Bydelshuset

Hvad bruger jeg Bydelshuset til…

I den forstad hvor jeg bor, ligger Bydelshuset. Det har snart været åbent i et år, og hold da op, hvor er der mange tilbud. Også til mødre på barsel. 🙂

Hver mandag er der åbent for mødre og babyer i Bydelshuset. Det er arrangeret således, at hver anden mandag er sundhedsplejerskerne i huset med råd og vejledning, samt mulighed for vejning af babyer, som detvar tilfældet da Lillebror skulle kontrolvejes.

De øvrige mandage er Bydelshuset værter for forældrecafé, hvor der er alle mulige slags oplæg. Bl.a. om babyer og søvn, som jeg deltog i i mandags, men også parforhold og samliv, sunde tænder hele livet, solbeskyttelse af babyer, stimulastik (? 🙂 ) og mindfulness for børn. Alt sammen ganske gratis og med mulighed for at både forældre og babyer kan hygge. Det er f.eks. muligt at købe hjemmebagt kage eller bolle med ost for 5 kr…

Bydelshuset
Der er fyldt godt op med barnevogne, når der afhøldes forældrecafé i Bydelshuset.

Derudover er der torsdagscafé hver torsdag formiddag. Det er for alle, og der er ikke noget oplæg. Man kan bare sidde og nyde en kop kaffe/te/kakao til 5 kr og så en bolle eller kage. Det har min mødregruppe gjort en enkelt gang, da vores “værtinde” fik sygt barn. Nemt og bekvemt.

I Bydelshuset er der hver onsdag aften fællesspisning med helt almindelig hverdagsmad, og en gang om måneden er der Verdensmad. Vi har deltaget i Verdensmad en enkelt gang, hvor der var hjemmelavede forårsruller på menuen. Det koster 40 kr pr. voksen og 20 kr pr. barn. Og drikkevarer står i  7 kr, så det er bestemt til at overskue. Det passer bare ikke helt vildt godt med ulvetimen for en baby. Jeg drømmer om, at vi en gang i fremtiden kan få mere glæde af dette fantastiske tilbud.

Udover ovenstående tilbud som jeg benytter mig af, så er der også fastelavnsfest med tøndeslagning, efterårsferie – og vinterferieaktiviteter for børn mellem 6 og 15 år (så det er for tidligt for os, men det er nogle gode aktiviteter), banko, syværksted, striklecafé, it-værksted, cykelværksted, lektiehjælp (det har jeg været en gang, og måske jeg bliver det igen en gang), livsstilshold (få målt kropsalder, bmi osv), juridisk rådgivning, rytmik (er vist ved at starte op) og alt muligt andet, jeg sikkert har glemt.

Der er én person fastansat, mens alt andet foregår på frivillig basis og med sponsorerede midler. Det er virkelig et fantastisk sted, som jeg kun kan tale godt om. Jeg håber, at det består i mange mange år.

Nysgerrig? Så se Bydelshusets Facebookside her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *