Kategoriarkiv: Familie

Den aften vi blev bange!

Det aften vi blev bange, var vores sidste aften på Mallorca.

Som flere andre aftener sagde min datter tak for mad, før vi andre var helt færdige. Og som de øvrige aftener gik hun ud fra restauranten for at deltage i/vente på mini disco. Vi tre andre nød vores dessert, og der gik måske 5-10 minutter, før vi forlod restauranten. Udenfor var mini disco endnu ikke startet, da vi havde spist lidt tidligere end vanligt. Min datter var heller ikke at se.

Vi kiggede os lidt omkring, hvorefter jeg tjekkede dametoilettet og min mand herretoilettet. Begge steder uden resultat.

Da hun var blevet ret gode venner med drengen i nabolejligheden, blev vi enige om, at hun nok var løbet hjem til ham. Så vi vendte snuden mod  lejlighederne. Heller ikke ved naboen fandt vi hende, og så begyndte uroen at brede sig. Jeg blev tilbage i lejligheden, hvis hun skulle dukke op der, og min mand vendte retur til restaurant og mini disco. I mellemtiden gik naboen en runde ved de nærmeste pools og legepladser.

De næste 5 – 10 minutter føltes uendelige. Jeg nåede at tænke de værste tanker om kidnapninger og jeg ved ikke hvad. Min mand nåede at gå flere runder, og var lige på vej ind i receptionen for at bede om hjælp, da han så et lille lyshåret hoved foran scenen. Der var vores datter. ❤️ Hun sad pænt og ventede på mini disco.

Der havde hun selvfølgelig ikke været hele tiden. Nej hun havde været på toilet og efterfølgende besluttet sig for at fjerne sin ansigtsmaling.  Havde hun så været fræk og ikke givet sig til kende, da vi ledte efter hende? Nope. Hun havde såmænd bare benyttet handicaptoilettet, hvor ingen havde ledt…

Åh hvor var jeg lettet og glad for at se hende 😊 Og hvor var det flot, at hun selv havde fjernet sin ansigtsmaling 😝

5 år! Og den falske fact

Jeg skylder jer selvfølgelig svar på, hvilken af de ti facts fra tidligere på ugen, det var falsk. Det var den med sutten. Jeg aner ikke hvor længe, jeg brugte sut, men i hvert fald ikke til jeg var fire år…. Og mine tænder har ikke lidt skade

Ellers er det en stor dag i dag. Faktisk en ret voksen dag. Jeg har nemlig været gift i FEM år! Det føles helt vildt, og vi har da også været igennem lidt af hvert. Men jeg er glad for det sted, hvor vi er nu. ❤️

Fem år er egentlig ret lang tid, men det føles nærmest som om, at vi lige er blevet gift. Vi blev viet på Aarhus rådhus med vores datter og forældre som vidner. Bagefter var der frokost på Rådhus Cafeen inden vi kørte hjem igen. Det var en meget varm dag, husker jeg.

Om små to uger fejrer vi endnu en slags bryllupsdag. Nemlig at vi har været velsignet i fire år. Det var med hvid kjole, taler og dans til den lyse morgen. På den ‘bryllupsdag’ er jeg bortrejst, så vi har skålet med vores børn i aften og fået både rødvin og øl. Hurra for fredag.

Når jeg er træt…

Lige nu er jeg (igen) inde i en periode, hvor der bor et søvnmonster under min seng. Jeg får for lidt søvn.., Så her til aften er jeg træt!

Når jeg er træt, så…

  • Skider jeg hul i salat og sund livsstil
  • Spiser jeg chokolade – masser af chokolade
  • Vrisser jeg af min mands ‘jokes’, fremfor at grine
  • Giver jeg min mand skylden for næsten alting
  • Laver jeg flere fejl. F.eks. kan min telefon ende i køleskabet og strømperne i skraldespanden.
  • Er jeg hurtig på aftrækken med skarpe bemærkninger. Både over for min mand og mine kolleger
  • Forsøger jeg at putte mine børn lidt tidligere
  • Spiser jeg chokolade – har jeg nævnt det? 😉
  • Går jeg tidligt i seng!

