Alle indlæg af Krøltoppen

Tips til krøllet hår #12

Bløde krøller der falder blidt om ansigtet… 🙂

Beklager, at tiden er blevet så lang, men hermed tid til endnu et lille tip til krøllet hår.

#12 Curls Shape Activator fra Alterna

Her har vi fat i et produkt, jeg har brugt i mindst ti år. Jeg fik det anbefalet af min frisør i Aalborg, og da jeg løb tør, efter at jeg var flyttet til Aarhus, fik jeg det bestilt hjem fra England.

Det er en “krølle-aktivator”, som simpelthen giver de fineste krøller. Den pumpes ud, og har lidt konsistens som olie, men uden at være fedtet. Den krammes i fugtigt hår, og voila.

Eneste minus ved produktet er, at det ikke rigtigt giver mig noget hold. Så jeg putter det altid i, lader det virke mindst 5 min, og så bruger jeg andet produkt bagefter. F.eks. en hårmousse. Læs her.

image

 Lignende indlæg:

Dagens hit og shit #61

Julegavebyt, de sidste indkøb og grød til nissen.

Hit:

  • At hygge med min familie – selvom min mor var skuffet over, at hun ikke måtte åbne sin julegave 😉
  • At finde 200 kr… Det var på en parkeringsplads, så jeg følte ikke engang, at jeg kunne gøre det store, for at finde ejermanden.

Shit:

  • At vores iPad røg på gulvet, så skærmen gik delvist i stykker 🙁
  • At det bare skal regne og regne…

image

Lignende indlæg:

Rejesalat med mango og forårsløg – en opskrift

Simpel, let og lækker rejesalat 

Som jeg nævnte den anden dag samt i denne uges madplan, skulle vi prøve en rejesalat, jeg havde læst om på bloggen Maden i mit liv. Se her.

Det smagte helt fantastisk og var så nemt at lave. Kan sagtens gå på et (jule)frokostbord eller som en let aftensmad i disse dage, hvor vi rigtig skal proppe os.

Rejesalat:

  • 4 spsk creme fraiche
  • 3 spsk sød chilisauce
  • Salt og peber
  • Evt. tørret chili
  • 200-250 g rejer
  • 1 bdt. forårsløg
  • 1 mango

Rør en dressing af creme fraiche, sød chilisauce samt salt og peber. Drys evt. tørret chili i, hvis du kan lide det lidt stærkt.

Skær forårsløg i ringe og afryp rejerne. Bland det i dressingen. Det kan sagtens stå og trække et par timer.

Skær mangoen i tern og bland i inden servering.

Server med brød.

Rejesalat

 

Lignende indlæg:

Et ferieminde #1 Jul Down under

Julen bør holdes i familiens skød.

Her til morgen gik det op for mig, at jeg for første gang ikke skal holde jul med mine forældre. Og det føles faktisk ok.

Og så er det faktisk ikke sandt, at det er første gang, for i 2006 holdt jeg jul med Manden i Australien. Grunden til at jeg “glemmer” det, når jeg ser tilbage, er nok, at det aldrig blev rigtig jul.

Vi tilbragte d. 24. december i Steve Irvings zoo. Et virkelig fint sted hvor vi kom tæt på mange dyr. Så kan man mene om, hvad man vil med dyr i fangenskab, men vi havde en god dag.

Sidst på dagen forlod vi dyreparken og kørte mod vores overnatningssted. Det var en form for honeymoon resort (Manden havde arrangeret turen). Der var kun 10 hytter, og børn var forment adgang. Det lå (så vidt jeg husker) oppe i nogle bjerge, og vi kørte ret længe. Heldigvis for vi ikke vild.

Da vi nåede frem, spurgte vi ejeren, om hun kunne hjælpe med at anbefale noget aftensmad. Vi havde nok forestillet os en romantisk julemiddag, men i Australien er den store dag jo først d. 25. december. Vil blev sendt ned i den nærliggende by, hvor der var en lille butik, som havde noget take-away. Ikke sådan noget helt frisklavet, men sådan noget der sikkert var lavet om morgenen, og så solgt af hele dagen. Da vi ankom var de ved at lukke butikken, så vi nåede lige akkurat at få lidt aftensmad.

Vel tilbage i vores hytte fandt vi det frem. Måske havde vi nogle øl eller vin – det husker jeg ikke helt. Men vi fik dækket op og sat os til bords. Og så smagte det bare ikke særlig godt… 🙁

Så sådan kan juleaften også være…

Men selve stedet var skønt. Vi boede midt i en skov med store avocado træer, så når det dunkede på taget, var det bare avocadoer, der faldt ned fra træerne.

1. juledag var vi på shopping. Jeg husker det som om, at det var i Surfers Paradise, men det viser billederne ikke rigtigt.

Glædelig jul!

