Det her glæder jeg mig til i juleferien

Jeg har været på arbejde 2,5 timer i dag. Og så er jeg kørt hjem i seng igen. Jeg fik set et par kolleger i øjnene. Aftalt nogle møder i det nye år og rykket en del arbejde dertil også. Så nu er mit autosvar sat til. Jeg er syg resten af dagen, og så er jeg officielt gået på juleferie!

Det jeg glæder mig til, er bl.a.:

  1. At blive rask!
  2. At slippe for at smøre fire madpakker hver dag.
  3. At slippe for at vække mine børn om morgenen.
  4. At slippe for at gentage denne plade ca. 20 gange HVER morgen: spis nu din mad….
  5. At sove middagslur!!!

Og så er der selvfølgelig noget med god mad, gaver, familie osv. Men det slår ikke ovenstående 🙈🙈🙈

Nu skal jeg sove (og blive rask)!

P.S. Nogle bloggere ‘lukker ned’ i julen. Det tvivler jeg på sker her på domænet. Jeg har simpelthen for meget på hjerte pt.

Det svære afbud…

Flybilletten er bestilt… Min præsentation er forberedt. Alt materialet er læst. Der er tale om kun et af fem årlige møder i bestyrelsen. Den professionelle bestyrelse, som jeg honoreres for at sidde i som medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem.

Det er sådan et møde, som det er ualmindeligt svært for mig at melde afbud til. Sådan et møde som jeg virkelig gerne vil deltage i.

Men jeg har meldt afbud.

Det var ikke let, men jeg kan mærke, at det var det rigtige.

Der er forskel på at tage på kontoret, hvor jeg kan køre hjem, når kræfterne er brugt. Og så på at tage 12 timer på farten. Jeg er gravid, og tager længere tid om at restituere (og skal passe på mig selv). Det er snart jul, hvor jeg gerne skal være rask. Og helst uden at få smittet alt for mange andre.

Nu ligger jeg i min seng. Jeg ærgrer mig, men jeg klapper også mig selv på skulderen for at træffe den rigtige beslutning. Pt. kunne jeg ikke en gang klare en dag på kontoret.

Flybilletten er ombooket til næste møde i marts. Mine kommentarer til en række af dagsordenspunkterne er sendt til sekretæren. Så nu skal jeg bare koncentrere mig om at blive rask.

Når febertågen raser…

Jeg er syg… Og har været det hele weekenden. Det er sådan en god måde at komme i julestemning og blive ‘klar’…

Når febertågen raser, har jeg lyst til at fralægge mig alle mine roller. Min rolle som mor, kone, blogbestyrer, datter, søster, veninde og for den sags skyld ingeniør.

Fredag kom forkølelsen snigende, og lørdag tog den for alvor fat. Jeg var mest i min seng, men jeg præsterede dog at få startet vaskemaskinen tre gange og opvaskemaskinen to gange inden jeg hen mod aften kapitulerede til feberen. Den feber der gjorde natten til et mareridt, og søndag til en dag jeg helst vil glemme. Sådan en dag hvor jeg ingen steder kunne være, så jeg blev i min seng. Hvor jeg tvang mig selv til at drikke og spise med jævne mellemrum. Hvor jeg end ikke kunne overskue at læse i mine elskede bøger.  Hvor jeg ‘legede’ med børnene fra sengen,  og hvor jeg nok sov lur fem gange.

Natten til mandag forsvandt feberen, så nu tror jeg, at jeg overlever. Dagen startede så allerede omkring halv fire, hvor min trætte og forkølede krop åbenbart ikke havde brug for mere søvn. Nu ligger jeg så i min seng med en træt krop og stoppet næse. Jeg er i bedring, men ikke lige på benene endnu… Det kommer!

Graviditets-skriblerier #3 – Tvivl, fornægtelse og grimme vinterjakker

Jeg er nu gået ind i 19. uge, og den sidste tid har været præget af tvivl.

I 17. uge begyndte jeg at mærke liv. Ganske lidt og på den måde, hvor man stadig kan være lidt i tvivl. Det er selvfølgelig rigtig rart, men på en eller anden måde fornægter jeg det, for hvis der nu ikke længere er hjerteblink, så kan jeg jo ikke mærke liv. Og så er det hele jo falsk. Der er ingen tegn på, at der er problemer i graviditeten, så mine tanker må siges at være irrationelle.

Mandag skal jeg til jordemoder, og jeg forventer, at hun finder hjertelyd. Men jeg er alligevel lidt nervøs.

Ellers er der sket det den sidste uge, at min mave har sagt ‘puf’. Nu står den der og strutter, og det er mildest talt svært at skjule den. Så nu er det frem med de stramme kjoler og ud for at strutte. Altså når jeg lige har fået bekræftet af jordemoderen, at der er liv. 🙈

Til sidst kan jeg lige brokker mig over, hvor grimme sådan nogle graviditets-vinterjakker er. Endte med at finde en på nettet, som så nogenlunde ud – men ærligt talt passede den overhovedet ikke til mig… Nu har jeg bestilt en anden model. Den er blå, hvilket er min totalt no-go farve. Så det… Men altså nu har jeg aldrig været gravid henover en vinter før, men jeg tænker, at det godt kan blive lidt koldt, at gå med jakken åben hele vinteren…

De mærkeligste spørgeskemaer om sex og ambulanceture

Spørgeskemaer er overalt, og det er efterhånden ganske ofte, at jeg bliver inviteret til at svare på det ene og det andet. Generelt deltager jeg gerne, men f.eks. Trustpilot har jeg set mig lidt sur på, og undgår derfor helst.

