Romkugler uden kage – en opskrift

Sommeren har sat sine spor, og jeg tænker, at jeg endnu en gang skal forsøge at begrænse mit indtag af raffineret sukker for en periode. Men selvom det nu er tre uger siden, min ferie officielt stoppede, så har jeg endnu ikke haft succes med et sukkerstop – og vægten siger derfor stadig +3 feriekilo…

Både blogland og Instagram har i en periode svømmet over i dadelkugler, og det lyder ærlig talt lidt for ‘sundt’ til mig, men nu…

Dadelkugler

Jeg har tidligere delt min egen ret syndige opskrift på romkugler/trøfler her på bloggen. De er virkelig lækre, men indeholder ret meget sukker. Inspireret af Mette Marie fra Twinpeaks og hendes opskrift på “After Eight dadelkugler”, har jeg eksperimenteret lidt med at finde den helt rigtige romkuglesmag og konsistens.

Jeg tvivler på at de her dadelkugler er kaloriefattige, og de er heller ikke sukkerfri, men raffineret sukker er der ikke i.

Ingredienser:

  • 200 g dadler
  • 6 spsk kokosmel
  • 6 spsk bagekakao
  • 2 spsk havregryn
  • 20 mandler
  • 2 tsk smør
  • 4 tsk romessens/romaroma
  • 2-4 tsk vand
  • Evt. pynt til at trille kuglerne i

Fjern stenene fra dadlerne, og skær dem evt. lidt i stykker, hvis din blender ikke er supergod. Bland de øvrige ingredienser med dadlerne og blend til du har ensartet masse. Tilsæt evt. lidt mere vand, hvis du gerne vil have kuglerne mere klistrede. De kan sagtens ‘presses’ sammen, selvom massen ikke er sammenhængende.

Dadelkugler

Stil evt. massen på køl, før du triller/former kuglerne i mundrette størrelser. Tril f.eks. i kokosmel, krymmel eller smeltet mørk chokolade.

Velbekomme.

Min udsigt herfra

Jeg ligger ned. På ryggen. Og på mine lår sidder min søn. Han ser iPad. Jeg blogger på min telefon. Det er søndag. Resten af familien sover.

Når jeg drejer hovedet ser jeg LEGO klodser, lastbiler og traktorer. Vi er nemlig på børneværelset.

Ugen er gået med ondt i halsen og sygdom i kroppen. Fredag var jeg forbi lægen til et tjek. Dommen var virus. Det forsvinder gradvist fra min krop. Og forhåbentligt byder den kommende uge på en del mere overskud.

Udsigten for i dag lyder på sommerfest for mine kolleger og deres familier. Vi skal være i vores carport. Maden kommer fra Bones.  Vi skal have hentet lidt borde og stole ved naboerne. Kryds fingre for lidt solskin. Og tørvejr!

Nu kom min datter. Så jeg må hellere bare trykke udgiv og være lidt nærværende igen.

God søndag.

Jeg har været slået hjem…

Sidste uge kom og sidste uge gik. Med første skoledag, som jeg nok skylder en slags update på.

Og med møder og konferencer i både nord og syd. Og DHL-stafet. Og F E B E R….

DHL blev gennemført med nød og næppe i en tid som lå lige under de 35 min, jeg endte med at sætte som mål. Forstuvet fod og manglende træning… Allerede dagen efter begyndte min hals at snøre sig sammen, og selvom jeg gik tidligt i seng, stod den på Pamol til morgenmad fredag. Jeg fik gennemført et møde, og klaret resten af dagens u-udsættelige opgaver fra sengen.

Lørdag bød på feber, lure og meget ondt i halsen. Søndag var den der slags rigtig trælse sygedag, hvor hele kroppen er træt, men man ikke kan sove, og derfor keder sig.

Datteren fortrak og legede stort med sine veninder fra lørdag kl 10, til vi bad hende komme hjem søndag kl 16. Så det var nemt. Mindstemanden var snottet, og brugte hele weekenden i nattøj, hvor han vekslede mellem at putte under min dyne eller lege et eller andet sted i huset.

I dag stod jeg op og tog på job. Halsen er ru og kræfterne let reducerede. Om lidt sover det barn, jeg er ansvarlig for at putte i aften, og så skal jeg se sæsonpremieren på Rita med min dyne i sofaen.

I morgen er jeg tilbage. 👍🏻

Hvorfor hedder det koldskål? Og andre spørgsmål…

En gang imellem spørger børn om de underligste ting… Men ofte er deres spørgsmål jo egentlig ret velbegrundede. I en kladde fra sidste sommer, har jeg fundet et par skarpe spørgsmål fra min datter – og tilføjet et par nyere af slagsen til listen.

Hvorfor hedder det koldskål?

Har dyr en drøbel?

Hvordan ser ødelagte lunger ud? (Ødelagte af rygning)

Kommer der meget blod, når man skærer benet af? (amputation)

Hvorfor har mødre hår i tissekonen?

Hvordan laver man biler?

Hvordan kommer der mælk i brysterne?

Hvornår skal jeg prøve at køre i en bus med to etager?

