vores hverdag ved at flytte til Prag, og lige pludselig stod alle døre åbne. Hvad vil du Marie? Hvad vil du bruge din tid på? Det er faktisk et stort spørgsmål, som man nok sjældent får lov at stille sig selv, hvor man rent faktisk kan gå efter det. Jeg har altid 117 idéer og projekter kørende, og da vi flyttede til Prag, valgte vi at prioritere at bo i byen, så jeg nemt kunne komme rundt i byen, mens jeg var på barsel. Det skete også, men først efter 6 mdr kunne jeg overskue at begynde og snuse til den nye kultur. Da det skete, var det fantastisk, og jeg har elsket Prag lige siden. Det er den hyggeligste by, nemmeste by med unger, børn er velkomne overalt, og vi tog hurtig scooter kulturen til os. Alle børn kører på scooter rundt i byen, og det lærte Liva også hurtigt. Vi havde derfor vores daglige ture rundt i byen, hvor jeg så småt fik øjnene op for tjekkisk håndvæk. Og der startede det hele ligesom. Liva på scooter (mit logo) og mig, der gik og fik gode ideer.

Inden vi flyttede til Prag, fik jeg også en rigtig god veninde til at lave en personlighedstest på mig, og hun gennemgik den meget ærligt med mig og et par andre veninder. Det kom mange eksempler frem om min personlighed, som jeg nok godt vidste, men som lå godt gemt. Vi valgte at lave testen på mig som privat person, og ikke som jeg ville være i arbejdsmæssige sammenhænge. Der er nemlig stor forskel på, hvem jeg er. Man tillærer sig nogle redskaber for at gennemføre et studie eller fungere på en arbejdsplads, men er de i overensstemmelse med ens personlige værdier? Og det var der, at der viste sig at være et mismatch for mit vedkommende.

Nu forstår jeg, hvad min daværende mentor mente med, at

“Det er vigtigt, at du passer til den opslåede stilling, men ligeså vigtigt at stillingen passer til dig”

Man lærer hele tiden 🙂

Det viste sig, at jeg har et stort behov for fleksibilitet og frihed. Det betyder ikke, at jeg ikke vil eller skal arbejde hårdt. Jeg arbejder højest sandsynligt flere timer nu, end jeg nogensinde har gjort, da jeg som selvstændig altid er lidt på arbejde. Jeg vælger bare selv vejen, og hvornår jeg vil arbejde, og får det til at passe med familien. Jeg fik styr på et par værdier, der hedder familien først og så arbejde. Tidligere følte jeg mig bundet når vores privatliv, skulle styres af mit arbejde. Jeg ville have mulighed for at komme 30 minutter for sent, hvis vores datter havde en træls morgen. Eller tage hende til lægen uden at skulle stå til regnskab på arbejdet. Kernen ligger nok i, at jeg hader at stresse, jeg hader at jage ud af døren, så alle får en dårlig start på dagen. Jeg kan godt lige at nyde livet og hygge os, og det er en af vores få husregler, Vi skal have tid til hygge hver dag 🙂 Jeg har aldrig været god til at skulle stå til regnskab over for nogen. Jeg kan godt lige at styre min egen hverdag, og mine personlige værdier druknede ofte i en struktureret og rutinepræget hverdag. Jeg kom derfor hjem drænet for energi, og det har jeg virkelig fundet ud af nu. Fleksibilitet er nøglen til min succes og glæde, og den er vigtig for vores lille familie.

Kodanska
Logo med Liva på scooter.

Sikke en lang omgang for kun 5 spørgsmål 🙂 Resten af Maries historie kan I læse i del 2, som findes lige her.

Da jeg var barn… #2

Nu hvor sneen stadig ligger overalt, så tager vi lige en gang barndomsminder i vinteredition.

Da jeg var barn…


Min skole var altid ualmindelig langsom til at melde ind til lokalradioen, hvis skolen var lukket. Jeg er barn af en lærer, så skolen var ca. noget af det vigtigste overhovedet. Så det er sket mange gange, at jeg var en af de få, der mødte op til undervisning. Og det er sket mindst en gang – hvis ikke flere – at jeg er mødt op, for efterfølgende at blive sendt hjem igen. De 1,2 kilometer tilbagelagde vi selvfølgelig i meterhøje snedriver.


Vi boede ned til en mose, og jeg husker en vinter, hvor min far kunne frigive isen i dagene lige efter jul. Resten af den juleferie boede min veninde (naboens datter) og jeg nærmest på isen i døgnets lyse timer. Jeg syntes, at det var SÅ strengt, at jeg skulle komme ind for at spise frokost.


Et år stillede kommunen en slags naturlig skøjtebane op, hvor man kunne skøjte, når den halve/hele meter vand i bassinet frøs til is. Det troede vi, var sket, men som den første på isen, nåede jeg ikke mange pirouetter, før isen brast… Behøver jeg sige, at det var en KOLD gåtur hjem i min lange (tunge og våde) frakke.


Jeg hadede følelsen af en snebold i nakken eller en vasker (gør jeg til dels stadig), så antallet af sneboldkampe jeg har deltager i, kan tælles på en hånd, vil jeg tro.


God vinter(ferie).

Da jeg var barn… #1

Nu har jeg endnu en gang deltaget i en konkurrence på et socialt medie, hvor jeg skulle skrive et barndomsminde. Det er sket nogle gange, og nu afprøver vi lige, om de her små historier kan bære deres egne indlæg 🙂


Da jeg var barn og havde været i bad, så skulle jeg tørres som en hund. Dvs. at jeg stod på alle fire på et lille håndklæde, mens jeg bjæffede og løftede mine ben. Mine forældre skulle så tørre mig med et større håndklæde… 🙂


I min barndom havde man ikke gulvvarme alle steder. Men vi havde på badeværelset, og jeg elskede at ligge derude. Jeg er faktisk listet derud med min dyne en aften, og så faldet i søvn på gulvmåtten. Sådan fandt mine forældre mig, da de skulle i seng 🙂


Sammen med min søster og en nabopige havde jeg en kikseklub… Vi havde en hule i nogle hybenbuske, hvor vi havde gemt en pose med nogle små “skatte”. Det væsentligste var en femmer og så vores kiks, som ligesom var klubbens fundament. Vi havde hver lagt en femmer, og så havde vi købt tre ruller Mariekiks for 10 kr. På den hårde måde erfarede vi, at når en rulle Mariekiks er åben, ja så skal man forvente at dele den med ca. 150 myrer…….


Hvad mindes I fra jeres barndom?

 

 

 

 

Lidt blandet shopping

Jeg er et utrolig simpelt menneske. Det indrømmer jeg gerne. Og hvis jeg virkelig skulle spare nogle penge, så krævede det nok en afinstallation af både Instagram og Bloglovin…. Ser jeg noget materielt, der ‘taler’ til mig, så er der ikke langt fra tanke til handling.

Forårets snarlige komme. Det lidt mindre taljemål og de mange nye varer, har igen rusket liv i mit dankort, som eller næsten var bortgået ved døden efter en dyr december.

Mit bedste køb er ubetinget min nye kjole fra i lørdags.  Det er den smukkeste kjole fra Stine Goya, som jeg fik overbevist mig selv om, at jeg gerne måtte købe, når jeg nu både skulle til 30, 60 og 70 års fødselsdag. Den har hængt til tørre på døren det sidste døgn, og jeg smiler, hver gang jeg ser på den 😊

Et besøg hos Kit der må have en kæmpe sneakers samling, betød at jeg kom til at bestille nye Nike sko – helt fra Tyskland. Men rabatten var så klækkelig, at jeg accepterede en fragt på 100 kr… Nogen vil måske mene, at jeg har kondisko nok, efter at jeg i foråret gik lidt ‘amok’ på et lagersalg. Men fakta er, at jeg har slidt et par op, fortrudt et par (fejlkøb) og foræret et par væk, som simpelthen passede til min søsters str 38, selvom der stod 36 i dem… Så det jeg har tilbage er to par sneakers i hhv sølv og guld. Og selvom de er fede, er det ikke lige hver dag, at jeg er i den slags ‘højrystet’ humør.

Derudover har jeg shoppet en nederdel i fake læder fra Esprit og en ny Melbourne top fra Lollys Laundry. Sidstnævnte er et favorit-snit, med nyt mønster ifht. den jeg allerede har.

Og så er der lige det med Black Swan, som igen har en fin kollektion på gaden. Sidste sæson forelskede jeg mig i et par items, men da kollektionen endelig gik online, var de udsolgt. Denne gang har jeg også forelsket mig i noget, og for ikke at ende i samme situation, havde jeg luret på at besøge en af deres konsulenter. Jeg fandt dog ud af, at jeg kunne bestille direkte gennem kontoret. Så nu går jeg og venter på mine varer. Se deres lookbook her (affiliate link). Det officielle online salg starter 21. februar.

 

Lidt om træthed, sygdom og de mest læste indlæg fra januar

I morges var sådan en morgen, jeg ikke er særlig stolt af. Jeg var alene med børnene, og jeg var en rigtig sur mor, det hele tiden skyndte på A. Hun var til gengæld den langsomste udgave af sig selv, så det var en sprængfarlig kombination, der var dømt til at eksplodere… Da børnene var afleveret skrev frustreret jeg til min mand, mens hovedet væltede rundt med mulige løsninger, sanktioner osv. Han bragte heldigvis klarsyn ind i mit sind, da han blot skrev noget a la: Det var nok bare mandag morgen, og I var begge trætte efter en hård weekend.

Og Gud hvor havde han ret. Træt, men lettet om hjertet drog jeg på job. Men jeg måtte tage hjem tidligere end planlagt, da de ringede fra vuggestuen med besked om at E var sløj.

