Når man har en blog, så…

Nu har jeg jo en blog – og ser mig selv som sådan en slags blogbestyrer. Det er for det meste ganske fredeligt, men der er da nogle ting, der er ganske særlige, når man har en blog – og der er ofte to sider af ‘samme sag’.

  • Jeg kan møde bekendte fra folkeskolen, eller veninders forældre, der er rimelig up-to-date med mit liv.
  • Omvendt kan jeg være sammen med nære veninder, som overhovedet ikke aner noget som helst om, hvad der sker i mit liv. (Hvilket er helt fair!)

 

  • Jeg har fået tilbud om frit valg på alle hylder i en webshop, hvis jeg anmeldte produktet. Det var sexlegetøj og pikant lingeri. Det kunne jeg ikke.
  • Jeg har også fået tilbud om at omtale en selfie-guide, men at jeg ikke nævnte, at jeg modtog betaling for. Det er ulovligt, så det blev et nej tak.
  • Omvendt fik jeg tidligere i år nye lækre støvletter mod en omtale på bloggen.

 

  • Jeg kan få ideer til blogindlæg på de mærkeligste tidspunkter.
  • Omvendt er jeg andre dage helt blank for noget at skrive, selvom jeg gerne vil.

 

  • Jeg elsker likes, kommentarer osv., som I smider på min blog eller andre sociale medier.
  • Omvendt er jeg virkelig dårlig til selv at kommentere på de mange blogs jeg læser. Det er lidt dårlig stil, og min intention er, at skrive mindst en kommentar om dagen. Det går ikke så godt… Må hellere skynde mig at ‘opfylde’ dagens kvote.

 

  • Jeg kan bruge timevis (dagevis) på et indlæg, som bliver læst af ganske få.
  • Omvendt kan nogle hurtige skriblerier blive læst igen og igen. Det er ret forunderligt.

Det er sikkert flere ting, men det var det, jeg lige kunne hitte på 😉

Peberfrugt puré – en opskrift

Jeg er meget stor fan af peberfrugt puré, og laver det gerne selv. Det er ganske nemt, og på den måde kan jeg selv styre, hvilke smage jeg ønsker skal være dominerende.

Peberfrugt puré kan bruges til at dyppe brød i til tapas eller en appetizer. Men det også lækkert som kold sovs/dressing til grønsager eller kød.

Smagene domineres af peberfrugt, balsamico og peanuts – og så er det bare med at skrue op og ned, som man ønsker. Det forhold, der er min favorit er beskrevet herunder, men jeg varierer det også.

Opskrift på peberfrugt puré

  • 3 peberfrugter
  • 1 dl saltede peanuts
  • 1 spsk balsamico eddike
  • 1 spsk olie (+ lidt mere)
  • 1 tsk sukker
  • 1 tsk salt
  • Peber

Peberfrugterne skæres i både og kernerne fjernes. Når de er vasket, tørres de før de pensles med olie og placeres på et stykke bagepapir på en bageplade. Peberfrugterne bages i ovnen i 20 min ved 180 grader varmluft. De skal ikke blive sorte.

Peberfrugt puré

Peberfrugt puré

Når peberfrugterne er kølet lidt af, blendes de med de øvrige ingredienser. Voila så har du peberfrugt puré. Smag evt. til og put mere olie i, hvis konsistensen er for tyk.

Peberfrugt puré

Peberfrugt puré

Vil du høre noget spændende?

Ej beklager den virkelige tarvelige overskrift… Det er nemlig ikke en stor hemmelighed (måske en lille for nogen), som jeg løfter sløret for.

Det spændende der er at høre, er nemlig krimier! Og det er ganske gratis 👍🏻

Landets biblioteker (tør ikke lægge hovedet på blokken for, at det er dem alle), har nemlig en aftale med eReolen om udlån af lydbøger (og ebøger). Det var her jeg startede, da jeg for halvandet års tid siden begyndte at høre lydbøger. Og det er her, jeg stadig hører alle mine lydbøger. I starten irriterede det mig meget, at jeg ikke kunne låne de nyeste bøger derinde, men nu har jeg efterhånden fundet rigtig mange gode krimiserier, og så låner jeg bestseller listen som fysiske bøger på biblioteket.

