Kategoriarkiv: Barselsliv

Graviditets-skriblerier #9 Om at føle sig utilstrækkelig

Så er jeg 27+5, og har altså knap tre måneder til termin. Det jeg skal skrive om i dag er lidt følsomt, men jeg tænker, ar jeg lige så godt kan være ærlig.

Den seneste tid er jeg begyndt at sove dårligt. Ikke hver nat, men alligevel tre nætter den sidste uge. En af nætterne havde jeg ondt i lænden, og derfor svært ved at finde en behagelig sovestilling. De to andre nætter blev jeg ved med at vågne af alle mulige fiktive lyde. Efter sådan en nat er jeg ikke meget værd. På jobbet har jeg svært ved at samle tankerne, svært ved at præstere og mest lyst til at gå ud på toilettet for at græde. Jeg føler mig utilstrækkelig. Derhjemme kan jeg ikke overskue familien eller mine “pligter”. Jeg er ikke nærværende, jeg kommer til at råbe og jeg har mest lyst til at sidde i et hjørne og græde. Jeg føler mig utilstrækkelig…

Når jeg vågner efter en god nats søvn, så er historien en anden. Selvom jeg stadig er præget af min graviditet med et reduceret overskud, så føler jeg alligevel, at jeg kan klare hele verden på de dage.

Denne uge har budt på besøg ved både jordemoder og læge. Egentlig ret dumt, har jeg tænkt, indtil jeg opdagede, at jeg skulle have været ved lægen for to uger siden, men simpelthen har bestilt tiden forkert. Flot!

Nu var det så så heldigt, at jeg var ved jordemoder først, og vi fik en god snak om, hvordan jeg føler mig utilstrækkelig og presset. Hun anbefalede en delvis sygemelding, og da det skal ‘aftales’ med lægen, var det jo heldigt, at jeg havde tid der i dag.

Lægen var enig omkring sygemelding, så jeg har nu aftalt med min leder, at jeg har mulighed for at gå før hjem, når jeg føler behov for det. Så kan jeg få hvilet mig, før jeg skal være mor og kone. Den første tid skal jeg dog gå før hjem hver dag, for ligesom at forsøge at opbygge lidt overskud igen, istedet for blot at hænge i med neglene.

Jeg kan mærke, at den sygemelding har sænket mine skuldre ned på plads igen. Den giver mig mentalt luft til overskue den næste tid og de næste to måneder indtil min orlov begynder.

Ellers har jeg det sådan set ok fysisk. Lillebror havde fin hjertelyd, og blev skønnet til 1.200 g. Selv siger min badevægt + 12 kg…

Dagens billede:

 

Graviditets-skriblerier #8 – når kroppen begynder at blive presset


Det her indlæg er skrevet i starten af januar. Jeg er nu 25+1 og vægten siger +10 kg. Det kan mærkes. De første par dage på job i det nye år, har været hårde. Det går nu rigtig fint med at sidde meget ned, men jeg er træt – og det opdager jeg for det meste først, når jeg har fri.

Nu er det blevet første weekend i januar, og i dag har min krop skreget på pause. Jeg bliver øm i mit bækken af ret meget aktivitet. Så det med at handle fik jeg udliciteret til min mand, og så har jeg siddet ned til ret mange af dagens aktiviteter.

Jeg kan godt huske, det jeg oplever, fra mine tidligere graviditeter. Jeg havde bare bildt mig selv ind, at det først kom langt senere i graviditeten… Pt. har jeg 3,5 måneder til termin og 2,5 måneder til barsel. Det virker lidt uoverskueligt, men forhåbentligt får jeg en meget bedre dag i morgen, og så ser alting lysere ud.

Om 2 ugers tid står den både på besøg ved jordemoder og læge. Det bliver forhåbentligt ret standard. Jeg mærker masser af liv hver dag, og eftersigende skulle lillebror nu være ca. 30 cm og 1 kg.

Ugen efter læge og jordemoder skal jeg til sukkerbelastning. Jeg har vist nævnt det før, men det skyldtes, at jeg fødte en stor baby sidst. Jeg har hele tiden frygtet sukkerbelastningen, da jeg tror, at det er mega klamt. Men nu er jeg faktisk også begyndt at frygte resultatet, og at jeg rent faktisk har sukkersyge. Det kan jeg slet ikke overskue, så nu vil jeg egentlig gerne bare have den sukkerbelastning overstået!

I kan lige få er billede af maven fra 24+6.

Graviditets-skriblerier #7 – fra foster til baby

Endnu en gang graviditetsskriblerier. De er fra lige før jul denne gang.


Det er snart jul. Jeg er syg (det har jeg blogget en del om) og rent graviditetsmæssigt er jeg nu 22+5.