Vel hjemme med begge børn, fandt jeg en træt og halvsløj mand. Eftermiddagen og det første af aftenen er gået med at holde alle stridende parter adskilt (ca. os alle fire). Så jeg håber, at der snart er ro på, og at søvn gør os alle godt.

Ellers er der gået endnu en måned, og herunder får I lige en oversigt over de fem meste læste indlæg fra januar.

Det 5. mest læste indlæg handlede om min (manglende) bikiniform, mens det 4. mest læste indlæg handlede om, at dagene bliver længere og længere.

På en 3. plads kommer et indlæg om, hvordan man/jeg kan gøre hverdagen lidt sundere. Det er fint i tråd med, at det 2. mest læste indlæg handler om mine nytårsfortsætter, mens det allermest læste indlæg handler om at være erotisk buttet 🙈

Lidt om en fest…

Det er søndag morgen og klokken er lidt over 9, og jeg ligger stadig i min seng… Jeg burde reelt set sove noget mere, for jeg er træt, men det er min krop åbenbart ikke programmeret til.

I morgen fylder min skønne søster 30 år, og lørdag aften skulle det fejres. Med alkohol, chokolade og chips for mit vedkommende, men også en masse andet. Og peber til visse andre.

Det er faktisk sådan, at festen blev holdt i mit hus. Det var helt naturligt for mig, at sige ja til, da min søster spurgte. Jeg har plads, service, mulighed for overnatning osv. Det har så efterfølgende vist sig, at mange andre åbenbart ikke tænker som jeg.

Men fest skulle der være, så jeg havde også store overvejelser om, hvorvidt jeg skulle træne lørdag morgen, for det kan man jo blive så træt af. Men jeg gjorde det! Og på trods af træning og en morgen der startede før kl 6, så holdt jeg fest og holdt ud helt til kl 2 😊

Og det var en god fest! Og jeg havde købt ny kjole, det skulle indvies (endelig en anledning). Den er tætsiddende, men heldigvis også super behagelig. Så tak til Stine Goya for at gøre mig lækker 😉 Nu kan jeg trygt tage til både 60 og 70 års fødselsdag her i februar også.

Så nu ligger jeg her. Træt i hovedet og med ømme baller og mormorarme. Jeg kan høre det pusler i børnenes værelser, men jeg ved, at det ikke er noget, der kræver min opmærksomhed. Det er nemlig voksne mennesker, der sover deres brandert ud. Børnene er hos deres farfar og hans kæreste. Det er Es første nat uden hverken mor eller far. Jeg håber, det er gået godt.

Nogen rydder op nu. Det er ikke min fest, og ikke mit ansvar, men om lidt vil jeg alligevel stå op – jeg er nemlig sulten, og det er som om, at chokolade ikke rigtigt gør det her til morgen.

God søndag

Onsdag er vejedag…

Så blev det onsdag igen, og som alle andre onsdage gennem de sidste 4 år, så starter jeg morgenen på vægten. Resultatet noterer jeg ‘sirligt’ i et regneark, for jeg er jo ingeniør.

Dvs. jeg ret præcist kender min vægt efter mit første ammestop, til mit bryllup, i forbindelse med min abort, graviditet, amning, jul, sommerferie osv osv osv.

Og det er ikke sådan, at vægten styrer mit liv. Ofte er tallet blot en konstatering, men lige her i januar følger jeg nu godt med.

Her i januar har jeg jo (igen) kørt ‘Nej tak’ til slik, kage, alkohol og chips. Det er gået godt! Udover alle fejringerne på job, så har jeg også gennemført to familiefødselsdage uden kage og is. Eneste store ‘synd’ var en totalt syndig chokoladekage med is på en venindedate, men den havde jeg bevilliget mig selv i forvejen. Derudover fik jeg en (måske to) håndfulde pommes frites en dag familien fik McD (og jeg fik rugbrød). Ellers har jeg fået pålægschokolade til morgenmad ved ‘behov’, og  i går spiste jeg et lille stykke mørk chokolade.

Jeg er jo også begyndt at træne lidt mere/anderledes. Så måske bliver jeg lidt stærkere. Jeg fortalte om de små ‘tips’ til at spise lidt sundere, men jeg har også udviklet nogle små tips til at bevæge sig lidt mere. De fleste af jer, kender nok tricket med at parkere lidt længere væk fra sit mål eller hente kaffe i kaffeautomaten lidt længere væk. Men jeg er faktisk begyndt at udnytte tiden ved printeren til Wall-sit eller squat. Bliver jeg opdaget, så mister jeg vist al respekt på kontoret 😉 Og når jeg børster tænder går jeg op og ned af børnenes 30 cm høje skammel. Alt tæller.

Men skal I vide, hvad vægten sagde i morges? Den sagde præcis 1,9 kilo mindre end for fire uger siden. Det er super ok, så længe jeg stadig spiser panerede karbonader, sovs og pizza.

Men nu er jeg klar til 30 års fødselsdag i weekenden med alt, hvad det nu indebærer.