Når jeg er træt…

Lige nu er jeg (igen) inde i en periode, hvor der bor et søvnmonster under min seng. Jeg får for lidt søvn.., Så her til aften er jeg træt!

Når jeg er træt, så…

  • Skider jeg hul i salat og sund livsstil
  • Spiser jeg chokolade – masser af chokolade
  • Vrisser jeg af min mands ‘jokes’, fremfor at grine
  • Giver jeg min mand skylden for næsten alting
  • Laver jeg flere fejl. F.eks. kan min telefon ende i køleskabet og strømperne i skraldespanden.
  • Er jeg hurtig på aftrækken med skarpe bemærkninger. Både over for min mand og mine kolleger
  • Forsøger jeg at putte mine børn lidt tidligere
  • Spiser jeg chokolade – har jeg nævnt det? 😉
  • Går jeg tidligt i seng!

Så godnat 😴

Flashback fra motorvejen

Så sidder jeg her igen… På den jyske motorvej. Helt stille. Døren står åben. Blid musik strømmer ud af bilens højtalere. Jeg prøver at være afslappet. Jeg kommer for sent til et møde. Det er helt sikkert. For vi kører ingen vegne.

Flashback! Det er kun et år siden, at jeg sad her sidst. Den gang var jeg impliceret. I dag er jeg blot ’tilskuer’. Alligevel gibber det lidt i mig, når vi gør plads til både ambulancer, politi og brandvæsen. Nogen kan jo være kommet til skade. Jeg krydser fingre for, at det kun er materielskade.

Trækker vejret helt ned i maven. Her er varmt. Jeg har lidt vand og en banan. Og røde kinder. En let brise fejer gennem døren. Jeg trækker vejret dybt. Svarer på et par mails. Foretager et par opkald. Mit rullende kontor. Håber jeg snart kan komme videre. Det er ikke just spændende. Godt jeg ikke har trætte/sultne børn på bagsædet. Jeg er bare mig. Og min radio der igen og igen fortæller mig, at motorvejen er spærret på ubestemt tid, og jeg bør finde en anden rute. Det er bare lidt svært…

Men lad os alle køre lidt pænere. Holde lidt mere afstand. Gemme telefonen på bagsædet. Og selvfølgelig spænde vores børn godt fast, når de er med i bilen.

God dag og kør pænt.

De mest læste indlæg fra april

Vi er nu godt inde i maj, og det faste tilbageblik på de mest læste indlæg i den foregående måned har ladet vente på sig. Men I skal ikke snydes, så her kommer de fem mest læste indlæg fra april.

På femte pladsen ligger mit lille indlæg om en kontrastfyldt dag. Kontrasterne imellem at være nogens mor og i joggingbukser til at se sit barn i narkose og til sidst hoppe i smart tøj og være karrierekvinde.

April måned blev den måned hvor jeg udstillede min “privat”økonomi og det indledende indlæg i den føljeton blev det fjerde mest læste.

Jeg skrev også lidt om det med at acceptere eller kæmpe. Noget der på nuværende tidspunkt er relateret til min krop og mit kropsbillede. Det blev det tredje mest læste indlæg, mens indlægget om at elske sig selv kom ind på en anden plads.

Det allermest læste indlæg var min ærlige beskrivelse af, hvordan jeg har brugt en psykolog.

Er det en borgerpligt at brokke sig?

Det her er en overspringshandling! Jeg skal forfatte en indsigelse, men som I nok kan regne ud, er det ikke det, jeg laver nu.

Sagen er den, at kommunen har en lokalplan i høring om boligbyggeri på et par marker ved siden af vores boligområde. Det er blandede holdninger til hvor vist, vores forstad kan rumme flere boliger, men min holdning er nok, at udvikling er godt – og at det ikke vil reducere en eventuel salgspris på vores hus.