RIMG2184
(Meget) pyntet hus

 

RIMG1857
Juletræ i Sydney

 

RIMG2302
Tiger der drikker skolemælk

 

RIMG2318
Klappe-kænguru

 

RIMG2334
Krokodille

 

RIMG2403
Vores ydmyge julemiddag.

 

RIMG2415
Ävocadotræ

 

Dagens hit og shit #60

Feriestemning, eksamensopgave, juletræ og spændende aftensmad…

Hit:

  • At jeg har fået startet sådan rigtigt op på min eksamensopgave. Hvis jeg ikke beslutter mig for at hæve niveauet, så vil jeg mene, at jeg er godt på vej!
  • At jeg faktisk fik gået en tur på 20 min i dag!
  • At vi har hentet juletræ. Så er der en ting mere, jeg kan strege ud på listen 🙂 Vi tog på en lille hyggetur til Topkær, som jeg tidligere har skrevet om. (Læs her)
  • At prøve en ny spændende rejesalat til aftensmad. (Læs evt. her) Måske smider jeg en opskrift op i nærmeste fremtid.

Shit:

  • At jeg har lavet så mange overspringshandlinger i dag, at man skulle tro, at det var løgn.
  • At min franske nougat valgte at klistre sammen til én stor klump, efter at jeg kom det i en dåse. Noget med temperaturen på min sukkermasse, er der nok gået galt. Men det smager stadig mums = mavepine.

image

image

image

Lignende indlæg:

Når juleaften ikke er så fantastisk…

Jeg elsker jul – tvivl ikke på det.

Jeg elsker jul af mange grunde, bl.a.:

  • Familiehygge
  • Ferie
  • Masser af chokolade
  • Ro

Men selvom jeg elsker jul, har juleaften ikke altid være så fantastisk… Faktisk har jeg i mange år, været meget mere vild med alt det, der pakker selve juleaften ind.

Eksempelvis har jeg været ret glad for at pynte juletræ, lave konfekt samt spise risengrød og æbleskiver d. 23. december.

D. 24. har jeg været meget glad for vores tradition med at ønske mine bonusforældre (som desværre ikke er her mere) glædelig jul om formiddagen. Og dernæst spise en lækker julefrokost med min familie med både varm leverpostej, laks, rullepølse, sild osv. Og sove middagslur (det begyndte jeg nok først på, da jeg blev teenager)…

Jeg har også altid været glad for, at 1. juledag er hviledag i min familie. Her står den på fælles morgenmad med hjemmebagte the-birkes, kirkegang, frokost med suppe, tarteletter og appelsindessert. Og ellers fri leg med julegaverne.

Men selve juleaften sætter jeg størst pris på at være sammen med min familie – og på konfektfadet. Sandheden er den, at jeg hverken bryder mig om and, kartofler, rødkål eller ris a la mande… I mange år har jeg spist karbonader, rugbrød og salat juleaften. Samt en lille portion ris a la mande – for jeg skal da liiiiige se, om jeg ikke kan finde mandlen. (I år står menuen på flæskesteg, men jeg skal stadig have rugbrød og salat til.) Det positive ved mine madvaner er, at jeg sjældent er forspist, når jeg forlader julebordet.

Selve gavebytteriet juleaften er såmænd rigtig hyggeligt. Jeg havde dog mange år som teenager, ung og til dels også som “nu”, hvor jeg bliver lidt skuffet… Øv jeg ved det godt. Det er bare ikke fedt at give gaver til sådan en, men ak… Jeg har jo fødselsdag i december, så de ting der står øverst på min ønskeseddel, får jeg som oftest i fødselsdagsgave. Og uden at lyde alt for utaknemmelig, så er det tit “2. rangs” ønskerne, der er tilbage på ønskesedlen til jul… Jeg har nok sat forventningerne ned, for jeg føler, at jeg er blevet bedre til at tackle det med årene… 🙂

Så konklusionen er, at jeg eeeelsker jul, men at selve juleaften ikke er det vigtigste i julen for mig.

Glædelig jul!
image

 

 

Hjemmelavet fransk nougat – en opskrift

Hvad laver I med pasteuriserede æggehvider?

Det spørgsmål stillede jeg på bloggen for en uges tid siden. (Læs her) Jeg fik flere gode bud, og faldt for et par dage siden over en opskrift på fransk nougat på bloggen Valdemarsro. Så det har jeg kastet mig over. Den originale opskrift kan I se her. Og herunder har jeg beskrevet den med mine egne ord.

I forhold til fransk vakumpakket nougat så blev min version lidt mere klistret og sød i smagen.  Tror ikke sukkermassen opnåede helt den rette temperatur… Jeg har derfor drysset det med godt med flormelis, så det ikke ender som en stor klump. Og mht. smagen så er det honning, der smager igennem, tror jeg.

Ingredienser:

  • 260 g + 35 gsukker
  • 150 g honning
  • 75 g vand
  • 50 g glukosesirup
  • 35 g æggehvide – jeg brugte 1 bæger pasteuriseret æggehvide
  • 2 spsk flormelis
  • 70 g usaltede pistaciekerner
  • 100 g mandler

Start med at smutte mandlerne (hæld kogende vand over dem først…)

Bland 260 g sukker, honning, vand og glukosesirup i en gryde. Sæt det over varmen med et stegetermometer. Når temperaturen når 150 grader er det klar.

Mens det varmer op, pisker du 35 g sukker og æggehvide. Jeg brugte min bedste ven i køkkenet. Læs her.

Når massen er nået 150 grader, blandes den langsomt i æggemassen, mens der røres rundt. Blandingen røres et par minutter.

Der drysses flormelis på et stykke bagepapir, og massen skrabes ud på bagepapiret. Her æltes mandler og pistaciekerner ind i massen. Jeg brugte dejskraberen, men det kan muligvis også lade sig gøre med en kagerulle. Jævn massen ud.

Når massen har kølet lidt af, drysses med et flormelis, og der lægges et stykke bagepapir over. På Valdemarsro blev der anbefalet et klæde, men jeg følte, at det klistrede i massen. Jeg lagde dog et klæde over bagepapiret  – bare for en sikkerheds skyld.

Lad det hele stå at kølne 10-12 timer. Skær ud i passende stykker med en skarp kniv. Drys evt. med flormelis, hvis det er klistret.

Nu sidder jeg bare og overvejer, om jeg skal forsøge at overtrække det med chokolade… Jeg er vel en chokoladegris.

image

image

image

image

image

image

image

image

image

Lignende indlæg:

Dagens hit og shit #59

Søndag, afslapning, svømmehal og ikke så meget andet…

Hit:

  • En impulsiv tur i svømmehallen efter Lillepigens ønske – afslappende og hyggeligt
  • Nybagte boller med smør 🙂 (Min opskrift)

Shit:

  • Min planlagte aften gåtur er blevet aflyst  – både fordi det regner, og fordi jeg stadig er igang med Lillepigens putning (kl. er 21.28) SUK!

image

Lignende indlæg:

Hjemmelavet leverpostej

Er der noget bedre end en rugbrødsmad med lun leverpostej?

Ja, det er endnu bedre, hvis der er tale om hjemmelavet leverpostej. Hjemmebagt leverposter kan spises året rundt, men jeg synes nu, at der hører sig julen til, og er “standard” til en julefrokost.

Siden jeg fik min køkkenmaskine (læs her), har jeg nogle gange kastet mig ud i at lave hjemmelavet leverpostej. Det tager en times tid, men så er der også til at fylde i fryseren. Jeg fryser dem ubagte. Så kan de blot tages op, når der kommer gæster, bages og serveres 🙂 Hvis du ønsker at fryse dem rå, så husk at købe ferske råvarer. Hvis du køber frosne råvarer, bør du bage leverpostejerne, før de fryses.

Til 7 leverpostejer i brugte jeg følgende:

  • 1400 g lever
  • 600 g spæk
  • 8 tsk salt
  • 4 tsk peber
  • 1 fed hvidløg
  • 4 æg
  • Ca. 3 løg = 8 tsk revet løg
  • 200 g smør
  • 8 spsk mel
  • 2 l mælk

Lever og spæk køres gennem kødhakkeren én gang. Ønskes en finere leverpostej, kan det køres igennem to gange.

Kødet blandes med salt, peber, hvidløg, æg og revet løg.

Smøret smeltes og blandes med melet. Mælken hældes i lidt af gangen, og koges til en opbagt sovs.

Det hele røres sammen og hældes i forme. Kan nu fryses.

Leverpostej bages 1 time ved 200 grader. Serveres med rugbrød.

image

image

image

image

Lignende indlæg:

Blogs jeg læser #1

Hvad foregår der egentlig i blogland?

Jeg ved slet ikke, om I gider denne type indlæg… Men jeg vil gerne dele nogle af mine oplevelser i blogland med jer. Jeg påtænker en række indlæg, hvor jeg fortæller, hvilke bloggere der lige pt. hitter hos mig.

Blog #1: Miriams Blok

Hvad er det, der gør Miriams Blok god? Først og fremmest er det hendes indlæg med hemmeligheder. Inde ved Miriam kan man indsende sine hemmeligheder, og så udgiver hun dem i glas og ramme. Lidt svært at forklare, men rigtigt sjovt/pudsigt/hyggeligt/tåkrummende. Læs f.eks. her.

Derudover udgiver Miriam en række indlæg, hun kalder: Jeg er jo Bridget Jones. Det er også indlæg, der kan være lidt tåkrummende eller få smilet frem. Her fortæller hun om sit liv – i ironiske vendinger. Læs f.eks. her.

Så min anbefaling er, at I lige tager et kig på Miriams Blok.

Enjoy!