På eReolen fungerer det sådan, at bøgerne er delt op i to kategorier. Dem der er begrænsning på, og dem der er frit udlån af. Det afhænger af din kommune, hvor mange bøger med begrænsning du kan låne pr. måned. Heldigvis er der mange af de krimier, som jeg anbefaler herunder, der er med frit udlån. Bøgerne du låner, kan du enten høre online eller downloade til telefonen, så de kan høres på flyveturen eller i udlandet.

Herunder tips til gode krimiserier. Istedet for at skrive alle titler, har jeg blot henvist til forfatterne, som man nemt kan søge på inde på eReolen.

Sofie Sarenbrant: har bl.a. skrevet en krimiserie om den kvindelige politibetjent Emma Skjöld, der involveres i en masse spektakulære drabssager. Bøgerne er meget ‘letlæste’, men til tider er plottet også lidt fantasifuldt 😉 Derudover har samme forfatter skrevet krimien uge 36, om en gravid kvinde der forsvinder, samt en efterfølger der pt. ikke er tilgængelig på eReolen.

Helle Vincentz: har skrevet nogle virkelige fantastisk krimier, hvoraf hendes triologi om juristen Caroline Kayser er at finde på eReolen. Caroline har SÅ meget at bevise over for sin far, at hun over tre bøger påtager sig at rejse ud i verden for at løse vanskelige opgaver for sin arbejdsgiver. Tro mig – det er ikke småting, hun bliver involveret i, men virkelig spændende læsning, hvor plottet først åbenbarer sig sidst i fortællingen.

Michael Katz Krefeld: har skrevet en længere række af dystre krimier, hvor den tidligere politibetjent Ravn påtager sig mere eller mindre umulige efterforskningsopgaver som ‘privatdetektiv’. Ofte har mysterierne spor tilbage i tiden, og han hvirvles ud i en række voldsomme situationer. Som ofte set før, så drikker vores hovedperson til tider lidt for meget, og har ikke styr på sit liv, men jeg fatter virkelig sympati for Ravn, og de ar han har på sjælen. Hør dem!

Jørn Lier Horst: har skrevet en ret lang krimiserie om politikommissæren William Visting og hans datter journalisten Line Visting, der gang på gang krydser hinanden veje – og hjælper hinanden – i drabssager af den ene eller anden art. Jeg er kun nået til bog to, så jeg kan ikke give et samlet overblik, men indtil videre er jeg godt underholdt, og tænker at jeg hører serien færdig.

Linda Castillo: har skrevet en række krimier, der foregår i amish samfundet i USA  Hun er politibetjent, men er opvokset som amish, og står derfor ofte over for at skulle forsøge at bygge bro i de drabssager, der involverer amish samfundet. Jeg har skrevet lidt om serien på bloggen tidligere, læs evt. her.

Fælles for alle forfatterne er, at deres bøger selvfølgelig også kan læses som helt almindelige fysiske bøger. Ofte skal man have fat i en fysisk bog, hvis man skal læse den nyeste bog i serien, men det er også ok for mig, hvis jeg har hørt de foregående 4-5 bøger, når jeg kører bil, slår græs eller lægger vasketøj sammen.

Graviditets-skriblerier #6 fysiske forandringer og julefrokost

Så er vi nået til de første graviditetsskriblerier, som jeg faktisk skriver, efter at graviditeten er blevet offentliggjort her på bloggen.

Jeg er nu 22+2, og siden min scanning for godt to uger siden, har jeg været rolig. Det kan jo stadig gå galt, men det har givet ro, at se at alt var ok. Ro at fortælle det mere bredt. Og selvfølgelig ro at jeg mærker liv hver dag.

Fysisk har maven taget et gevaldigt ryk udad. Så det er lidt skræmmende, hvor lang tid der stadig er til termin. Men jeg kan jo håbe, at der går noget tid, før den tager endnu et ryk. Jeg kan også mærke, at jeg skal passe mere på mig selv.  Lange dage eller store indkøbsture kan godt slå mig lidt ud. Heldigvis kan hvile og søvn selvfølgelig hjælpe.

December byder på (alt for) mange søde sager, og jeg kan slet ikke administrere det. Så det har da sat lidt tanker igang, når en jordemoder har rådet mig til at holde igen. Både for at undgå graviditetssukkersyge, men i mindst lige så høj grad for at undgå endnu en stor baby. Det ene øjeblik tænker jeg: til januar… Det næste øjeblik: jeg må hellere tage mig sammen. Tror jeg ender på en form for middelvej…

I går stod den på firmajulefrokost. Med en ordentlig forkølelse og dansk vand i glasset. Det er altid lidt specielt at være den ædru til sådanne fester, men jeg havde nu en gevaldig hyggelig aften. To ture på dansegulvet og en diskussion med en fuld kollega blev det også til. Da jeg kiggede på min telefon, for at se hvad klokken var blevet, var den halv tolv, og der var tikket et par sms’er ind om opkast i det lille hjem. Så jeg fandt bilen og indtog min mor-rolle derhjemme. I dag er jeg en træt og forkølet gravid, men hele huset er slatne, så vi tager en rolig dag.

Juleferien der gik – tanker og tilbageblik

Juleferien er slut, og vi skriver nu 2018. Jeg har været rimelig aktiv på bloggen, men jeg har faktisk ikke skrevet ret meget om, hvad vi har lavet  Det er nok også sådan rimelig standard… Men jeg var lavet en lille liste 😉

  • Det blev jul på trods af sygdom og manglende julebag.
  • Jeg er sq verdensmester i at stege flæskesteg. En skam de andre (voksne) hellere ville have and.
  • Mine børns julemiddag bestod af henholdsvis 5 hvide kartofler til den ene og 2 hvide kartofler samt franske kartofler til den anden.
  • Min søn fik 3 par sko i julegave. Min datter fik 4 par – og har beholdt/byttet til 3 par… Hvornår blev hun så modebevidst.
  • At gå i kirke 1. juledag holder fortsat. I år med begge børn – og det gik ok!
  • ‘Hviledag’ hver anden dag, så der er pause mellem hvert familiebesøg er virkelig en god ting for vores familie.
  • En dreng på 2 år der virkelig forstår begrebet juleferie, og sover 11-12 timer hver nat, og dermed først står op mellem 9 og 9.30. Det er for vildt! (Og dejligt)
  • Jeg byttede julegaver både d. 28. og 29., men det føltes ikke som om, at alle andre gjorde det samme. Rart!
  • Min krop begynder virkelig at mærke presset fra den store mave. Så jeg hviler og hviler.
  • Mine børn har leget og leget og hygget og ‘kravlet på væggene’, så det har været til både fryd og frustration. Utroligt hvad søskende kan have af fornøjelse sammen ❤️
  • Jeg ved ikke, om jeg har været heldig eller uheldig, men juleaften opdagede og slukkede jeg en mindre brand i en juledekoration. Og nytårsaften opdagede jeg og slukkede jeg en mindre brand i noget konfetti, der var kommet i et fyrfadslys… Det koster dog en lysestage og en sveden grydelap.
  • At holde nytår uden alkohol betyder 1. januar uden tømmermænd. Men det betyder ikke, at jeg var frisk. Var tværtimod meget træt…

De mest læste indlæg i 2017

Nu hvor året nærmer sig sin afslutning, er det tid til at se tilbage. Den anden dag så jeg tilbage på de indlæg fra 2017, jeg har været mest glad for. Men nu ser jeg tilbage på de indlæg, der er blevet læst flest gange. (Formentlig dem I som læsere har været mest glade for 😉)

I løbet af 2017 har der været over 38.000 sidevisninger på bloggen. Af dem har ca. 6.700 været på et af mine tre indlæg om æg. Det er helt vildt, som de indlæg har besøgende hver eneste dag, men Google hjælper virkelig folk min vej.

