Kategoriarkiv: Barndom

Da jeg var barn #8

Skal vi lige runde fritidsjobs? Da jeg var barn:

Var mit første job, som avisuddeler i 3 uger i en sommerferie. Det var en lang rute, og søndagsaviserne var så tykke, at min far måtte med rundt. Men jeg tjente penge, og måtte have oprettet en bankbog.

Delte jeg efterfølgende en reklamerute med en veninde. Der skulle deles reklamer ud to gange om ugen. Det var hyggeligt at være to, men fordi vi var to, følte jeg aldrig rigtigt, at udbyttet stod mål med indsatsen.

Herefter begyndte jeg at passe børn. Altså mine søskende havde jeg tjent lidt på at passe før, men det tæller ikke rigtigt. Jeg har nok været barnepige ved 3-5 familier, men særligt en familie var jeg hos i mange år.

De sidste 2 eller 3 år i folkeskolen havde jeg forårsjob på et gartneri. Cykelturen derud var lang og hård, men vi arbejdede på akkord og pengene var gode. Hver fredag fik vi løn udbetalt kontant (det var ikke sort), og jeg følte mig SÅ rig. Det var fedt.

I gymnasiet passede jeg stadig børn ind i mellem. Og så fik jeg job som opvasker på en italiensk restaurant. Det var et hyggeligt sted, og jeg avancerede til tjener. En dejlig tid med utrolig meget pizza hver uge. Og Cocio. Ahh.

Den første sommer, mens jeg studerede på uni, var jeg afløser på et plejehjem ‘derhjemme’. Der var en solid og meget bakket cykeltur på 9 km hver vej. Så den sommer tjente jeg kassen og tog ikke på, på trods af is og kage hver dag. Jeg var forøvrigt så ‘god’, at flere foreslog mig en karriere i plejen. 🙈

Den næste sommer var jeg på et vandrerhjem, hvor jeg bl.a. serverede morgenmad og rengjorde værelser. Til den årlige fisker-festival lavede jeg også madpakker, serverede aftensmad, drak sejrsøl med vinderne og gjorde rent i køleren efter deres klamme maddiker!

Derudover var jeg studentermedhjælp og transkriberede interviews – hvilken fest! Og pakkede breve og andet sjovt.

En sommer var jeg på sommerlejr som hjælper for en dreng med muskelsvind. En spændende og lærerig oplevelse.

To år var jeg også rusinstruktør for de nye studerende, hvilket blev aflønnet med 37 timer  Det var eddermaneme sjovt – og jeg fik to ekstra introture med i bagagen.

Mon jeg har glemt noget?

Da jeg var barn #7

Da jeg var barn handler denne gang om folkeskolen… Da jeg var barn:

Blev jeg i skolen ‘drillet’ lidt med, at jeg talte tv-avis sprog.

Sagde en lærer til mig i 7. eller 8. klasse, at man kunne mærke, at jeg blev talt med og ikke til derhjemme (stor ros til mine forældre!)

Blev jeg i skolen beundret (og måske drillet lidt kærligt) for, at jeg havde balder af stål.  Det havde jeg seriøst også! Aner ikke hvor det kom fra…

Har jeg engang nægtet at ‘deltage’ i danskundervisningen sammen med en veninde, da min lærer indirekte fik sagt, at en af de andre havde noget mere relevant at sige end mig. Det gjorde det svært at gennemføre undervisningen, da vi var meget ‘bærende’ ifht ar besvare lærerens spørgsmål.

Begyndte jeg ret sent at interessere mig for make-up og alkohol. I starten blev jeg inviteret med til fester, men jo flere gange jeg sagde nej, jo færre blev invitationerne. Har taget det revanche på den front, som jeg havde behov for 🙈

Var jeg virkelig dårlig til håndarbejde, og brugte utrolig meget tid på at sprætte op. Husker ikke rigtigt nogen succes projekter…

Jeg var til gengæld god til tabeller og diktat. Og fysik. Men ikke til sløjd, hvor jeg virkelig sprang over, hvor gærdet var lavest.

Tænker jeg, at der måske kommer en follow up på dette emne. 😉

Da jeg var barn… #6 – sommeredition

Kan I huske sommeren, da I var børn? Varm, lang og fantastisk 👍🏻Fordi jeg glæder mig sådan til sommer, så er det emnet i denne omgang af ‘Da jeg var barn’.

Da jeg var barn:

Var badebassiner runde. Og vi dykkede langs kanten, mens vi talte runder. Igen og igen og igen.

Spiste jeg helst mine jordbær helt au natural. I en dyb tallerken og med ske. Så var der mere sukker og fløde/mælk til de andre. (Sådan har jeg det forøvrigt stadig)

Startede sommerferien med en tur i skoven med min veninde. Vi havde vores eget univers derovre, med kiks-i-vand-floden, sangebroen eller hvad alle stederne nu hed. Vi skrev og tegnede sågar en bog om det. Sådan startede sommerferien i flere år…

Besøgte vi altid en kirke, når vi var på sommerferie. Ikke fordi vi er/var specielt troende, men det var en gratis måde at aktivere tre børn, give dem lidt kultur, snakke om de bibelske fortællinger, gravsteder, blomster osv. Jeg tænker, at jeg har set flere kirker i det her land end gennemsnittet, Selvom jeg tit driller mine forældre med det, så husker jeg det ikke som en træls ting.

Legede vi dåseput hjemme på vejen mange aftner gennem hele sommeren. Timerne gik, men vi morede os aften efter aften og år efter år. Det var virkelig en skøn leg, hvor både store og små kunne være med.

Var cykelshort og caprishorts moderne under kjoler. Gerne i laksefarvet. Og i bomuld som blev gennemsigtigt efter lidt tid. Det er sådan set moderne igen… Nu hedder det bare leggings og farven hedder coral! 🙈

Har I nogle gode sommerminder?

 

Da jeg var barn #5 – lommepenge

Jeg kan egentlig ikke helt huske, hvornår jeg begyndte at tjene lommepenge, da jeg var barn, men jeg kan huske noget om mine opgaver. Så da jeg var barn…

Min første tjans bedstod i, at jeg hver søndag tømte husets skraldespande på de to toiletter, kontor, bryggers samt mit eget værelse. For den tjans tjente jeg 5 kr. om ugen.

Da jeg avancerede, mener jeg, at min næste tjans var en daglig tømning af opvaskemaskinen. Jeg steg vist nok til 10 kr. pr. uge for denne tjans.

Man skal jo hele tiden lære noget nyt, så den næste tjans jeg ligesom fik ansvaret for, var en ugentlig vask af familiens håndklæder. De skulle indsamles på de to badeværelser og vaskemaskinen skulle startes. Efterfølgende skulle jeg huske at få dem hængt op – og huske at få dem pillet ned fra tørresnoren, lagt sammen og på plads.

Da jeg i skolen begyndte at have hjemkundskab, så fik jeg en ugentlig maddag. I starten lavede jeg den ret, som vi havde lavet ugen før i hjemkundskab, men efterhånden fik jeg frit slag. Min maddag bevarede jeg helt til, jeg flyttede hjemmefra som 18 årig. Den blev dog udvidet således, at jeg også skulle komme med nødvendige input til indkøbssedlen. Samtidig med at jeg havde maddag, så skulle jeg også vaske. Først håndklæderne, men senere hen da min yngre søster overtog dem, så skulle jeg farve-sortere vasketøjet og køre en tøjvask, der også efterfølgende skulle hænges op, lægges sammen og ryddes væk.

Mine lommepenge toppede vist på 40 kr, men da jeg blev 15 år, skulle jeg til at holde mig selv med tøj. Jeg fik udbetalt mine børnepenge, hvilket udgjorde 1.800 kr. hver 3. måned, og så var jeg selv ansvarlig for at have både sko og tøj, der passede til årstiden. Det var mange penge, men det lærte mig også rigtig meget  – ligesom alle mine pligter egentlig har gjort.

 

Da jeg var barn #4

Skal vi tage en bedsteforældre-edition af “Da jeg var barn…”?


Hjemme ved min mormor og morfar havde de en hæklet dame, der skjulte den ekstra rulle toiletpapir. Ømt.


Min bedstefar var en stille mand (som jeg husker ham), der altid sad i køkkenet og lagde kabale. (Det er nok ikke helt sandt, men det er mine minder). Jeg skulle altid sige tak for mad til bedstefar, selvom han ikke havde lavet maden.


Hos mormor og morfar fik jeg Hanuta. Dengang var der klistermærker i. Da de var købt i Tyskland, havde jeg en rimelig stor samling af klistermærker med tyske landsholdsspillere…


Man fik puddersukker til morgenmad hos min morfar. Dvs. et helt hvidt rundstykke med tandsmør og så et tykt lag brun farin. Det var L Y K K EN. (Jeg kaster lidt op i munden på mig selv, ved at tænke på det i dag 🙈)


På gården hos min bedstemor kunne vi hente mælk i stalden hos naboen. Af den fede og varme slags.


Køreturen!!! Alle mine bedsteforældre boede (alt for) langt væk, og det var så kedeligt at køre bil. Til Vestjylland var der endda risiko for køresyge. Men vi havde jo ‘Bånd-og-bog’ og så vores walkmans. Fedt koncept.


Men mest af alt husker jeg kærlighed, is og skønne ferier. Hurra for bedsteforældre. Som man skal huske at nyde 110 % så længe, man har dem.

