Kategoriarkiv: Mig selv

Mig og min psykolog

Vi er nået til endnu et af de indlæg, jeg har skrevet om et par gange, og haft til at ligge som en kladde gennem længere tid. Selve titlen har jeg nok ændret de første ti gange. Denne gang er jeg dog ikke så ‘bekymret’ for indholdet, men mere for om der reelt er en ‘historie’, som er værd at dele…

Indtil jeg var 30 år, havde jeg aldrig været i nærheden af en psykolog. Og det passer så faktisk ikke helt, for jeg havde været med som pårørende en enkelt gang i starten af min mands sygdomsforløb.

Men da jeg var 30, havde jeg en spontan abort i 16. uge, som jeg tidligere har berørt perifert her på bloggen. Jeg kom ‘over’ det værste ved egen hjælp, men valgte at opsøge en psykolog for at være sikker på, at jeg ikke havde lagt låg på en kogende gryde. Jeg benyttede Google til at finde en egnet psykolog, og da jeg fandt hende, var jeg ikke i tvivl om, at hun var den rette for mig. Jeg accepterede derfor en ventetid på tre måneder, så alting var kommet lidt på afstand, da jeg besøgte hende første gang. Jeg tror, at jeg havde tre konsultationer med hende. Det var rigtig godt, at få det hele fortalt igen. Få stillet nogle gode spørgsmål og få grædt lidt. Det var også betryggende at blive “testet” ifht. om jeg gik rundt som en tikkende bombe med en post-reaktion i bagagen.

Da jeg afsluttede forløbet, skulle der (heldigvis) ikke gå så lang tid, før jeg igen havde brug for hjælp fra min psykolog. Jeg blev nemlig gravid, og de første 16 uger af den graviditet var bestemt ingen dans på roser. De var præget af bekymringer, og min frustration over omgivelsernes forsøg på at “negligere” disse. Min psykolog gav mig rum til at tale, hun anerkendte min frygt og bekymringer og hun gav mig konkrete råd og opgaver. F.eks. at sende en mail til mine omgivelser om, at jeg ikke havde brug for “trøstende” ord som: “Det skal nok gå.”

Senest har jeg haft brug for min psykolog i efteråret, hvor et opslidende forår og sommer som pårørende, havde givet mig et stort behov for at passe på mig selv. Jeg havde behov for at snakke om, hvordan det er at være pårørende. Ofte talte vi ikke så meget om min mands sygdom, men i højere grad om, hvordan jeg skulle agere. Skabe “mig-tid”, spørge om hjælp osv. Jeg har afsluttet forløbet tidligere i år, og står nu på egne ben 🙂

Da jeg var yngre, havde jeg nok mine fordomme om psykologer og deres klienter, men jeg er bestemt blevet klogere. Uanset hvad livet bringer mig, er jeg sikker på, at det ikke er sidste gang, at jeg har sat mine ben ved en psykolog. Så hermed en opfordring til tvivlere – måske det også er noget for jer  😉

#brydtabuet

Hvordan går det med din bikiniform?

Der er nogen én, der har været så flabet venlig at spørge, hvordan det går med min bikiniform aka min vægt…

Det går desværre ikke så godt. Alt gik jo godt i januar. Og som sådan også ok i februar, men de gode resultater blev lidt ædt op af runde fødselsdage med god mad og alkohol.

I marts gik det helt op i hat og briller, hvor jeg slap tøllerne helt. Vi var ramt af sygdom, og jeg havde ondt af mig selv. Og så skal der spises chokolade og alt muligt andet. Jeg er nok lidt en alt eller intet person, så det med at komme tilbage på hesten kræver en del viljestyrke.

Min vægt denne onsdag siger det samme som i slutningen af januar. Det er ikke godt nok, når jeg er træt af de ekstra kg. Helt ærligt – det drejer sig om 3 skide kg. Jeg vil gerne derned, men omvendt har jeg også aftalt med mig selv, at hvis det er for svært at holde vægten, så er det måske bedre at blive glad for de ekstra 3 kg, og så kunne leve uden at skulle tænke så meget over det. Men jeg skal jo først lige derned… Jeg burde bare tage mig sammen.