Men det skal faktisk handle om noget helt andet. Nemlig mærkelig spørgeskemaer.

I efteråret gennemførte Statens Serum Institut en kæmpe undersøgelse af danskernes livsstil, trivsel og seksualitet. Jeg var en af de mange udvalgte deltagere, så jeg svarede på spørgsmål om hvorvidt jeg betragtede mig selv som hunkøn, hankøn, begge dele eller ingen af delene. Og forøvrigt det samme om min partner. Jeg svarede også på, hvorvidt jeg var tilfreds med mine bryster – et spørgsmål der  blev stillet til både kvinder og mænd. Udseendet af mine skamlæber og en masse andet, skulle jeg også forholde mig til. Det var sq lidt mærkeligt 🙈

En anden mærkelig spørgeundersøgelse deltog jeg i, da jeg studerede. Her blev jeg ringet op af en telefoninterviewer, og deltog i et interview der blev mere og mere intimt i sine spørgsmål om seksuelle præferencer og erfaringer. Det gik så vidt, at jeg bagefter følte mig ganske overbevist om, at det var en slags telefonfis udført af nogen i min omgangskreds. Men jeg har aldrig siden hørt noget til det. Se det var også mærkeligt!

Det sidste mærkelig spørgeskema kom efter min første og eneste tur i ambulance. Det er vel sjældent, man husker en ambulancetur for noget godt, og for mit vedkommende var det en tur til sygehuset efter min senabort. Men ja efterfølgende modtog jeg er spørgeskema, hvor jeg skulle forholde mig til oplevelsen og ‘kvaliteten’ af min ambulancetur. Godt nok var det meget spørgsmål om personalets håndtering, kørslen osv., men det var godt nok et mærkeligt spørgeskema…

Er der nogen af jer, der læser med, der har haft lignende oplevelser?

Julelys, tøsehygge og nachos

I dag var det blevet dagen, hvor jeg havde inviteret min datter med ind til Aarhus og se julelysene. Sidste nat var nærmest miserabel med hoste, opkast og andet natteroderi, så vi var to trætte piger, der drog af sted sidst på eftermiddagen.

Første stop blev Salling Rooftop. Nøj hvor er det pænt. Meget større end jeg havde forestillet mig, og udsigten i skumringen var bare så fin.

Vores næste stop var beundring af julelys i gågaden samt indkøb af julegaver til vores drenge derhjemme. Efter også at have rundet Søstrene Grene gik vi mod åens cafeer, hvor eneste krav var, at der skulle være nachos på menuen. Hos Cafe Faust fandt vi både børnemenu med nachos og en børnepose med lidt underholdning. At eneste ledige bord var med en høj sofa/bænk og en høj stol, var kun er plus i den lille dames øjne, og da jeg var færdig med min burger, fik jeg pludseligt selskab på bænken. Så hyggeligt at spise stille og roligt i dejligt selskab.

På hjemturen sagde jeg tak for en dejlig tur. Der var meget stille på bagsædet, men da der endelig blev svaret, lød det således: mor det har været den bedste dag nogensinde. ❤️

Nu sover den trætte pige, mens jeg har fornøjelsen af at forsøge at putte mindstemanden. Dernæst skal jeg kysse min mand godnat og lukke øjnene efter en lang, men meget dejlig dag.

Do not mess with the pregnant lady!

Nå så siger vi bare, at jeg overhovedet ikke er påvirket af hormoner… Eller også kan vi aftale, at alle bare behandler mig stille og roligt!

I dag var det lige Bilka to-go, jeg fik hidset mig op over…

Det startede faktisk i går, da jeg bestilte. Alle mine varer forsvandt pludseligt i kurven i deres app, men da jeg jo er en erfaren bruger, der nu har handlet der TO gange, så vidste jeg, at mine varer kunne genfindes, hvis jeg loggede ind via hjemmesiden.

Og helt ærligt hvor meget er en søgefunktion bevendt, når man får over 600 hits på agurk, hvoraf nr.  3 og 4 så forøvrigt er tomater. Søger man på boller, så får man knækbrød frem.

Nå men dagens tårer og vrede kom, da jeg fik hentet mine varer, og konstaterede, at kylling søreme var udsolgt og dermed ikke med i poserne. Så aftenens wok med kylling, blev lidt vanskelig at kokkere. Men nu har jeg da forårsløg på lager. Men come on Bilka – med alle de slags kylling, jeg kunne vælge imellem, så kunne jeg nok have fået noget erstatningskylling!