Da jeg var barn #3

Da jeg var barn havde mine forældre et sort-hvid tv. Jeg var vist nok den eneste i børnehaven, udover en pædagog, der så Bamse og Kylling uden farver. Men senere kom der farver. Og fjernbetjening. Og skulle det være rigtig vildt kørte vi i kiosken og lejede en film og en VHS-afspiller. Så i dag tager vi lige en ‘Da jeg var barn… tv-edition’.


Dengang var youghurt noget med ABC og en sang a la: ABC det ik så surt, som de voksnes yogge-urt. Det kan spises uden at spilde, det er bedst, når man er lille….


Og når klokken var 10 i Danmark, såååå. Kan i huske det? Så skulle man spise Knoppers ifølge reklamen.


Reklamen for 7Up var også sej med ham den tegnede mand. Eller Urge og monsteret. Husker I Urge? Læææækker sodavand.


Børnetime var den 1/2 time hver dag, hvor der var noget for børn i tv. Noget elskede jeg og andet var rædselsfuldt. Men jeg så det, for ellers skulle jeg jo vente helt til næste dag.

Min favorit var ‘Hvaffor en hånd’. Forøvrigt det program hvor Casper C fik sin tv-debut. Jeg var en tidlig fan. Og Bullerfnis var også helt kanon – især elskede jeg sangene. Og Den hvide sten, og jeg kunne blive ved. Fredagsbio var knap så sjovt. Heldigvis kom der Disney Sjov om fredagen – med Luftens helte 😊


Ind i mellem så jeg TV-avisen med mine forældre. Jeg husker krigen i Kuwait (Golfkrigen), hvor de slåsede om olie. I mit hoved løb de rundt og kæmpede i mellem sådan nogle kæmpe olietønder. Ingen havde fortalt mig, at olien var nede i jorden.


Og så er der i dag, hvor man kan streame alting hele tiden…. Men DR laver og indkøber nu stadig noget helt fantastisk børne tv.

Da jeg var barn… #2

Nu hvor sneen stadig ligger overalt, så tager vi lige en gang barndomsminder i vinteredition.

Da jeg var barn…


Min skole var altid ualmindelig langsom til at melde ind til lokalradioen, hvis skolen var lukket. Jeg er barn af en lærer, så skolen var ca. noget af det vigtigste overhovedet. Så det er sket mange gange, at jeg var en af de få, der mødte op til undervisning. Og det er sket mindst en gang – hvis ikke flere – at jeg er mødt op, for efterfølgende at blive sendt hjem igen. De 1,2 kilometer tilbagelagde vi selvfølgelig i meterhøje snedriver.


Vi boede ned til en mose, og jeg husker en vinter, hvor min far kunne frigive isen i dagene lige efter jul. Resten af den juleferie boede min veninde (naboens datter) og jeg nærmest på isen i døgnets lyse timer. Jeg syntes, at det var SÅ strengt, at jeg skulle komme ind for at spise frokost.


Et år stillede kommunen en slags naturlig skøjtebane op, hvor man kunne skøjte, når den halve/hele meter vand i bassinet frøs til is. Det troede vi, var sket, men som den første på isen, nåede jeg ikke mange pirouetter, før isen brast… Behøver jeg sige, at det var en KOLD gåtur hjem i min lange (tunge og våde) frakke.


Jeg hadede følelsen af en snebold i nakken eller en vasker (gør jeg til dels stadig), så antallet af sneboldkampe jeg har deltager i, kan tælles på en hånd, vil jeg tro.


God vinter(ferie).

Da jeg var barn… #1

Nu har jeg endnu en gang deltaget i en konkurrence på et socialt medie, hvor jeg skulle skrive et barndomsminde. Det er sket nogle gange, og nu afprøver vi lige, om de her små historier kan bære deres egne indlæg 🙂


Da jeg var barn og havde været i bad, så skulle jeg tørres som en hund. Dvs. at jeg stod på alle fire på et lille håndklæde, mens jeg bjæffede og løftede mine ben. Mine forældre skulle så tørre mig med et større håndklæde… 🙂


I min barndom havde man ikke gulvvarme alle steder. Men vi havde på badeværelset, og jeg elskede at ligge derude. Jeg er faktisk listet derud med min dyne en aften, og så faldet i søvn på gulvmåtten. Sådan fandt mine forældre mig, da de skulle i seng 🙂


Sammen med min søster og en nabopige havde jeg en kikseklub… Vi havde en hule i nogle hybenbuske, hvor vi havde gemt en pose med nogle små “skatte”. Det væsentligste var en femmer og så vores kiks, som ligesom var klubbens fundament. Vi havde hver lagt en femmer, og så havde vi købt tre ruller Mariekiks for 10 kr. På den hårde måde erfarede vi, at når en rulle Mariekiks er åben, ja så skal man forvente at dele den med ca. 150 myrer…….


Hvad mindes I fra jeres barndom?