Så godnat 😴

Guldkorn…. #9

Det er længe siden, der sidst har været en omgang guldkorn på bloggen. Måske kommer der ikke helt så mange længere – ellers også tager mindstebarnet så meget opmærksomhed, at jeg ikke dvæler ved guldkornene så længe? Her er i hvert fald nogle stykker.


A: Mor jeg skal til at lave morgengymnastik. Og også noget mere gymnastik

M: Hvorfor?

A: Fordi så bliver jeg bedre til gymnastik. Og jeg bliver også stærkere.  Og hvis jeg spiser lidt mere, bliver jeg også stærkere. Og får mere ilt.


Jeg har bestilt en ferie, og fortæller A, at vi skal til Mallorca.

A: Ej jeg vil hellere til Tyrkiet og se pyramider!


A bliver spurgt, hvorfor hun stoppede til svømning.

A: Fordi jeg hellere ville til Frankrig.

Mig: ?!?!?!


A var blevet køresyg, og fortalte det til mig.

A: Mor jeg fik kørekvalme! (Eller køre-qvalme, som hun udtaler det)


A: Mor der er kommet et hul i mine bukser.

Jeg kigger, og konstaterer, at det er et ret stort hul. Spørger: Har du klatret i træer? 😊

A: Ja, men der skete ikke noget. Lige pludseligt kunne jeg bare mærke kold luft på mit knæ!


A: Mor hvornår skal vi have et hønsehus?

Mig: Hvad vil du med det?

A: Have høns selvfølgelig.

Mig: Skal vi så samle æg?

A: Nej da. Æg skal du bare blive ved med at købe. Jeg vil bare gerne ae kyllingerne.

En kontrastfyldt dag…

I dag var i sandhed en kontrastfyldt dag, hvor jeg gik fra at rydde op i joggingbukser til at være omsorgsfuld mor til at være konsulent til at være den hjemvendte savnede mor for til sidst at ende på sofaen.

Det var dagen, hvor jeg for første gang i min 5 år og 4 1/2 måneder lange karriere som mor, måtte have et barn i narkose.

Vækkeuret ringede kl 5.30. Pigen der ikke kan høre skulle have tidlig morgenmad for fra kl 6 stod den på faste. Formiddagen gik i joggingbukser, og først da jeg havde lagt makeup og skiftet til buksedragt, og vi sad i bilen, meldte mavepinen sig. Klokken var blevet 11.30, og pigen på bagsædet havde ondt i maven. Om det var sult eller spænding var svært at afgøre, men hun var stille. Jeg var dog MEGET imponeret over hendes evne til at faste – jeg havde ikke klaret det uden brok.

Vores destination var ørelægen. Far kom også, og med en i hver hånd blev hun lagt i narkose. Jeg kunne godt se på hende, at hun ikke var tryg, men hun var så sej. Puha jeg syntes, at det tog lang tid, før hun var væk. Men væk kom hun, og da hun 10 min senere blev båret ind til os i opvågningsrummet, var hun fortsat helt væk.

Jeg vidste ikke, hvad jeg gik ind til, men det var vigtigt for mig at være der. Og jeg kunne især mærke det, da jeg sad med hende under opvågningen. Det var sen rigtige beslutning.

Da vi var færdige ved ørelægen var det min svigermor, der kørte med dem tilbage. Jeg vendte snuden mod Padborg. En lang tur for et kort møde. Mit tjekkede image krakelerede dog lidt, da jeg på skolen, hvor mødet blev holdt, skulle tage blå overtræksfutter ud over mine støvler 😉 Jeg rettede ryggen og spillede cool.

Vel hjemme lige ved puttetid blev jeg modtaget med kæmpe krammere og kys. Utroligt hvordan disse velkomster kan svinge. Efter endnu en lang putning af husets yngste beboer, har jeg nu ramt sofaen. Mit aktivitetsarmbånd siger, at jeg fortsat mangler 500 skridt, så dem må jeg nok op og få gjort kål på inden længe.

God aften til jer.