Der er rigtig meget liv i maven. Og jeg tænker også, at det kan mærkes udefra, men det er så uregelmæssigt, at min mand ikke lige har haft held (tålmodighed?) til at fange det. Men det er selvfølgelig på alle tider af døgnet, og ikke længere kun, når jeg ligger ned, men også når jeg sidder og står. Gode tegn helt bestemt.

Den anden dag lå jeg i sygesengen og googlede lidt på graviditeten. Både medicinsk og juridisk er det nu ikke længere et foster, jeg bærer rundt på, men en baby. Dvs. et menneske! Skræmmende, men også en rar tanke. En lille babydreng uden et navn. Vi er ellers så småt begyndt at snakke navne herhjemme, men ikke noget seriøst endnu. Jeg overvejer dog at få oprettet en lille note på telefonen til relevante navne (set ud fra mit synspunkt 😉).

Noget andet jeg fik googlet mig frem til er, at når jeg sådan har været rimelig syg i flere dage med bl.a. feber, så kan det godt tage lidt længere tid at restituere pga. graviditeten. Babyen (ikke fosteret, som jeg først skrev 😉) har nemlig sørget for sig selv, så det er først nu, at min krop begynder at kunne samle kræfter til at blive frisk igen. Fair nok, men jeg håber ikke, at det varer alt for længe. I morgen har jeg juleferie alene med to børn 🙈

Så godnat her fra mor og baby i maven.

Graviditets-skriblerier #6 fysiske forandringer og julefrokost

Så er vi nået til de første graviditetsskriblerier, som jeg faktisk skriver, efter at graviditeten er blevet offentliggjort her på bloggen.

Jeg er nu 22+2, og siden min scanning for godt to uger siden, har jeg været rolig. Det kan jo stadig gå galt, men det har givet ro, at se at alt var ok. Ro at fortælle det mere bredt. Og selvfølgelig ro at jeg mærker liv hver dag.

Fysisk har maven taget et gevaldigt ryk udad. Så det er lidt skræmmende, hvor lang tid der stadig er til termin. Men jeg kan jo håbe, at der går noget tid, før den tager endnu et ryk. Jeg kan også mærke, at jeg skal passe mere på mig selv.  Lange dage eller store indkøbsture kan godt slå mig lidt ud. Heldigvis kan hvile og søvn selvfølgelig hjælpe.

December byder på (alt for) mange søde sager, og jeg kan slet ikke administrere det. Så det har da sat lidt tanker igang, når en jordemoder har rådet mig til at holde igen. Både for at undgå graviditetssukkersyge, men i mindst lige så høj grad for at undgå endnu en stor baby. Det ene øjeblik tænker jeg: til januar… Det næste øjeblik: jeg må hellere tage mig sammen. Tror jeg ender på en form for middelvej…

I går stod den på firmajulefrokost. Med en ordentlig forkølelse og dansk vand i glasset. Det er altid lidt specielt at være den ædru til sådanne fester, men jeg havde nu en gevaldig hyggelig aften. To ture på dansegulvet og en diskussion med en fuld kollega blev det også til. Da jeg kiggede på min telefon, for at se hvad klokken var blevet, var den halv tolv, og der var tikket et par sms’er ind om opkast i det lille hjem. Så jeg fandt bilen og indtog min mor-rolle derhjemme. I dag er jeg en træt og forkølet gravid, men hele huset er slatne, så vi tager en rolig dag.

Graviditets-skriblerier #5 – den længe ventede scanning

Endnu et indlæg i rækken om min graviditet. Denne gang fra starten af december.


I dag kom den så. Den længe ventede scanning, som jeg havde lovet mig selv, skulle være en milepæl.

Jeg er 20+0, og vi var så heldige, at vi skulle scannes af den samme jordemoder som sidst. Måske var det helt bevist fra hendes side pga. mit lidt ustabile udfald sidst.

Denne gang var jeg mere rolig. Det gav ro, at høre hjertelyd ved jordemoderen for 1,5 uge siden, og så har der efterfølgende været mere og mere liv i maven.

Scanningen gik fint. Dvs. det var et perfekt lille foster, der svømmede rundt derinde. Men også en lille bandit, der nærmest konsekvent vendte ryggen til og lagde hænderne der, hvor jordemoderen skulle kigge. Men det endte med, at hun fik set det hele.