Det er såmænd heller ikke humlen. Problemet ligger i, at trafikken på vores adgangsvej kan være presset i myldretiden. Det betyder, at vi har svært ved at komme i børnehaven eller til indkøb – altså med vores bil.  Vi kunne bare cykle, og så ville det køre som smurt. Men det gør vi ikke, og jeg bekymrer mig om den ekstra trafik et nyt boligområde vil generere…

Er det min borgerpligt at brokke mig aka skrive en indsigelse? JA! Det synes jeg. Der er allerede mange, der har skrevet, men hvis jeg ikke selv benytter mig at min mulighed for at blive hørt, så kan jeg ikke efterfølgende brokke mig.

Så nu skal pennen til papiret…. God aften.

Om at acceptere at lidt er bedre end ingenting

Hvad tænker du, når du ser en motionist, der løber forbi dig?

Jeg tænker ofte noget a la: Sejt. Gid det var mig. Wow han/hun løber hurtigt. Fedt tøj. Det ser godt nok hårdt ud. Godt kæmpet osv osv.

Jeg tænker aldrig: Der ligner godt nok en kort tur!

Så hvorfor mon, jeg har så svært ved at acceptere, at det er helt OK at løbe 2,5 eller 3 km?

Ja, det kan virke lidt åndssvagt først at iklæde sig et smart polyester outfit, for så kun at løbe i 15-20 min, hvorefter det smarte polyester outfit kan fylde op i vasketøjskurven, og man har behov for et bad. Det er da ret meget at gøre ud af en ret kort træning, tænker jeg…

Som tidligere skrevet lever jeg pt. efter mit eget lille regelsæt, som bl.a. dikterer motion to gange om ugen og lidt fysisk aktivitet hver dag. Jeg kæmper en del med at acceptere, at deres ok at løbe 2,5 km. I min lille hjerne kan man nærmest ikke forsvare at løbe under 5 km. Men hey det kan man godt! 2,5 km er faktisk mange gange bedre end at løbe 0 km!

Og heldigvis er der et par søde kvinder i mit nabolag, som er friske på at løbe 2,5 km. Og når man er flere, så er det hele meget nemmere og meget sjovere. 😊

Da jeg var barn… #6 – sommeredition

Kan I huske sommeren, da I var børn? Varm, lang og fantastisk 👍🏻Fordi jeg glæder mig sådan til sommer, så er det emnet i denne omgang af ‘Da jeg var barn’.

Da jeg var barn:

Var badebassiner runde. Og vi dykkede langs kanten, mens vi talte runder. Igen og igen og igen.

Spiste jeg helst mine jordbær helt au natural. I en dyb tallerken og med ske. Så var der mere sukker og fløde/mælk til de andre. (Sådan har jeg det forøvrigt stadig)

Startede sommerferien med en tur i skoven med min veninde. Vi havde vores eget univers derovre, med kiks-i-vand-floden, sangebroen eller hvad alle stederne nu hed. Vi skrev og tegnede sågar en bog om det. Sådan startede sommerferien i flere år…

Besøgte vi altid en kirke, når vi var på sommerferie. Ikke fordi vi er/var specielt troende, men det var en gratis måde at aktivere tre børn, give dem lidt kultur, snakke om de bibelske fortællinger, gravsteder, blomster osv. Jeg tænker, at jeg har set flere kirker i det her land end gennemsnittet, Selvom jeg tit driller mine forældre med det, så husker jeg det ikke som en træls ting.

Legede vi dåseput hjemme på vejen mange aftner gennem hele sommeren. Timerne gik, men vi morede os aften efter aften og år efter år. Det var virkelig en skøn leg, hvor både store og små kunne være med.

Var cykelshort og caprishorts moderne under kjoler. Gerne i laksefarvet. Og i bomuld som blev gennemsigtigt efter lidt tid. Det er sådan set moderne igen… Nu hedder det bare leggings og farven hedder coral! 🙈

Har I nogle gode sommerminder?

 

Se mit nye ur :)

Nogle af jer kan måske huske, at jeg på min ønskeseddel før jul, havde skrevet et rigtig fint ur på…

Jeg fik det ikke. Prismæssigt var det nok lidt over vores gavebudget, uden at det egentligt er ekstravagant. Men det gode ved, når man en gang imellem ikke får det man ønsker sig, det er, at man kan gå og mærke efter, om man virkelig-virkelig ønsker sig det.

Og sådan har jeg haft det med uret. Jeg har slet ikke kunne slippe det, så da den stod på forkælelses-shopping*, var jeg ikke i tvivl om, at jeg måtte have det ur. Nu er der desværre bare en “konflikt” med mit aktivitetsarmbånd, men hva… Jeg har da to arme 😉

Uret er fra Daniel Wellington, og jeg har købt det her. (affiliate link) Rent faktisk fandt jeg uret billigere et andet sted efterfølgende, men da der var prisgaranti, sendte jeg bare et link af sted til dem, og vupti blev min pris reduceret. Smadder nemt.

* Jeg modtager et årligt honorar for mit bestyrelsesarbejde, som ikke indgår i vores budget, men går til lige dele gæld og forkælelse.

Elsk dig selv! (kvinde)

Det er som om, der kører en slags tema om kroppen pt. Først med indlægget om at acceptere eller kæmpe, og dernæst med indlægget om at elske sig selv. Jeg fortsætter lige lidt med fokus på at elske sig selv.

At elske sig selv og sin krop kan være en svær disciplin, men ret grundlæggende for at være lykkelig, formoder jeg. Det er så let at fokusere på den skæve næse, den bløde mave og den manglende bagdel. Men det skal være slut nu. Det gælder om at elske sig selv. Ros de gode sider fremfor at finde fejl.

Så det her indlæg skal egenligt bare være en liste over de ting, som jeg elsker ved mig selv. Og alligevel har det været svært at skrive. Jeg har lyst til at lave en liste med mine fejl, og jeg har flere gange haft lyst til at ‘undskylde’ de ting, jeg elsker ved min krop. Jo længere tid indlægget har været undervejs, jo længere er listen blevet. Det er nok et meget godt fingerpeg på, at det tager tid og kræver fokus at elske sig selv…

Ting jeg elsker ved min krop:

  • Mine blå øjne, som kan få den mest fantastiske farve.
  • Mine små fødder, som altid kan få mig til at føle mig lidt ‘petite’.
  • Jeg har (stadig) pæne bryster!
  • Perlerækken af tænder som sidder nogenlunde lige og er tilpas hvide.
  • Mine fregner – specielt når de er ‘nylavede’.
  • De fineste krøller på toppen af mit hoved.
  • Jeg har slanke ankler 😉
  • Mine underarme ser altid så stærke ud.
  • Og mine håndled er slanke og ‘stramme’.
  • Min talje.

Tør du dele, hvad du elsker ved din krop?

Ros dig selv! Elsk dig selv! Og husk at øvelse gør mester!

Status og afrunding på min privatøkonomi

Så er april gået, og jeg lukker igen ned for min privatøkonomi, som jeg jo har delt i april måned. Men først skal det lige afrundes med de sidste to dage og en slags opsummering. Læs om de første fire uger her, her, her og her.

Lørdag blev der købt stand-up billetter til to shows for 1.052 kr. Så fik min mand en ny jakke til 350 kr (halv pris) og jeg fik en bageform til 90 kr (sparede 60 kr). Den anden bil blev tanket for 362 kr og jeg betalte en barnepige  150 kr. Så i alt blev der brugt 2.004 kr.

Søndag begik jeg ugens indkøb. Det blev en tur i Bilka, der beløb sig til 1.328 kr. På apoteket brugte jeg 243 kr. Så i alt endte det med 1.571 kr.

Og ja weekenden rendte op i 3.575 kr. Så bliver resten af ugen forhåbentlig ‘gratis’ 🙈


I alt har vi i april måned brugt 17.318 kr.

Af disse har vi dog fået refunderet ca. 1.600 kr for bl.a. dæk og noget tøj, der er sendt retur.

Der er gået 6.921 kr til indkøb, take-away, apotek og min mands kantine. Min kantine kører som fast udgift.

Til transport som mest dækker benzin, men også lidt parkering, en enkelt taxatur og optankning af mit rejsekort har vi brugt 2.348 kr. Noget af dette får jeg dækket med kørepenge for kørsel ifbm. mit arbejde.

