Om at rejse væk fra mine børn

Fem døgn væk fra mine børn, var noget der gav mig mavepine før afrejse. Men fire døgn inde i forløbet, er der ingen mavepine at spore længere.

Sådan skrev jeg lørdag morgen, og det var faktisk stadig gældende et døgn senere, da jeg landede i Tirstrup lufthavn. Men tanken om at min familie stod lige ude i ankomsthallen og ventede på mig, gav mig alligevel lidt kriller i maven. (Når jeg lukkede øjnene kunne jeg faktisk ikke huske, hvordan stor den mindste var blevet…)

Jeg må indrømme, at jeg godt kan blive lidt imponeret over min (og andres) evne til at være i nuet, og ikke bruge alt for mange kræfter på savn og andre ting, der er svære at agere på.

Alt gik godt – og det gjorde det også derhjemme.  Pga. tidsforskellen og mit meget stramme program, var det ikke oplagt at Skype. Min datter og jeg gjorde det en enkelt dag, hvor jeg havde frokost uden forpligtigelser lige før hendes sengetid. Det var hyggeligt. Men ellers så løste vi det på anden vis.

Jeg havde nemlig fået den (geniale) ide at oprette et fælles album i skyen. Fra min telefon lavede jeg små hilsner på 4-35 sekunder som jeg uploadede, og som min datter så selv kunne gå ind på iPaden og se. Hun lavede faktisk selv en video retur, som jeg blev mega glad for at modtage ❤️ Så hermed et lille tip givet videre til andre der rejser uden børn – og evt. ikke har mulighed for at Skype. Det var fedt for min datter at se flyet, hotelværelset, højhuse osv.  Små ting som gjorde hendes dag hyggelig, og hvor hun følte mit ‘nærvær’. To øve-videoer og 15 ægte rejsevideoer blev det til.

Vel hjemme igen er alt savn afløst af to stride banditter, der virkelig tester os forældre, men det er nok en reaktion, som jeg må tage med – jetlag eller ej…

P.S. Min ‘ugeplan’ var (også) en stor succes, som kom retur med masser af krydser over dagene. Så det tip er hermed også givet videre.

Så gik der fire dage….

Fire dages stilhed på bloggen er det blevet til. Fire dage uden så meget som et komma fra mig. Det havde jeg ikke troet, da jeg i tirsdags satte mig i flyet mod Chicago. Nu er jeg i Boston, og har for første gang en længere ‘pause’, som ikke skal bruges på at sove.

Jeg havde forestillet mig, at jeg skulle blogge hver dag. Få skrevet videre på nogle af mine mange kladder. Læse bøger. Træne osv. Faktisk havde jeg troet, at jetlag ville give mig utallige søvnløse timer, som jeg skulle slå ihjel.

Sandheden er, at der har været stramt program, og jeg kun har haft korte perioder med søvnløshed.

Vi ankom tirsdag omkring kl 19 til lokal tid. De andre drak øl før de ville finde noget mad, men da jeg var syg, var jeg hurtig til at spise og komme i seng. Onsdag bød på seminar og oplæg for og fra det lokale kontor fra kl 9-16.30, hvorefter vi skulle direkte på kanalrundfart og til middag med lokale medarbejdere. Onsdag havde vi seminar fra 9-16, hvorefter vi kørte direkte i lufthavnen for at flyve til Boston, hvor vi ankom til hotellet kort før midnat… Og fredag var der så et nyt kontorbesøg og seminar fra 9-16.30. Her nåede vi lige 25 min på hotellet før middagen, så jeg nåede at dresse up med læbestift 😉

Nu er det lørdag morgen, og jeg har fri… Jeg vågnede kl 5, men det er sikkert fint ifht at mit døgn skal tilbage på dansk tid. Om lidt vil jeg træne, og så byder dagen på shopping og alenetid for mit vedkommende. I morgen skal jeg se min familie igen, men det er en helt anden historie.

Hvad jeg tager med mig hjem:

  • Chigaco har meget vand, selvom det er midt inde i landet.
  • Chigaco har også mange meget høje højhuse.
  • Boston er mere europæisk i sit udtryk.
  • Hotellerne er dyre! (Det er åbenbart pga. konferencer og en masse graduales) Og de er stride med betaling for internet, morgenmad osv.
  • Det er ikke ok, at sige mens and girls i en præsentation for US medarbejdere. Det er efter min mening heller ikke ok i DK, men det ville måske ske lidt mere ubemærket.
  • Mahi er delfin…. Så det fik mine kolleger til aftensmad i går. Jeg fik en kæmpe prime rib!
  • Shit de laver gode cookies…….