Hvordan laver man glas? Og kan man reparere det, hvis det er gået i stykker?

Hvorfor kan du ikke lide gulerodskage?

Hvorfor klipper man får?

Osv. osv. osv… Alle andre mødre kan sikkert supplere ovenstående liste i en uendelighed – god fornøjelse 😉

 

Ønsker til mit jubilæum

Som jeg skrev sidste søndag, så har jeg haft 10 års jubilæum på den samme arbejdsplads. Det er stadig lidt uforståeligt, men jeg vænner mig nok til tanken om, at jeg ikke længere er en af de nye 🙂

Et jubilæum som mit fejres som oftest med en brunch for afdelingen, hvorefter jubilaren holder “åbent hus” fra 10-12. Her kommer kolleger fra resten af huset forbi og siger tillykke. På gavefronten modtager man 10 flasker vin af firmaet (en for hvert år), og så har kollegerne fra de enkelte afdelinger som oftest også et par flasker vin med, så på den front kan det være ganske indbringende. Jeg modtager ligeledes en gave fra gavekassen i min afdeling. Her er jeg blevet bedt om ønsker til ca. 400 kr. Jeg har både tænkt praktisk, men også på noget, der i mange år fremover kan minde mig om mit jubilæum.

Nogle af nedenstående links er affiliate links.

Et af mine praktiske ønsker er en god rygsæk, til når vi er på tur. Jeg har udset mig en Haglöfs Tight Large, og fandt den faktisk til 400 kr på en webshop, men nu er den udsolgt. Jeg tror dog, at jeg skriver den på ønskesedlen alligevel, måske gaveindkøberen er en tilbudsjæger ligesom jeg.

Et rigtig godt bud på en gave kunne være en fingerring. Jeg har fundet et par gode forslag her, her og her.

Jeg kan selvfølgelig også gå all in på “her og nu” forkælelse og ønske mig et gavekort til noget spa og wellness. Det kan jeg nok altid bruge 🙂

Der står også (stadig) solcellelamper på min ønskeseddel, og disse er rigtig flotte.

 

Back to work…

Første arbejdsuge efter ferie er gennemført. Det blev så ugen, hvor:

– Vi har vundet en mega-haste opgave, mens jeg har haft ferie, så jeg lagde ud med workshop mandag fra 10-16…

– Og opfølgning på workshop tirsdag fra 12-16…

– Onsdag ringede en kunde med (endnu) en hasteopgave, så dem var jeg til møde med torsdag.

– Fredag skulle jeg deltage i møde om at få nogle byggeregnskaber til at passe med et anlægsbudget. Det tog så 4,5 timer.

Nu er det weekend, og jeg skal være alene hjemme med begge børn og forsøge at lade op til næste uge, hvor:

– Mandag er første skoledag, og jeg havde taget en fridag, men… Nu må jeg på kontoret om eftermiddagen med eller uden datter. Pt. vil hun i SFO.

– Jeg skal til møde helt med ved grænsen tirsdag.

– Jeg skal bruge hele dag på konference torsdag i Aalborg.

– Skal forsøge at gennemføre DHL 🙈

Så endnu en travl uge venter forude. God weekend til jer.

Festivalmuffins – en anekdote og en opskrift

Har du nogensinde hørt om festivalmuffins? Nå ikke… Men så hør godt efter.

Engang hed Smukfest jo Danmarks Smukkeste Festival og var egentlig ikke en specielt stor festival. Jeg er opvokset i Skanderborg, og min far var i mange år medhjælper på festivalen. I starten af 90’erne var han i Medhjælpermad, som er det team, der sørger for forplejning af alle medhjælperne. Og dengang var der ikke sådan præfabrikerede kager, men istedet festivalmuffins, som bl.a. min far og jeg (og min mor) havde bagt henover sommeren og frosset ned, så de var klar til festivalen. Så vidt jeg husker, skulle min far levere 250 festivalmuffins, hvilket svarer til 10 portioner af nedenstående opskrift.

Festivalmuffins er en makronkage med kakao – lækker og sprød udenpå, og blød og sej indvendigt.

Ingredienser:

  • 125 g smør
  • 300 g sukker
  • 3 æg
  • 2,5 tsk mandelessens/mandelaroma
  • 125 g makroner
  • 125 g mel
  • 2 spsk kakao

Festivalmuffins

Start med at smelte smørret. Imens piskes smør og æg godt.

Makronerne mases – jeg plejer at putte dem i to fryseposer, og så mase med hænderne eller en kagerulle. Da jeg var barn, satte jeg mig på dem 🙈

Festivalmuffins

Festivalmuffins

Alle ingredienserne røres sammen. Tænd ovnen på 180 grader almindelig ovn.

Hæld dejen i forme. Opskriften lyder på 25 stk, men vores forme var så ‘høje’, at der kun blev 18 stk. Formene skal fyldes halvt op.

Bag ca. 20 min ved 180 grader almindelig ovn. Kagerne er list bløde, når de kommer ud, men de skal nok blive sprøde.

Velbekomme!

