Min gode veninde Bente har lånt mig en opskrift på brusebadsboller, som jeg har bagt med stor succes. Det er måske ikke helt rigtige brusebadsboller, da de liiige skal efterhæve 10 min og i en varm ovn fremfor en kold 🙂 Men ifht. mit elskede langtidshævede grydebrød, så er de her boller nemmere at have klar til morgenbordet, hvor grydebrødet skal hæve to timer om morgenen.
Ifht. andre langtidshævede boller, så er Bentes brusebadsboller lette og luftige, og ikke spor seje og ciabatta-agtige. Og de er dermed også lækre dagen derpå.
Du skal bruge:
- 15 g gær
- 3½ dl vand
- 1 tsk salt
- 1 spsk sukker
- 1 spsk olie
- 100 g havregryn
- 350 g mel
- Mælk til pensling
Om aftenen opløses gæren i vandet, og de øvrige ingredienser røres sammen med en grydeske. Dejen bliver fast, men meget klistret. Lad dejen hæve natten over i køleskabet (mindst 8 timer)
Om morgenen hældes dejen ud på bordet og skæres i 12 dele. De kan evt. formes med skeer, men dejen er fortsat klistret. Tænd ovnen på 200 grader og lad bollerne efterhæve i 10 min, mens ovnen varmer op. Pensl bollerne med mælk og bag dem i 20 min.
Velbekomme.
Lignenden indlæg: