Kategoriarkiv: Mig selv

Min udvikling i min rolle som pårørende – og et par gode råd

I dag skrev jeg med en kær veninde. Hun er ramt af depression, og det er selvfølgelig rigtig synd. Men vi skrev faktisk også om hendes kæreste, som jo er pårørende præcis som mig. Måske bare en mere ‘uerfaren’ en af slagsen.

Det fik mig til at tænke tilbage. Vi er nok alle pårørende på hver vores måde, og med hver vores bagage og erfaring. Men efter at have været pårørende i både gode, lidt dårlige og meget dårlige perioder i snart 10 år, så har jeg bestemt også udviklet mig i min rolle som pårørende.

Hvad er mit bedste råd, ville det nok være fristende at spørge. Men jeg ved det ikke rigtigt.  Eller jo måske gør jeg nok alligevel. For det gælder om at vise omsorg for den ’syge’, og samtidig passe på sig selv.

Når jeg ser tilbage, brugte jeg rigtig meget tid på at bekymre mig, og på ikke at planlægge ting, for hvad nu hvis min kæreste var skidt. Hvad nu hvis… Mit råd til mig selv ville i dag være, at livet skal leves. Planlæg ting og lav evt. en plan B, hvis det giver ro i maven.

Vi har været på flere ferier, hvor min kæreste var ‘nede’ en dag eller to. Jeg tænker tilbage på, at jeg var i en afventende position, og brugte nogle ‘dumme’ timer på hotelværelset. I dag har vi børn, og jeg synes ikke, vi skal sidde og vente. Så jeg planlægger dagen, og så tager min mand med alle de dage, hvor der er overskud.

Både i hverdagen, men især i ferier er mit bedste råd også at lave klare aftaler i gode perioder, som gælder for de dårlige perioder. Det nemmere at tage en alene-udflugt på ferien  uden dårlig samvittighed (eller med mindre dårlig samvittighed), hvis det er aftalt hjemmefra, at det er OK!

Generelt har jeg brugt meget tid på at gå rundt med store og små emner, som vi skulle drøfte, når der lige var overskud til det. Der kunne både gå dage og uger. I dag beslutter jeg ting, og så må beslutningen ændres, hvis der er stor uenighed.

Mit sidste forløb hos psykologen har generelt sat stor fokus på MIG. For at JEG kan være en god pårørende, skal JEG have energi og overskud. Det kan komme fra alene-tid, løbeture og tøsehygge. Jeg er IKKE en dårlig pårørende, fordi jeg en gang imellem ’stikker af’. Tværtimod kommer jeg tilbage med fornyet energi, som jeg kan bruge i vores familie.

Jeg kan ikke gøre nogen rask, men jeg kan være der for dem. Husk:

Hold af

Hold om

Hold ud!

 

Intet varer evigt, så husk at holde ud, selvom det er hårdt.

Og snak gerne med nogen om det. Søg evt. råd og vejledning hos læge, psykolog, Psykiatriforeningen eller hos andre pårørende. For mig er det nemmest at tale med personer, der ikke kender min mand så godt, for så føler jeg ikke, at jeg ‘udleverer ham’.

#brydtabuet

Om at acceptere at lidt er bedre end ingenting

Hvad tænker du, når du ser en motionist, der løber forbi dig?

Jeg tænker ofte noget a la: Sejt. Gid det var mig. Wow han/hun løber hurtigt. Fedt tøj. Det ser godt nok hårdt ud. Godt kæmpet osv osv.

Jeg tænker aldrig: Der ligner godt nok en kort tur!

Så hvorfor mon, jeg har så svært ved at acceptere, at det er helt OK at løbe 2,5 eller 3 km?

Ja, det kan virke lidt åndssvagt først at iklæde sig et smart polyester outfit, for så kun at løbe i 15-20 min, hvorefter det smarte polyester outfit kan fylde op i vasketøjskurven, og man har behov for et bad. Det er da ret meget at gøre ud af en ret kort træning, tænker jeg…

Som tidligere skrevet lever jeg pt. efter mit eget lille regelsæt, som bl.a. dikterer motion to gange om ugen og lidt fysisk aktivitet hver dag. Jeg kæmper en del med at acceptere, at deres ok at løbe 2,5 km. I min lille hjerne kan man nærmest ikke forsvare at løbe under 5 km. Men hey det kan man godt! 2,5 km er faktisk mange gange bedre end at løbe 0 km!

Og heldigvis er der et par søde kvinder i mit nabolag, som er friske på at løbe 2,5 km. Og når man er flere, så er det hele meget nemmere og meget sjovere. 😊

Elsk dig selv! (kvinde)

Det er som om, der kører en slags tema om kroppen pt. Først med indlægget om at acceptere eller kæmpe, og dernæst med indlægget om at elske sig selv. Jeg fortsætter lige lidt med fokus på at elske sig selv.

At elske sig selv og sin krop kan være en svær disciplin, men ret grundlæggende for at være lykkelig, formoder jeg. Det er så let at fokusere på den skæve næse, den bløde mave og den manglende bagdel. Men det skal være slut nu. Det gælder om at elske sig selv. Ros de gode sider fremfor at finde fejl.

Så det her indlæg skal egenligt bare være en liste over de ting, som jeg elsker ved mig selv. Og alligevel har det været svært at skrive. Jeg har lyst til at lave en liste med mine fejl, og jeg har flere gange haft lyst til at ‘undskylde’ de ting, jeg elsker ved min krop. Jo længere tid indlægget har været undervejs, jo længere er listen blevet. Det er nok et meget godt fingerpeg på, at det tager tid og kræver fokus at elske sig selv…

Ting jeg elsker ved min krop:

  • Mine blå øjne, som kan få den mest fantastiske farve.
  • Mine små fødder, som altid kan få mig til at føle mig lidt ‘petite’.
  • Jeg har (stadig) pæne bryster!
  • Perlerækken af tænder som sidder nogenlunde lige og er tilpas hvide.
  • Mine fregner – specielt når de er ‘nylavede’.
  • De fineste krøller på toppen af mit hoved.
  • Jeg har slanke ankler 😉
  • Mine underarme ser altid så stærke ud.
  • Og mine håndled er slanke og ’stramme’.
  • Min talje.

Tør du dele, hvad du elsker ved din krop?

Ros dig selv! Elsk dig selv! Og husk at øvelse gør mester!

Petra elsker sig selv – eller gør hun?

I forlængelse af mit indlæg om at acceptere eller kæmpe har jeg efterhånden set fire afsnit af DR serien “Petra elsker sig selv”.

Den handler i bund og grund om en kvinde – en kvinde, som jeg tror, at der findes rigtig mange af. Hun har de flotteste øjne, det fineste hår og de pæneste bryster, men hun kan ikke selv se det. I stedet ser hun appelsinhud, en delle under barmen, dobbelthage osv.

Kvinden hedder Petra Nagel, er journalist og DR3 vært.  I en sårbår og ærlig programserie forsøger hun at finde ud af, hvordan hun kan lære at elske sig selv. Hun kommer bl.a. omkring en psykolog, 3D scanning og efterfølgende redigering af sin krop, fotosession, fedtfrysning osv.

Jeg så et afsnit med min mand, som tydeligvis var meget overrasket/forarget/chokeret over de ting, som Petra sagde om sin krop. Jeg var knap så chokeret. Nogle af tingene har jeg selv sagt til mig selv, mens de andre ting har jeg da hørt veninder sige til sig selv. Det er en folke”sygdom,” at piger og kvinder ikke elsker sig selv. Jeg har i mange år arbejdet med at være bevidst om, at sige pæne ting til mig selv – og fokusere på det positive frem for det negative.

Og det har virket! Men det er som om, at jeg enten har glemt det, er blevet mere kritisk eller bare væsentligt grimmere 😉 efter min sidste graviditet, for det virker ikke så godt pt. Men løsningen er træning! Og her mener jeg ikke fysisk træning og løbeture, men tværtimod træning foran spejlet. Ros og kærlighed er vejen frem.

Jeg er spændt på om Petra lærer at elske sig selv, men jeg gør. For jeg vil! Så nu står den på ros til egen røv (eller mangel på samme) hver aften.

Mys til alle jer smukke kvinder bag skærmen. I ser helt sikkert også brandgodt ud!

Om at acceptere eller kæmpe

Det her indlæg er skrevet søndag i påskeferien. Og jeg ved ikke, om jeg nogensinde udgiver det, for I har efterhånden hørt en del om min vægt – især i 2017. Men nu må vi se.


Ja her er indlægget så – så jeg endte med at udgive det. Tingene er nogen gange lidt nemmere, når jeg siger dem højt. Nu har jeg været ’sund’ i 5 dage, og indtil videre går det ok.


Det er min holdning til rigtig mange ting her i livet, at enten må jeg acceptere tingenes tilstand eller også må jeg kæmpe. Brok og tårer er ok for at få afløb her og nu, men det duer ikke i det lange løb. Og sådan er det også med min krop (og vægt).

Om ikke så mange uger vågner jeg op på Mallorca. Og hvis vejret tillader det, vil jeg efter min morgenmad tage badetøj på og bevæge mig mod poolen. Jeg plejer at hvile ok i min krop og mine kvindelige former, men det gør jeg bestemt ikke pt. Jeg er oppustet og min talje er på en eller anden måde forsvundet, akkurat ligesom min bagdel. Den talje har på en eller anden måde altid ’skjult’ de ekstra kilo, men ikke denne gang.

Så enten må jeg acceptere eller også må jeg kæmpe. Jeg har valgt det sidste. Det bliver nogle uger med strenge regler, hvilket er en overkommelig periode for mig. Som noget nyt har jeg udviklet et afkrydsningsskema, så jeg hver aften skal se mig selv i øjnene og evaluere dagen med glade, neutrale og sure smileys. Der skal være plads til fejl, så et par neutrale eller sure smileys pr. uge kan vel accepteres.

Reglerne jeg skal evaluere på:

  • Ingen slik, kage, chips, is, sodavand eller alkohol. Gælder hver dag.
  • Morgenmad består af rugbrød evt. suppleret med grønt. Gælder hverdage.
  • Frokost i kantinen. Først spise grønsager. Ingen hvidt brød eller kiks. Levne istedet for at spise for meget. Gælder hverdage.
  • Alle mellemmåltider består af frugt eller groft knækbrød. Gælder hverdage.
  • Til aftensmad spiser jeg kun en portion, der altid indeholder grønt. Hvis mere sulten spises mere grønt. Gælder hver dag.
  • Der skal gås 10.000 skridt pr. dag – hver dag!
  • Motion mindst to gange pr. uge. Evt. hjemmetræning. (Jeg forudser, at den bliver svær at opfylde)
  • Dage uden træning 2-5 min med squat, planke, sprællemænd o.l.
  • De planlagte undtagelser er min mors fødselsdag, cafebesøg med en veninde og feriekage på job 🙈

Mit skema må jeg vise jer i et opfølgende indlæg.

Mig og min psykolog

Vi er nået til endnu et af de indlæg, jeg har skrevet om et par gange, og haft til at ligge som en kladde gennem længere tid. Selve titlen har jeg nok ændret de første ti gange. Denne gang er jeg dog ikke så ‘bekymret’ for indholdet, men mere for om der reelt er en ‘historie’, som er værd at dele…

Indtil jeg var 30 år, havde jeg aldrig været i nærheden af en psykolog. Og det passer så faktisk ikke helt, for jeg havde været med som pårørende en enkelt gang i starten af min mands sygdomsforløb.

Men da jeg var 30, havde jeg en spontan abort i 16. uge, som jeg tidligere har berørt perifert her på bloggen. Jeg kom ‘over’ det værste ved egen hjælp, men valgte at opsøge en psykolog for at være sikker på, at jeg ikke havde lagt låg på en kogende gryde. Jeg benyttede Google til at finde en egnet psykolog, og da jeg fandt hende, var jeg ikke i tvivl om, at hun var den rette for mig. Jeg accepterede derfor en ventetid på tre måneder, så alting var kommet lidt på afstand, da jeg besøgte hende første gang. Jeg tror, at jeg havde tre konsultationer med hende. Det var rigtig godt, at få det hele fortalt igen. Få stillet nogle gode spørgsmål og få grædt lidt. Det var også betryggende at blive “testet” ifht. om jeg gik rundt som en tikkende bombe med en post-reaktion i bagagen.

Da jeg afsluttede forløbet, skulle der (heldigvis) ikke gå så lang tid, før jeg igen havde brug for hjælp fra min psykolog. Jeg blev nemlig gravid, og de første 16 uger af den graviditet var bestemt ingen dans på roser. De var præget af bekymringer, og min frustration over omgivelsernes forsøg på at “negligere” disse. Min psykolog gav mig rum til at tale, hun anerkendte min frygt og bekymringer og hun gav mig konkrete råd og opgaver. F.eks. at sende en mail til mine omgivelser om, at jeg ikke havde brug for “trøstende” ord som: “Det skal nok gå.”

Senest har jeg haft brug for min psykolog i efteråret, hvor et opslidende forår og sommer som pårørende, havde givet mig et stort behov for at passe på mig selv. Jeg havde behov for at snakke om, hvordan det er at være pårørende. Ofte talte vi ikke så meget om min mands sygdom, men i højere grad om, hvordan jeg skulle agere. Skabe “mig-tid”, spørge om hjælp osv. Jeg har afsluttet forløbet tidligere i år, og står nu på egne ben 🙂

Da jeg var yngre, havde jeg nok mine fordomme om psykologer og deres klienter, men jeg er bestemt blevet klogere. Uanset hvad livet bringer mig, er jeg sikker på, at det ikke er sidste gang, at jeg har sat mine ben ved en psykolog. Så hermed en opfordring til tvivlere – måske det også er noget for jer  😉

#brydtabuet

Hvordan går det med din bikiniform?

Der er nogen én, der har været så flabet venlig at spørge, hvordan det går med min bikiniform aka min vægt…

Det går desværre ikke så godt. Alt gik jo godt i januar. Og som sådan også ok i februar, men de gode resultater blev lidt ædt op af runde fødselsdage med god mad og alkohol.

I marts gik det helt op i hat og briller, hvor jeg slap tøllerne helt. Vi var ramt af sygdom, og jeg havde ondt af mig selv. Og så skal der spises chokolade og alt muligt andet. Jeg er nok lidt en alt eller intet person, så det med at komme tilbage på hesten kræver en del viljestyrke.

Min vægt denne onsdag siger det samme som i slutningen af januar. Det er ikke godt nok, når jeg er træt af de ekstra kg. Helt ærligt – det drejer sig om 3 skide kg. Jeg vil gerne derned, men omvendt har jeg også aftalt med mig selv, at hvis det er for svært at holde vægten, så er det måske bedre at blive glad for de ekstra 3 kg, og så kunne leve uden at skulle tænke så meget over det. Men jeg skal jo først lige derned… Jeg burde bare tage mig sammen.

Det ville jeg så gøre i dag. Det gik vel ok i den forstand, at jeg sagde nej til kage, men jeg spiste nok stadig for meget til både frokost og aftensmad. Lige forude venter 10 dages påskeferie. Og for mit vedkommende står den altså på kage og chokolade.

Så konklusionen er, at den der bikini/badedragt der kalder om halvanden måned, den er jeg ikke i form til.

Lidt om solskinsstriber i mit hår og manglende tålmodighed

I fredags fik jeg solskin i mit hår!

Beslutningen om reflekser blev allerede truffet ved min sidste klipning i december, men har afventet næste klipning.

Det er første gang, jeg har fået farve i mit hår i 17 år eller sådan noget. Og måske ved jeg nu hvorfor…

  1. Jeg var ved frisøren i tre timer. T R E ! timer. Selvom min frisør er hyggelig at snakke med, og jeg havde en bog med, så er det godt nok lang tid.
  2. Da jeg skulle frisere mig næste dag, var mit hår virkelig filtret. Come on – smadrer man sit hår på den måde med reflekser? Jeg plejer at gå til frisør, når mit hår filtret på daglig basis, og så fikser en klipning det. Ikke denne gang…

Men hey nu er jeg sådan lidt lyshåret, som min mand sagde. Og når jeg på et tidspunkt har vænnet mig til det, så skjuler det nu meget fint de grå hår. Ej jeg er glad for det, men der går nok alligevel lidt tid, før min tålmodighed afsætter tre timer til et frisørbesøg.