Eneste ubehagelige overraskelse var placeringen af min livmoder. Den ligger åbenbart dybt denne gang, hvilket jo kan betyde kejsersnit. Heldigvis viste den ekstra scanning, at den ligger 1,5 cm væk fra ‘fødselsdagskanalen’ – og det er åbenbart rigeligt… Supplerende scanning af moderkagen skal kun ske, hvis den er under 1 cm væk… Så pt. arbejder vi stadig med en ‘almindelig’ fødsel 😉

Kønnet fik vi også at se, men hvis jeg ikke allerede har offentliggjort det, når I får dette indlæg – ja så kommer det snart. (Efterskrift: Kønnet blev offentliggjort i dette indlæg)


P.S. Selvom jeg har været rigtig stor i alle mine graviditeter, tog jeg ‘kun’ 20 og 21 kg på de to sidste gange. Den falske fact fra den anden dag, var derfor nr. 9.

Mor til en pige, en dreng og en…

…hamster!

Ej så galt går det forhåbentligt ikke. 😉 Jeg ville blive så utrolig bitter, hvis jeg skulle være gravid i ni måneder, blot for at føde et hamster.

Så det var ganske fint, at den sidste scanning viste et lille perfekt barn.

Det med køn er noget mærkeligt noget. Da jeg var gravid første gang, var jeg sikker på, at jeg skulle have en dreng. Selvom scanningen viste en pige, tog det faktisk flere uger for min hjerne at omstille sig.

Anden gang drømte jeg om at give min datter en søster, hvilket er noget af det, jeg selv sætter utrolig stor pris på i mit liv. Men her viste sig en dreng til scanningen. Min mand var glad, og det blev jeg også, men det tog lidt tid at vænne sig til tanken. 😊

Her tredje gang har køn nærmest ingenting fyldt. Jeg har stadig tænkt, at en søster ville være en god gave, men omvendt tænkte jeg også, at det for det ‘klemte’ midterbarn ville være skønt med en bror at lege med. Så der var bestemt fordele ved begge køn.

Og scanningen viste, at vi skal være forældre til endnu en… Søn 💙

Graviditets-skriblerier #4 – hjertelyd og tårer

I var godt nok mange, der troede, at de sidste graviditetsskriblerier var ‘live’. Så denne gang må jeg hellere lige slå fast, at nedenstående er skrevet for 3-4 uger siden.


Hurra der var liv i maven… Ergo gik besøget ved jordemoderen (næsten) som forventet.

Når jeg skriver (næsten), så skyldes det, at jeg lige startede med at græde, da hun spurgte, hvordan jeg havde det… Så fik jeg læsset alt min tvivl af, og vi fik en god snak om min ‘bagage’. Hun var heldigvis hurtig til at få mig på briksen til et tjek, inden vi skulle snakke om ‘alt det andet’.

Det blev til en længere snak om de to forrige fødsler, min sen-abort, den kommende fødsel og min mands ‘diagnose’. Jeg var glad og lettet, da jeg gik derfra, men resten af dagen var jeg også træt, på den der måde man kan blive efter at have grædt.

Jeg er nu i 20. uge og om fem dage er der misdannelsesscanning. Det skal bare gå godt. Så får I måske besked her på bloggen. Det kan ikke rigtigt skjules længere in real life. Selvom jeg godt nok var til en fødselsdag i fredags i en ganske stram kjole, men hvor ingen tilsyneladende turde spørge 🙈

Ellers har jeg her i weekenden for første gang oplevet, at min krop bliver træt. Efter 100 projekter, hvoraf en del foregik stående (bl.a. bagning af pebernødder og kreering af juledekorationer), må jeg indrømme, at min krop er træt! Hurra for middagslur, selvom det ikke redder alt.

Graviditets-skriblerier #3 – Tvivl, fornægtelse og grimme vinterjakker

Jeg er nu gået ind i 19. uge, og den sidste tid har været præget af tvivl.

I 17. uge begyndte jeg at mærke liv. Ganske lidt og på den måde, hvor man stadig kan være lidt i tvivl. Det er selvfølgelig rigtig rart, men på en eller anden måde fornægter jeg det, for hvis der nu ikke længere er hjerteblink, så kan jeg jo ikke mærke liv. Og så er det hele jo falsk. Der er ingen tegn på, at der er problemer i graviditeten, så mine tanker må siges at være irrationelle.

Mandag skal jeg til jordemoder, og jeg forventer, at hun finder hjertelyd. Men jeg er alligevel lidt nervøs.

Ellers er der sket det den sidste uge, at min mave har sagt ‘puf’. Nu står den der og strutter, og det er mildest talt svært at skjule den. Så nu er det frem med de stramme kjoler og ud for at strutte. Altså når jeg lige har fået bekræftet af jordemoderen, at der er liv. 🙈

Til sidst kan jeg lige brokker mig over, hvor grimme sådan nogle graviditets-vinterjakker er. Endte med at finde en på nettet, som så nogenlunde ud – men ærligt talt passede den overhovedet ikke til mig… Nu har jeg bestilt en anden model. Den er blå, hvilket er min totalt no-go farve. Så det… Men altså nu har jeg aldrig været gravid henover en vinter før, men jeg tænker, at det godt kan blive lidt koldt, at gå med jakken åben hele vinteren…

Graviditets-skriblerier #2 – Når alle veninder skriver ‘What!?’