På posten tøj og hudpleje har vi (JEG) brugt 3.036 kr.

Forlystelser, som dækker billetter til Cirkus Summarum og Stand-up ude i fremtiden, har kostet 2.260 kr.

Til slut har jeg en diverse post, som bl.a. indeholder telefon, pas, sygesikringskort osv., som beløber sig til 1.153 kr.

 

Så sådan så vores økonomi ud i april. Det har generelt været en dyrere måned end gennemsnittet, men det er ikke fuldstændig unormalt. Dog er det sjældent vores post til forlystelser, er så stor 🙂

Jeg vil dog lige slå fast, at vi ALDRIG bruger flere penge end vi har.

Mød en iværksætter #7 – Konceptudvikler med meget mere…

Så blev det da vist lige “karrieretirsdag”, og i dag bliver det i form af endnu et mini-portræt af en sej iværksætter. De tidligere mini-portrætter, kan I finde her.

Denne gang er det min barndomsveninde Nina, der fortæller om, hvordan det er at være en sej iværksætter. Tag godt imod hende, og kig evt. med på hendes Instagram her.

1. Fortæl lidt om dig selv…
Jeg hedder Nina, er 33 år, har ingen mand, børn, hunde eller fisk. Jeg bor i en andelslejlighed på Østerbro, jeg bruger min tid på venner, træning, familie oooog hygge – i den rækkefølge.

2. Hvad er din uddannelse?
Jeg har en bachelor i økonomi og er uddannet mediegrafiker.

3. Fortæl om din virksomhed…
Min virksomhed hedder Nina Helene Grafisk Design. Et navn, der var en god start, men som nu er til revision, da det ikke længere stemmer overens med hvad jeg laver. Men hvad laver jeg så? Jeg startede som grafisk designer, men ”grafisk designer” er ikke en beskyttet titel, så jeg fandt hurtigt ud af, at jeg skal slå mig op på, at jeg kan ”noget mere”. Og hvad er det så for en størrelse?
Det, jeg laver, er konceptudvikling. Alt fra brandudvikling og brandstrategi over kampagne-koncepter og logoudvikling til koncept – eller tema om man vil – til store virksomhedsfester… Når jeg har udviklet konceptet, så kan jeg bagefter fortælle dig, hvordan det så skal se ud.

Et at de koncepter Nina har været med til at udvikle.

4. Hvad er din rolle i virksomheden?
Jeg er ejer af Nina Helene Grafisk Design. Men jeg laver nærmest alt selv. Så jeg er key account manager, sælger, bogholder og alt andet der nu er behov for i en lille virksomhed som min.

5. Hvordan fik du idéen til at blive selvstændig?
Jeg har altid gerne ville have mit eget. Jeg har bare ikke vidst ’hvad’. Engang troede jeg, at jeg skulle overtage min fars frisørsalon. Eller starte min egen. Men nu er jeg endt her – nok mest ud fra devisen om, at det var hér, jeg var, på dét tidspunkt. Og da chancen bød sig, slog jeg til.

6. Hvilke overvejelser gjorde du dig, før du kastede dig ud i iværksætterlivet?
Det tog mig 3 dage at tage den endelige beslutning. Flere havde prikket til mig og spurgt, om jeg ikke snart skulle have mit eget, så de kunne arbejde sammen med mig. En dag ringer min ven og tidligere kollega M, som selv havde startet virksomhed, og siger, at han har en kontorplads, at han vil have mig til at sidde dér, og at han har noget arbejde til mig, så jeg har noget at starte op med.
Her er det, at man bliver nødt til at indse, at sol, måne og stjerner står på linje, og at sådan en chance får man ikke to gange. Så jeg bad ham om et par dage til at tænke over det. Den aften talte jeg med mine forældre, som bakkede mig 100% op. Dagen efter talte jeg med banken, som også sagde ”go” (efter to dage hvor de skulle godkende min forretningsplan), og så ringede jeg til M og sagde ”ja tak”. Så manglede jeg bare at sige op hos min daværende arbejdsgiver – det gjorde jeg cirka en uge senere.