Folkekirken, påske, LEGO og en snak om at være god ved andre

Det er ikke så tit, at jeg skriver om tro her på bloggen, og det fylder heller ikke så meget i min hverdag. Men jeg er døbt og konfirmeret, ligesom mit ægteskab er velsignet i folkekirken og mine børn er døbt. Jeg kan faktisk også godt lide at komme i kirken, hvor jeg altid får tænkt en masse dybe tanker. Desværre er jeg dårlig til at prioritere at komme af sted mere end til de klassiske ‘begivenheder’.

Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at en gudstjeneste på 60+ minutter ikke altid er det mest børnevenlige. Da jeg havde min datter med i kirke 1. juledag, blev rumpetten roteret nogen gange i sædet, men hun samlede alligevel stumper af præstens prædiken op. Han havde nemlig hørt helligånden julenat, hvilket hun ikke forstod. Så det måtte vi selvfølgelig stille spørgsmål til efterfølgende, hvor hun også fik et godt svar på sit spørgsmål.

Folkekirken

For at åbne kirken for alle var der i år en LEGO gudstjeneste 2. påskedag. Jeg tog min datter med derhen, og allerede på vores cykeltur fik vi os en god snak om påsken, som vi helt sikkert ikke havde fået derhjemme. Der var nemlig ingen (tsk tsk de forældre), der havde fortalt hende, hvorfor vi holder påske. Efter en snak om påske bevægede vi os videre mod andre trosretninger. Hun har flere veninder, der ikke tilhører folkekirken. Det der fylder mest, er, at de ikke spiser svinekød. Vi snakkede om, at de havde en anden slags kirker, og troede på en anden Gud. Og at det var helt ok. Fælles for alle guderne er jo, at man skal være gode ved hinanden.

I kirken var der ‘dækket’ op med en ordentlig bunke LEGO klodser, hvor de fremmødte børn (og deres forældre) kunne forlyste sig gennem hele gudstjenesten. Formålet var et bygge dele af påskens fortællinger. Resultatet blev bl.a. Jesus på æslet Palmesøndag, Jesus og de to forbrydere på hvert deres kors, den sidste nadver og grotten hvorfra Jesus genopstod. Når der var bygget noget, viste præsten det frem for den del af menigheden som ikke sad med næsen begravet i klodser.

Folkekirken

Prædikenen var udskiftet med en æggejagt i kirken, hvor der blev fundet små poser med påskeæg, og vi lærte, hvor de gemmer tal til salmetavlerne, hvor kirkebøssen står, og hvor de har jord til begravelser. Vi lærte også, at man i gamle dage medbagte æg i kirken, som man fik velsignet.

Udover korte påskefortællinger, nadver og fire salmer nåede vi også at synge Lille Peter Edderkop og Op lille Hans. Og så nåede præsten omkring kirkens malerier, som bl.a. viser den sidste nadver og grotten. Efter 45 min bar vi alle LEGO kreationerne ud i våbenhuset, hvor der var kaffe og småkager som altid, men også påskeæg og skumharer.

Folkekirken

Det var efter min mening et rigtig fint arrangement, som jeg godt kunne se os genbesøge. Tak til folkekirken for lidt ‘fornyelse’   😊

Totalt opturs tirsdag

I morges var sådan en morgen, hvor der i nattens løb var sneget sig et stk ekstra mandfolk ind i min seng, som før kl seks begyndte at hive nulre i mit hår, mens han nussede og moslede rundt. Da han efter en halv times urolig søvn bekendtgjorde at nu var det morgen, kunne jeg med det samme se, at hans blik var fyldt med krudt og kærlighed – ligesom dagen før.

Ikke længe efter stod hans søster ud af sin skønhedssøvn, og også hun var i et fantastisk humør. Vi besluttede i fællesskab at gøre en indsats for at reducere antallet af overmodne bananer i husstanden, og jeg gik igang med at producere en omgang bananpandekager. Begge børn stod klar på en skammel ved komfuret og indtog deres morgenmad i fællesskab lige ved siden af mig. Da deres far stod op, var der kun de sørgelige rester tilbage.