Jeg er nu kommet så langt, at jeg har været til den første scanning, og fået fortalt nyheden til venner og familie. I dag er jeg 15+6, men jeg vil spole tiden tilbage til scanningen.

Vi var indkaldt til scanning på den dag, hvor jeg ifølge “papirudregningen” var 12+0. Jeg var dog 12+5, da jeg gik derfra, men det har jeg efterhånden prøvet nogle gange 😉 Jeg tror, at jeg var mere nervøs og anspændt, end jeg havde ville erkende. Så da jordermoderen spurgte, om det var min første scanning, begyndte jeg at græde. Hun skyndte sig at scanne mig, og der var heldigvis et fint hjerteblink.

Før jeg fik min søn, havde jeg en senabort i 16. uge. Derfor fik jeg tilbudt ekstra tryghedsscanninger under min sidste graviditet. Det kunne jeg sikkert også have fået under denne, hvis jeg havde bedt om det. Det har jeg ikke. Jeg prøver at gennemføre uden, og på den måde måske fjerne lidt nervøsitet og “unormalhed”.

Efter scanningen var den første, der skulle have besked min datter. Hun bliver snart 6, så det var ikke noget, jeg på nogen måde ville holde hemmeligt for hende. Siden vi fik hendes lillebror, har hun aldrig bedt om flere søskende, så jeg var ret nervøs for hendes reaktion. Heldigvis blev hun glad, og hun glæder sig.

Dernæst fik familie og venner lige så stille besked. Stort set alle de veninder, jeg har givet besked via messenger eller sms, har returneret med følgende: What! Det havde jeg ikke set komme. Stort tillykke.

Det sværeste har sådan set været, at fortælle det til kollegerne. Jeg kan ikke sætte ord på hvorfor, men måske det med at skulle snakke om det? Eller frygten for at miste igen? Men da jeg var 14+5 spurgte de mig i vuggestuen, om jeg var gravid – og så var det vist på tide at få det meldt ud på jobbet også…

Status pt. er, at jeg har det godt. Jeg er tyk og kvabset at se på, men der er også en antydning af mave det rigtige sted. Jeg er også stadig lidt træt, men ikke så voldsomt, at det fylder mit hoved hele tiden.

Graviditetsskriblerier #1 – Når Tornerose er sulten som en bjørn

Jeg er gravid… Det ved I nok godt, når I læser dette indlæg (hvis jeg udgiver det…) Men det ved I ikke nu, hvor jeg sidder og skriver det.

Rent teknisk er jeg i dag 8+6. Dvs. det er 8 uger og 6 dage siden, jeg sidst har haft menstruation. Jeg har det ok. Kun lidt kvalme og træthed er der på menuen i dag. Men de sidste uger har været slemme. Jeg har været SÅ træt. Man glemmer helt, hvor træt man kan være, når man er i starten af en graviditet. Jeg håber virkelig, at det snart vender. Jeg glæder mig sådan til at sidde i bilen og køre på job, mens jeg tænker: Jeg føler mig udhvilet i dag 🙂

Kvalme… Jeg har kun en enkelt gang haft kvalme på den der – jeg går lige ud og brækker mig – agtige måde. Ellers føler jeg mig nærmere kvalm… Og især fra morgen til middag. Det hjælper at spise. Så en rugbrød til morgenmad derhjemme. En bolle i bilen på vej til job. En pære kl. 9. Knækbrød og banan kl. 11 og så en solid frokost kl. 12… Nogen gange henter jeg et rundstykke i kantinen kl. 9, men så kan jeg kun spise et ½ rundstykke, og så gemmer jeg den anden ½ til kl. 10. Crazy krop.

Ellers er jeg nok et sted, hvor jeg er begyndt at glæde mig lidt. Jeg har ellers gennem de sidste 4 uger haft det sådan, at jeg ikke rigtigt tror på, at denne graviditet bliver til et barn. Jeg har to aborter bag mig, og hver abort er kommet “før” et lækkert barn. Så i min “logiske” hjerne, står jeg til en abort denne gang… Men nu må vi se.

Tøjet strammer. Taljen er væk. Humøret er ok, men til tider svingende – velkommen til hormonhelvede 😉

Der er tre uger til nakkefoldscanning, som forhåbentligt viser et levende og perfekt foster. Tiden må gerne gå lidt hurtigere… Og så skriver jeg videre en anden dag.