That’s it 😊

Nå planerne ændrer sig…

I dag rejser jeg til USA. Tirsdag til søndag skal jeg være væk. Det er Karrieretirsdag, og jeg havde planlagt at skrive om min rejse og mit arbejde som bestyrelsesmedlem. Istedet hænger jeg slapt ind over et bord i Tirstrup Lufthavn. Hoster, sveder, snotter og jeg ved ikke hvad…

Pinsen startede med et skønt bryllup. Og efter 4 timers søvn vågnede jeg op til besked om en sløjt barn derhjemme. Som dagen gik snørede min hals sig mere og mere sammen, og da jeg søndag aften gik i seng kl 20, var jeg ualmindeligt skidt… Mandag kom og havde jeg ikke haft børn, var mandag også gået uden, at jeg havde sat så meget som et komma. Men jeg havde lovet dem en tur til Dyrehaven og fodre rådyr og en is på lystbådehavnen. Så dopet med Pamol drog vi af sted.

Jeg havde bare lige glemt, at en ung herre ved navn Justin havde inviteret 40.000 gæster til fest på travbanen. Det skaber selvsagt nemt lidt trafikkaos. Så da vi nåede Dyrehaven, var det ganske givet, at vi IKKE skulle retur til lystbådehavnen. Heldigvis findes der andre isbutikker, og mine børn er meget samarbejdsvillige.

Min mave slår lidt knuder af savn allerede, så det var langt fra planen, at jeg skulle være den dårligste udgave af mig selv på min sidste dag hjemme, men sådan gik det. Nu er min datter bevæbnet med en fin plan over min rejse og et fælles album i skyen, hvor jeg skal uploade små film til hende. Håber alt går godt – for os begge to. Og også for drengene, som I mindre græs sætter ord på deres savn – af forskellige årsager 😉

Den aften vi blev bange!

Det aften vi blev bange, var vores sidste aften på Mallorca.

Som flere andre aftener sagde min datter tak for mad, før vi andre var helt færdige. Og som de øvrige aftener gik hun ud fra restauranten for at deltage i/vente på mini disco. Vi tre andre nød vores dessert, og der gik måske 5-10 minutter, før vi forlod restauranten. Udenfor var mini disco endnu ikke startet, da vi havde spist lidt tidligere end vanligt. Min datter var heller ikke at se.

Vi kiggede os lidt omkring, hvorefter jeg tjekkede dametoilettet og min mand herretoilettet. Begge steder uden resultat.

Da hun var blevet ret gode venner med drengen i nabolejligheden, blev vi enige om, at hun nok var løbet hjem til ham. Så vi vendte snuden mod  lejlighederne. Heller ikke ved naboen fandt vi hende, og så begyndte uroen at brede sig. Jeg blev tilbage i lejligheden, hvis hun skulle dukke op der, og min mand vendte retur til restaurant og mini disco. I mellemtiden gik naboen en runde ved de nærmeste pools og legepladser.

De næste 5 – 10 minutter føltes uendelige. Jeg nåede at tænke de værste tanker om kidnapninger og jeg ved ikke hvad. Min mand nåede at gå flere runder, og var lige på vej ind i receptionen for at bede om hjælp, da han så et lille lyshåret hoved foran scenen. Der var vores datter. ❤️ Hun sad pænt og ventede på mini disco.

Der havde hun selvfølgelig ikke været hele tiden. Nej hun havde været på toilet og efterfølgende besluttet sig for at fjerne sin ansigtsmaling.  Havde hun så været fræk og ikke givet sig til kende, da vi ledte efter hende? Nope. Hun havde såmænd bare benyttet handicaptoilettet, hvor ingen havde ledt…

Åh hvor var jeg lettet og glad for at se hende 😊 Og hvor var det flot, at hun selv havde fjernet sin ansigtsmaling 😝

Jeg er fyldt op!

Jeg er fyldt op…

Efter fire dage på ferie er jeg fyldt op. Fyldt op med kærlighed.

Kærlighed til min mand, som virkelig gør alt for, at vi alle fire skal have en god ferie. Min mand som leger med børnene. Nusser min arm. Finder sin tålmodighed frem, når det kræves (det gør det ind i mellem). Smører solcreme på min ryg. Viser at han elsker mig.

Fyldt op med kærlighed til min børn. Mine søde børn, der hygger sig sammen. De to der kan drive hinanden (og mig) til vanvid. Dem der siger tak. Deres fedtede fingre på min rene kjole og i mit hår. Deres begejstring, når de bader.

Kærlighed er nok for stort et ord, men jeg er begejstret for Mallorca. Selvom vi ikke har været vidt omkring, så er det smukt med de golde bjerge i baggrunden. Hotellet er fint. Maden er bestemt spiselig – og jeg har ikke rørt en finger. Det er perfekt.

Alt i alt er jeg glad, mæt og fyldt med både solcreme og fregner.