Sidste gang jeg bestilte ved Bilka to-go, stod jeg kl. 15 uden den kage, jeg havde bestilt fra bageren. Ærgerligt når jeg havde inviteret gæster til 15.30…

Stram op Bilka! Ellers kommer I aldrig til at konkurrere med nemlig.

Graviditets-skriblerier #2 – Når alle veninder skriver ‘What!?’

Jeg er nu kommet så langt, at jeg har været til den første scanning, og fået fortalt nyheden til venner og familie. I dag er jeg 15+6, men jeg vil spole tiden tilbage til scanningen.

Vi var indkaldt til scanning på den dag, hvor jeg ifølge “papirudregningen” var 12+0. Jeg var dog 12+5, da jeg gik derfra, men det har jeg efterhånden prøvet nogle gange 😉 Jeg tror, at jeg var mere nervøs og anspændt, end jeg havde ville erkende. Så da jordermoderen spurgte, om det var min første scanning, begyndte jeg at græde. Hun skyndte sig at scanne mig, og der var heldigvis et fint hjerteblink.

Før jeg fik min søn, havde jeg en senabort i 16. uge. Derfor fik jeg tilbudt ekstra tryghedsscanninger under min sidste graviditet. Det kunne jeg sikkert også have fået under denne, hvis jeg havde bedt om det. Det har jeg ikke. Jeg prøver at gennemføre uden, og på den måde måske fjerne lidt nervøsitet og “unormalhed”.

Efter scanningen var den første, der skulle have besked min datter. Hun bliver snart 6, så det var ikke noget, jeg på nogen måde ville holde hemmeligt for hende. Siden vi fik hendes lillebror, har hun aldrig bedt om flere søskende, så jeg var ret nervøs for hendes reaktion. Heldigvis blev hun glad, og hun glæder sig.

Dernæst fik familie og venner lige så stille besked. Stort set alle de veninder, jeg har givet besked via messenger eller sms, har returneret med følgende: What! Det havde jeg ikke set komme. Stort tillykke.

Det sværeste har sådan set været, at fortælle det til kollegerne. Jeg kan ikke sætte ord på hvorfor, men måske det med at skulle snakke om det? Eller frygten for at miste igen? Men da jeg var 14+5 spurgte de mig i vuggestuen, om jeg var gravid – og så var det vist på tide at få det meldt ud på jobbet også…

Status pt. er, at jeg har det godt. Jeg er tyk og kvabset at se på, men der er også en antydning af mave det rigtige sted. Jeg er også stadig lidt træt, men ikke så voldsomt, at det fylder mit hoved hele tiden.

Når man bliver 6 år og selv må bestemme, så….

I går blev min datter 6 år, og hun er blevet fejret i klassen torsdag, af familien lørdag og af pigerne fra klassen søndag.

Når man bliver 6 år og selv må bestemme, så:

  • Deler man flødeboller ud i klassen.
  • Serverer man frikadeller og pommes frites (!) for familien til frokost. (Nogen havde suppleret med sovs, hasselbagte kartofler, sovs, rødkål, asier og salat)
  • Serverer man ris a la mande med varm kakao og skumfiduser for sin familie til eftermiddagskaffe. (Også her havde nogen suppleret lidt)
  • Må fødselsdagslyset stå i en Snøffel. Det er ikke nemt, at stille i ris a la mande 🙈
  • Puster man førnævnte lys ud uden opmærksomhed. Og vil ikke have fødselsdagssang.
  • Inviterer man alle pigerne i klassen til fødselsdag. Og så ens bedste (drenge)ven. Som heldigvis synes, det er helt ligemeget, at der kun kommer piger.
  • Beder man om en kopi af fødselsdagen fra sidste år for børnehaven.  Dvs. både menu og underholdning.
  • Betyder det ingenting, at flere af gæsterne også var med til Ramasjang Mysteriet fra sidste år… (Jeg havde dog ændret skurken 😉)
  • Er man TRÆT søndag aften!

Den sentimentale mor ser tilbage på 6 års gerning

Det var en mørk og stormfuld aften, da min mand kørte mig stønnende og udspilet til det nærmeste sygehus.

Seks timer senere var jeg blevet mor. Mor med stort M, og med en helt ny forståelse for begrebet kærlighed. Dertil fulgte også en ny forståelse af begreber som omsorg og bekymring.

I dag bliver min lille store pige 6 år. Og jeg kan selvsagt fejre 6 år som mor. Det gør jeg nu mest for mig selv, for det er min datters store dag.

Verdens sødeste pige, som står ved sine meninger, uagtet hvad andre mener. Som har temperament. Som får mig til at smile, grine, græde og råbe. Men som vigtigst af alt rører mit hjerte og gør mig stolt hver dag.

Min store pige som hjælper, hvor hun kan – når hun gider. Verdens bedste storesøster som guider, hjælper, sætter grænser og giver igen, når det er nødvendigt. Som er en god og ærlig veninde. Pigen vi alle elsker.

Og så fik jeg vist overskredet grænsen for, hvor sentimentalt et indlæg kan blive, før der er risiko for opkast bag skærmene. Hvis du holdt ud hertil: godt gået!

Tillykke til A med de 6 år. Og tillykke til mig med mit jubilæum som mor.