7. Hvad var det mest skræmmende ved at kaste sig ud som iværksætter?
For mig, som bedst kan lide at gå med livrem og seler, have kontrol og vide hvad der skal ske og hvornår, var det helt sikkert usikkerhed. Er jeg god nok? Kan jeg få arbejde nok. Hvad hvis jeg laver en fejl? Hvor meget skal jeg egentlig tjene, for at det er nok?

8. Hvad startede du med, da virksomheden skulle i gang?
Jeg startede med at tale med banken og få godkendt en lille kassekredit, som jeg kunne trække på, hvis det blev nødvendigt. Så fik jeg et CVR-nummer. Og her fra talte jeg med alle dem, jeg kender, der er startet selv og fik deres gode råd. Bl.a. min gamle læremester, som for 3-4 år siden selv tog springet og blev selvstændig. Så købte jeg en computer (en dyr s*tan med det, jeg havde brug for), og alt det software jeg havde brug for. Og så lavede jeg en aftale med M om husleje for kontorplads, og så var jeg sådan set klar til at gå i gang … Så skulle opsigelsesperioden ved min tidligere arbejdsplads bare gå – hurtigt!

9. Hvad var din startkapital?
Jeg fik som nævnt godkendt en kassekredit i banken. Den var på 50.000, og jeg har (7-9-13) heldigvis ikke haft brug for at aktivere den endnu. Så havde jeg en opsparing, hvor de ca. 40.000 gik til udstyr og software og de resterende likvider gik til ”løn” de første måneder.

10. Hvordan fik du de første kunder?
Jeg er så privilegeret, at mine kunder er kommet til mig. Hvordan det har kunne lade sig gøre, er jeg ikke helt sikker på. Netværk er helt sikker essentielt. Min tidligere arbejdsplads har givet mig et kvalitetsstempel. Når man har arbejdet dér, så ved folk, hvordan man er ”opdraget”. Og så er jeg blevet anbefalet af folk, der har arbejdet sammen med mig. Så min tidligere kollega M fik mig godt i gang ved at have arbejde til mig, og så rullede anbefalingsbolden allerede efter en måneds tid. Nu har jeg 5-6 faste kunder samt nogle få skiftende, som jeg deler min tid imellem.

11. Hvornår kunne du leve af din virksomhed?
Da måned tre var gået var opsparingen væk, men der var heldigvis også kommet så meget gang i forretningen, at jeg kunne udbetale min første løn. Så efter tre måneder kunne jeg leve at det.

12. Hvor mange timer om ugen arbejder du?
Jeg har faktisk ikke på den måde talt sammen, hvor mange timer jeg har arbejdet. Men det er mange. Og det er jo langt fra alle timer, der kan faktureres! Jeg har taget alt arbejde, jeg overhovedet kunne rage til mig. Selvfølgelig skulle jeg have lidt søvn, men venner og familie har helt sikkert mærket, at jeg ikke har været så tilgængelig, som jeg måske plejede at være. Men livrem-og-seler-delen af mig tillod ikke, at jeg ikke gav den fuld skrue. Til gengæld har jeg for første gang i mange år været på TO sommerferier sidste år, og jeg har taget forlængede weekender, når jeg så endelig var hjemme i det jyske – måske jeg har taget lidt arbejde med, men altså …
Man skal forvente, at en opstart kræver blod, sved, tårer og søvnmangel. Men det er det hele værd – i hvert fald indtil videre.

13. Hvad har været det mest lærerige som iværksætter?
Det er nok meget personligt, men for mig har det været, at lære at slippe kontrollen og stole på de evner jeg har. Jeg kan sjældent se mere end 1-2 uger frem i tiden, så jeg ved reelt set ikke om der er arbejde til mig om en måned. Men når jeg ser tilbage, så kan jeg jo se, at det går over al forventning, og at det ”nok skal gå”.
Og så er jeg ved at lære det dér med at uddelegere.
… Og nåh ja, så er der lige alt det med moms og skat og fradrag! Pyh!