Bananpandekager spises næsten direkte fra panden.

Han tog på job, og vi andre pakkede sammen til en tur i Aalborg zoo. Vores sæsonkort til Givskud giver en gratis adgang til Aalborg Zoo, og da de udløber i starten af maj, var det oplagt at komme af sted nu.

Vel fremme i Aalborg må jeg sige, at begge børn opførte sig eksemplarisk. Især var jeg imponeret af E, som var blevet snydt for en ordentlig lur, men alligevel sugede indtryk til sig. Jeg forsøgte selvfølgelig at indrage børnene i at planlægge en rute rundt forbi dyrene, men ret hurtigt måtte vi ændre rute for at finde et toilet, og dernæst var det legepladsen, der kaldte.

Det var nu også en fin legeplads.

Så da jeg havde accepteret at dyr var sekundært, og legepladsen var turens primære formål, så tog jeg en mental slapper, mens jeg nød solen og mine legende børn.

Turens eneste lavpunkt indtraf, da jeg havde lovet børnene en is, men det eneste salgssted var zooshoppen, der var proppet med folk. Vi forhandlede en anden løsning, som dog senere blev ændret…

Efter godt tre timer i zoo vendte vi snuden tilbage mod bilen. Yngstemanden fik sin dyne, og jeg forventede, at han ville gå ud som et lys, mens vi kørte mod Aalborg C. Det var dog ikke tilfældet. Mundtøjet kørte uafbrudt, så da vi nåede vores destination i centrum, valgte jeg at parkere og give en lille sightseeing. Jeg havde nemlig planlagt, at A skulle se min ungdomshybel fra bilen, men i stedet trak jeg begge børn med hen forbi. Samtidig fik de indløst den lovede is, og jeg fik nydt den ‘udsigt’, jeg havde fra mit spisebord i fire år. Fra den lejlighed, som jeg fraflyttede for 10!!! år siden.

Bestukket med is poserer mine børn foran min ungdomshybel.

Alt i alt en skøn tur. Hjemme igen indtog tre trætte ‘trunter’ suppe fra karton og risengrød kogt på minutris inden vi faldt om med tv, iPad og telefon i dobbeltsengen.

Godnat min dreng

Jeg sidder i skrivende stund ved tremmesengen og lytter til min søns åndedrag. Klokken er kun lige passeret syv, men han er allerede nået til drømmeland.

Jeg tørrer lidt savl væk fra min varme brystkasse. Det var nemlig der, lige der, han faldt i søvn. Med sin varme kind mod mit bryst og sine små arme om min hals og i mit hår.

Og så sad vi der i gyngestolen. Og bare sad. Jeg sugede hans tryghed og varme til mig. Og forsøgte at give ham alt det kærlighed og omsorg, han havde brug for på sin tur mod drømmeland. Gav ham alt det ‘mor’ han bad om.

Det har i sandhed været en hård uge, og da sengen ikke gav ham tryghed, men gråd. Så var jeg der for ham. Lyttede til ham istedet for putteritualer og principper. Og jeg blev belønnet med ubetinget kærlighed og tryghed.

Tænkt at han stadig kan og vil falde i søvn ved mig. Det er i sandhed en gave og den bedste måde at starte weekenden på.

Nu kalder sofaen og lidt nusseri med min datter. Og når hun sover, vil jeg falde i søvn på sofaen i favnen af min mand.

God aften!

Jeg øver mig…

Jeg øver mig!

Jeg øver mig i at sige pyt. Jeg øver mig i at bede om hjælp. Jeg øver mig i at springe over, hvor gærdet er lavest. Og jeg øver mig i at acceptere de ting, jeg ikke har overskud til at ændre.

I dag er det en uge siden, at jeg lukkede øjnene og trykkede udgiv, på mit mest personlige og for mig grænseoverskridende indlæg på bloggen. Nemlig indlægget ”Kære verden – jeg er pårørende”. I tog godt imod det, og med det lille tabu trukket frem i lyset, er det meget nemmere for mig, at skrive om nogle af de mange tanker (og handlinger) jeg gør mig.