Jeg huskede at få taget er før-billede, men vi glemte efter-billedet, så det er vel en slags selfie.

😔 Forøvrigt viste det sig, at min frisør er gravid. Og har tænkt sig at holde en slags orlov! Og forøvrigt har hun været i rækken af iværksættere, så I kan læse mere om hende her.

En laaaangsom lørdag morgen

Det er en lørdag af de meget sjældne. Jeg ligger pt. i natkjole under min dyne på en sofa på Østerbro. Og klokken er immervæk meget tæt på 11. Jeg må indrømme, at jeg nyder det.

Min ældste veninde har i ugens løb været indlagt med en diskusprolaps, og som single bosat ca. 300 km væk fra familien, kan man jo godt være lidt alene.

Så jeg ændrede mine planer for weekenden og begav mig af sted i fredagstrafikken i går (dumt). Og nu ligger jeg her. Pt. yder jeg psykisk hjælp i form af mit skønne selskab, men med en veninde der kun kan holde til at stå oprejst i ca. 5 min af gangen – og som ligger på maven resten af tiden, har der også været brug for min fysiske hjælp. Jeg har f.eks. været i kiosken efter nachos. Det er også min fortjeneste at vaskemaskinen pt. centrifugerer, så hele sofaen ryster. Jeg har lavet morgenmad og forsøgt mig med førstehjælp til en plante.

Om lidt skal jeg på apoteket efter drugs, men først skal jeg have et langt og uforstyrret bad. Skide værre med at jeg ikke kunne sove længere end til kl 5.45, og at min søn åbenbart brillierede ved at sove til 7.30! For jeg ligger her og bare ligger. Selvom jeg skal forestille at hjælpe, og det var med det argument, jeg ‘fik lov’ af min mand til at stikke af sted, og med det argument jeg aflyste mine forældre, så nyder jeg min ‘alene-tid’. Sorry, men jeg er jo bare et menneske 😉

Bikiniformen ude af sigte…

Den der bikiniform, som jeg arbejdede på, er pt. lidt ude af sigte. Det gik mægtig godt i januar. Faktisk også ok i februar, hvor jeg undgik udskejelser i hverdagene, men samtidig var både til 30, 60 og 70 års fødselsdag, med alt hvad det indebærer.

Så kom marts… Og en uge med alt for meget arbejde og for lidt søvn… Og i onsdags, hvor jeg arbejdede hjemme, stod jeg pludselig med hænderne i slikkassen. Noget jeg ikke rigtigt har praktiseret i år – før nu. Torsdag var der en fejring på arbejdet, hvor jeg bestemt ikke holdt mig tilbage – og det samme var tilfældet fredag, hvor der var fødselsdagskage. Weekenden er gået, som den slags kan gå.

Min Bootcamp er netop slut, og i dag var der vejning. Dygtige mig fik ikke sendt resultaterne til mig selv, men de tal jeg kunne huske fra den avancerede vægt, var næsten det samme som ved indvejningen. Vægttab var dog på 1,3 kg og en ny fysisk alder på 39 – hvilket er bedre end de 42 fra sidst . Især når jeg kun er 33 🙈Damen med centimetermålet, målte mig større end sidst, men hun målte godt nok også løst. Så jeg målte selv, da jeg kom hjem, og så fik jeg mindre tal 😉

Jeg har heldigvis tilmeldt mig endnu en omgang Bootcamp. Det er så fedt. Anderledes øvelser, frisk luft og sved på panden. Så nu satser jeg bare på, at min muskelmasse vokser så meget, at min forbrænding stiger til et passende niveau ifht. de mængder af ‘mad’ jeg kører indenbords.

Så den der bikiniform, jeg satsede på at ramme til maj, den er pt. ude af sigte. Jeg har heldigvis købt en badedragt 🙈 Og så var det problem løst – eller noget.

Hep lige på, at jeg kan tage et nyt lille sukkerstop (og modstod?), så jeg kan blive bikiniklar.