Festivalmuffins

De mest læste indlæg fra juli

Så er juli gået med masser af regn og færre solskinstimer, end jeg kunne have drømt om. Det er heller ikke blevet til helt så mange blogindlæg fra min side, som jeg kunne have drømt om, men sådan er det.

Jeg kan se i statistikken fra juli, at flere af de ældre indlæg er blevet besøgt. Ikke kun indlæg om æg, men også indlæg om bordpynt til barnedåben samt opskrifter på P-tærte kage og hjemmelavet sødmælksis.

Men de mest læste indlæg udgivet i juli måned var følgende fem:

På femtepladsen var ‘dommen’ over min tandpine, som viste sig slet ikke at være en tandpine, men en belastning i mit kæbeled/muskler. Det er meget bedre nu 👍🏻

Det fjerde mest læste indlæg handlede lidt om kulturforskelle, og om hvordan man laver babyer. En lidt pudsig oplevelse.

Både det 2. og 3. mest læste indlæg handlede om ferie. Det var nemlig indlæggene om når sommerferien nærmer sig og 1-2-3 ferie.

Det mest læste indlæg var det om min EGO-ferie. Det var alligevel for spændende for mange af jer – og så var det ikke en gang særlig eksotisk. Men jeg tror nu godt, at jeg kunne finde på at gøre det igen 😉

En EGO uge er gået…

Så blev det mandag. Jeg har været tilbage på job. Bag mig ligger fire ugers brugt ferie. Den sidste uge har været min ego-ferie. Den gik godt nok stærkt!

Min liste over projekter var lang, og jeg skulle gentage flere gange for mig selv, at jeg også skulle sørge for at lave afslappende ego-ting.

Der blev malet en dag, men vejret tillod ikke, at det blev malet igen i denne omgang.

Der blev knækket led og spist brunch med mine dejlige søstre.

Der blev løbet korte ture i både aftensol og regnvejr. Men hjemmetræning på måtten, det sprang jeg over.

Der blev skrevet blog-indlæg til den store guldmedalje. Kameraet blev fundet frem. Der blev også lavet andre praktiske ting ved computeren, bl.a. lidt arbejde ifbm. vores lejlighed og min bestyrelsespost i fondsbestyrelsen.

Græsset blev slået og gødet – inden regnen kom. Så nu kan vi nok forvente et øget vækstniveau og behov for græsslåning.

Mit tøjskab blev sorteret igennem, og jeg fik besøgt en tøjbutik i mit lokalområde, som jeg længe har haft lyst til at se. Der kommer jeg helt sikkert igen.

Jeg fik lagt neglelak, hårkur, ansigtsmaske og ordnet øjenbryn. Så klar-parat job.

Og da jeg nåede til fredag, stod der både havearbejde og træning på min to-do. Jeg mærkede godt efter i maven, og stregede dem over. Så fredag gik med andre sysler. Sidste chance for ego-tid.

Det har været en skøn uge. Og pludselig drømmer jeg om en ugentlig fridag. Noget jeg aldrig har drømt om før. Men lad os nu se, når jeg er tilbage på mit arbejde, som jeg elsker – så kan det være drømmen ligeså stille siver ud 🙂

Der er gået 10 år…

Tik tak tiden går…

Tid vi aldrig får tilbage. Brug den nu fornuftigt, siger de kloge.

10 år er gået. Jeg gentager: 10 år!

Det er 10 år på den samme arbejdsplads. Og det er mig, der har gennemført det. Det er virkelig uvirkeligt. Jeg er ikke længere en af de nye. Det har jeg ikke været i mange år. Jeg er en af de erfarne. Senior kaldes det inden for mit felt.

Min første dag var en mandag den 6. august 2007. Forud havde jeg nydt en god og velfortjent ferie, siden jeg afsluttede min uddannelse ultimo juni. Den 1. august overtog vi en lejlighed i Aarhus, hvor vores seng var for stor til at komme op i trappeopgangen, så natten var tilbragt på en luftmadras.

Der stod jeg så. Mandag d. 6. august. Jeg havde egentlig ønsket at udskyde min opstart 8 dage, da der lige var en SmukFest, der også skulle gennemføres. Men når man er nyuddannet, og ens nye chef ønsker en på kontoret, så kommer man. (Jeg havde dog fri om fredagen).

Jeg husker ikke meget fra min første dag. Noget fælles morgenmad. Navnerunde. Blå bog. En gammel pc. Og fotografering til mit adgangskort, som jeg har endnu. Tak skæbnen for, at det billede hver dag kan minde mig om årene, der er gået…

10 år, 120 måneder eller 520 uger. 2 forskellige afdelinger. 3 afdelingsledere. Mindst 5 større organisationsændringer. Midlertidigt kontor på den anden side af vejen i mere end 1 år. Titel som Senior Consultant og 3 ½ år i Fondens bestyrelse. Deltagelse i et hav af projekter, varierende fra skolevejsanalyser til VVM-redegørelser for store infrastrukturanlæg.

Er jeg overrasket: Ja!

Er jeg glad: Ja!

Bliver jeg lige hængende lidt længere, for at se hvad fremtiden bringer: Ja!