Jeg har en forestilling om, hvordan tingene skal være, og jeg kan godt have svært ved at fravige den. Et eksempel kan være, at jeg kommer meget træt eller halvsløj hjem fra job. Min mand er også brugt for energi, så ulvetimen og putning af to børn kan virke ret uoverskuelig. I køleskabet står noget optøet kød, der passer til dagens menu på madplanen. Her må jeg indrømme, at det virkelig er en udfordring for mig at ændre planerne. Men jeg øver mig! Og man ser mig oftere smide et par frysepizzaer i ovnen, og så bruge dagens sidste kræfter på mine børn fremfor madlavning.

Jeg øver mig også i at være nærværende med mine børn efter aftensmaden. Nogle dage betyder det, at der først bliver ryddet af bordet og ryddet op i køkkenet, når børnen er puttet. Og andre gange får det lov at rode helt til næste morgen. Så øver jeg mit i at lukke øjnene og sige pyt.

De basale behov er mad i maven og (rent) tøj på kroppen. Og så øver jeg mig i at sige pyt, hvis det roder eller er beskidt. Og pyt hvis vi ikke lige får grønsager hver dag. Og pyt når vasketøjet hænger til tørre så længe, at det efterhånden ‘visner’.

Jeg øver mig i at acceptere og sige højt, når der er noget, jeg ikke kan klare. Jeg øver mig også i at bede om hjælp. Hjælp til små ting og hjælp til små ting.

Jeg øver mig hver dag! Året rundt. Det bedste er, at jeg bliver bedre i takt med at jeg øver mig.

 

 

Kære verden – jeg er pårørende

Ok – det her indlæg har ligget længe som en kladde med stikord og uden rød tråd. Så blev det skrevet i november. Det blev ikke en historie, som jeg havde forestillet mig, men istedet nogle vigtige pointer. Indlægget er gennem de sidste måneder blevet læst, skrevet, læst og godkendt af min mand, læst igen og nu holder jeg mig for øjnene og trykker på udgiv.

Her kommer min “historie” om at være pårørende. Det er ikke min mands historie. Det er min. For det er min blog, og mig der deler ud af mit liv og mine tanker.


Jeg er pårørende. Man kan ikke se det på mig, men det er jeg.

Min mand har en psykisk lidelse. Man kan ikke se det på ham, men det har han.

Nogle dage er jeg ansvarlig for alt herhjemme. Så sidder jeg kun ned til aftensmaden, og jeg går udkørt i seng når børnene er puttet, aftensmaden ryddet væk, opvaskemaskinen startet, morgendagens tøj lagt frem osv.

Nogle dage krammer jeg mine børn lidt ekstra. Øser ud af kærlighed, så jeg ved, at de føler sig elskede.

Nogle dage sidder jeg for mig selv på toilettet og græder. Jeg tæller sekunderne, til jeg igen skal være ‘på’ og være nogens mor. Tæller sekunderne til der igen står en på den anden side af døren og kræver min opmærksomhed til en meget vigtig mor-opgave

Nogle dage mister jeg overblikket og kontrollen og det gode humør. Og så råber jeg af mine børn. Eller af min mand. Og uanset hvad de har gjort, så fortryder jeg altid.

Nogle dage overvejer jeg, hvor mørkt det hele kan blive. Om der ikke er noget lys for enden af tunnellen.

Andre dage smiler jeg, fra jeg vågner, til jeg går i seng. Andre dage føler jeg, at det hele er vendt. Andre dage føler jeg, at vi er på rette vej. Andre dage føler jeg mig meget elsket. Andre dage føler jeg mig lykkelig. Andre dage bliver jeg blændet af lyset for enden af tunnellen.

De andre dage er nu! Og de andre dage skal fortsætte.

Ny diagnose, ny medicin, ny kampgejst, nye vaner, nyt håb og (nærmest) en ny mand.

Og ny hjælp!

‘Man skal bede om hjælp, for at få hjælp! Men så får man det næsten også altid!’ (citat min kloge mor)

#brydtabuet