14. Hvor er virksomheden i dag?
Jeg har en enkeltmandsvirksomhed, så jeg er ”kun” mig, og det er rigtig rart, at jeg kun står til ansvar over for mig selv. Men jeg har nogle fantastiske kunder, som virkelig værdsætter mine evner, og næsten kun ”brokker” sig over, at jeg ikke har tid nok. Dét, kombineret med en følelse af, at jeg gerne vil bruge mere tid på konceptudvikling har gjort, at jeg har fundet mig nogle dygtige mennesker (freelancere). Nogle dygtige mennesker, som kan være mine hænder, og lave en del af det grafiske arbejde, jeg ikke kan nå at lave.

I denne øvelse (for det er virkelig en grænseoverskridende øvelse, at lægge dit navn til noget andre laver), prøver jeg også at få struktureret min hverdag (og weekender), så jeg måske kan ende ud med at arbejde lidt færre timer.

Jeg er meget stolt over overskuddet i min lille virksomhed. Tænk, at det er mig, der har kreeret det!? Størrelsen på tallet er ikke så vigtigt for fortællingen her, for man kan ikke oversætte det 1:1 med en fast løn, hvor kontorhusleje, forsikring, pension, ferie barsel og den slags er inkluderet. Men jeg får en bedre løn end jeg fik hos min tidligere arbejdsplads – også med alle de ovennævnte faktorer indberegnet… Men det skulle jeg også helst med de timer jeg lægger i geshäften.

15. Hvad ville du gerne have vist, inden du blev iværksætter?
Hmm … Det ved jeg faktisk ikke! Jeg tror ikke jeg havde lagt den samme iver i foretagenet, hvis jeg havde haft den viden, jeg har nu.
Der er voldsomt meget arbejde i det, som ikke har noget med din kernekompetence at gøre. Og jeg synes, det er nødvendigt at lære og sætte sig ind i de enkelt dele af at drive en virksomhed. Fx bogføring, skat og moms. Det er ved Gud ikke sexet, men det er rart at vide, hvordan tingene fungerer.
Og så skal du vide, hvad det er, du kan, som ingen andre kan? Det kan være svært at sige højt, men det er vigtigt at vide.

16. Hvor ser du dig selv (og virksomheden?) om 3 år?
Uh. Enten har jeg fået ansatte, så jeg kan arbejde noget, der minder mere om 37 timer om ugen. Eller også har jeg måske lavet Nina Helene Grafisk Design til noget, der minder om en hobbyvirksomhed, og er blevet lønmodtager igen.

17. Hvis du skulle lave noget helt andet, hvad skulle det så være?
Så tror jeg godt jeg kunne tænke mig at være PA (personlig assistent, red.) for én eller anden forretningsmand med ild i r*ven. Jeg elsker orden og systemer og at få ting til at ske.

18. Hvad betyder virksomhedens navn, og hvordan kom du på det?
Virksomhedens navn er mit navn. Jeg havde mange forslag oppe at vende, alle nogle der pegede på min familiære ”arv” – fx samlede min elskede Bedstemor på pindsvin, så jeg overvejede ”Pindsvinet”, ”Porcupine” og ”Hedgehog”. Lille sød skabning, som har en skarp og stikkende side. Men giver det mening for andre end mig? Og hvordan staver man det? Og? Og? Og? Så jeg endte på Nina Helene. Jeg har aldrig brugt mit mellemnavn, så jeg syntes det var fint at aktivere det og skabe et brand omkring mig! Mit mellemnavn er i øvrigt min Mormors fornavn, så jeg har holdt fast i det dér med, at have arven med.

19. Hvad er det bedste ved at være iværksætter/selvstændig?
Det bedste ved at være selvstændig er, at man selv høster frugten af sit arbejde. Her tænker jeg ikke på pengene, men på den glæde folk udviser, når man laver noget godt til dem. Det er mega fedt.

20. Hvad er det værste ved at være iværksætter/selvstændig?
Usikkerheden. Helt sikkert. Nogle lever højt på den, men det gør jeg bestemt ikke. Og så tiden. Der er simpelthen ikke timer nok i døgnet.

Og således nåede vi til enden på dette mini-portræt. Tusind tak til Nina for at være med.