Hvis jeg kigger videre ned i listen, er der rigtig mange opskrifter, der ligger højt over antallet af sidevisninger. Det er både nogle, hvor jeg formoder at Google henviser til, og så en del, der linkes til fra indlæggene om æg. Opskrifterne er bl.a. på P-tærte kage, hjemmelavet is, kokosmakroner, bountykugler, fransk nougat, russiske pandekager, pulled chicken, belgiske vafler og chokolademuffins med creme fraiche.

P-tærte

Af de indlæg jeg har skrevet i 2017, som har et andet emne end lige mad, er det indlægget om at være pårørende, der har haft flest læsere, nemlig ca. 400.  Det er jeg meget stolt af og glad for, så tak for det.

Dernæst følger to iværksætterindlæg, nemlig om Marie fra Kodanska og Nina fra Nina Helene. De to indlæg er vist tilsammen 750 gange.

Næst efter på listen kommer indlægget om flere børn – og dermed afsløringen af min graviditet. Det er læst over 300 gange.

Og så følger to gamle indlæg fra 2015 og 2016. Det ene om mit eksem, og det andet om bordpynten til vores barnedåb i 2016. Begge dele må være noget Google henviser, men de to indlæg har da haft 600 visninger tilsammen i år.

Bordpynt

Mine udsalgstips til online-udsalg

Indlægget indeholder affiliate links markeret med *

Lige nu raser udsalget. Det er altid helt vildt, så hurtigt det starter efter jul. Dog kan det også være lidt ‘forvirrende’, at alle ikke starter udsalg samtidig. Alligevel får I lige mine udsalgstips, selvom det måske er lidt sent.

F.eks. starter Pomp de Lux ofte deres udsalg i december, så det er flere gange lykkedes mig at gøre nogle børnetøjskup til halv pris, der kan komme med under juletræet.

Men mange butikker og webshops har startet udsalg allerede d. 27.12, mens andre venter til først i det nye år.

Mit bedste råd er, at vide hvad du går efter. Og så lede ret konkret efter det. Dette efterår har jeg forelsket mig en gul cardigan fra Lollys Laundry* til 900 kr. Da jeg først googlede lidt, fandt jeg den ikke på udsalg i min størrelse. Men da jeg fik ændret min googlesøgning, så var der gevinst, og den er nu klikket hjem til 550 kr.

Så her er mit andet råd, at man skal søge bredt. F.eks, gav ‘Lollys Laundry gul cardigan’ en masse hits, men ikke lige på udsalg, mens ‘Lollys Laundry dasy yellow’ gav pote.

Noget andet på min ‘ønskeliste’ dette efterår har været en rød buksedragt fra Mads Nørgaard*. Jeg har den i sort, og jeg elsker den – så jeg satser på, at en rød også vil være et hit, når jeg er færdig med at være gravid og amme.

Det er endnu ikke lykkedes mig at finde buksedragten på tilbud, men jeg har fundet flere webshops, som alle har den i min størrelse, men som endnu ikke har startet udsalg. Så nu går jeg bare og holder øje. F.eks. ved jeg, at Stylepit* starter udsalg i dag (1.1), og der kan jeg få yderligere 10 % rabat med koden 2018DK, hvis jeg handler for over 799 kr. Så tredje råd er at finde varen flere steder, og holde øje med om/hvornår den kommer på udsalg.

Hvis det du ønsker dig, ikke kommer på udsalg, så fortvivl ikke. Mange af de større webshops kører ofte weekendkampagner eller har rabatkoder. Igen skal du holde øje. Ikke kun på selve webshoppen, men også via google. Mange store bloggere har f.eks. rabatkoder, når der køres kampagner.

Så hermed fire udsalgstips – håber de giver pote 🙂