Det ville jeg så gøre i dag. Det gik vel ok i den forstand, at jeg sagde nej til kage, men jeg spiste nok stadig for meget til både frokost og aftensmad. Lige forude venter 10 dages påskeferie. Og for mit vedkommende står den altså på kage og chokolade.

Så konklusionen er, at den der bikini/badedragt der kalder om halvanden måned, den er jeg ikke i form til.

Lidt om solskinsstriber i mit hår og manglende tålmodighed

I fredags fik jeg solskin i mit hår!

Beslutningen om reflekser blev allerede truffet ved min sidste klipning i december, men har afventet næste klipning.

Det er første gang, jeg har fået farve i mit hår i 17 år eller sådan noget. Og måske ved jeg nu hvorfor…

  1. Jeg var ved frisøren i tre timer. T R E ! timer. Selvom min frisør er hyggelig at snakke med, og jeg havde en bog med, så er det godt nok lang tid.
  2. Da jeg skulle frisere mig næste dag, var mit hår virkelig filtret. Come on – smadrer man sit hår på den måde med reflekser? Jeg plejer at gå til frisør, når mit hår filtret på daglig basis, og så fikser en klipning det. Ikke denne gang…

Men hey nu er jeg sådan lidt lyshåret, som min mand sagde. Og når jeg på et tidspunkt har vænnet mig til det, så skjuler det nu meget fint de grå hår. Ej jeg er glad for det, men der går nok alligevel lidt tid, før min tålmodighed afsætter tre timer til et frisørbesøg.

Jeg huskede at få taget er før-billede, men vi glemte efter-billedet, så det er vel en slags selfie.

😔 Forøvrigt viste det sig, at min frisør er gravid. Og har tænkt sig at holde en slags orlov! Og forøvrigt har hun været i rækken af iværksættere, så I kan læse mere om hende her.

En laaaangsom lørdag morgen

Det er en lørdag af de meget sjældne. Jeg ligger pt. i natkjole under min dyne på en sofa på Østerbro. Og klokken er immervæk meget tæt på 11. Jeg må indrømme, at jeg nyder det.

Min ældste veninde har i ugens løb været indlagt med en diskusprolaps, og som single bosat ca. 300 km væk fra familien, kan man jo godt være lidt alene.

Så jeg ændrede mine planer for weekenden og begav mig af sted i fredagstrafikken i går (dumt). Og nu ligger jeg her. Pt. yder jeg psykisk hjælp i form af mit skønne selskab, men med en veninde der kun kan holde til at stå oprejst i ca. 5 min af gangen – og som ligger på maven resten af tiden, har der også været brug for min fysiske hjælp. Jeg har f.eks. været i kiosken efter nachos. Det er også min fortjeneste at vaskemaskinen pt. centrifugerer, så hele sofaen ryster. Jeg har lavet morgenmad og forsøgt mig med førstehjælp til en plante.

Om lidt skal jeg på apoteket efter drugs, men først skal jeg have et langt og uforstyrret bad. Skide værre med at jeg ikke kunne sove længere end til kl 5.45, og at min søn åbenbart brillierede ved at sove til 7.30! For jeg ligger her og bare ligger. Selvom jeg skal forestille at hjælpe, og det var med det argument, jeg ‘fik lov’ af min mand til at stikke af sted, og med det argument jeg aflyste mine forældre, så nyder jeg min ‘alene-tid’. Sorry, men jeg er jo bare et menneske 😉

Bikiniformen ude af sigte…

Den der bikiniform, som jeg arbejdede på, er pt. lidt ude af sigte. Det gik mægtig godt i januar. Faktisk også ok i februar, hvor jeg undgik udskejelser i hverdagene, men samtidig var både til 30, 60 og 70 års fødselsdag, med alt hvad det indebærer.

Så kom marts… Og en uge med alt for meget arbejde og for lidt søvn… Og i onsdags, hvor jeg arbejdede hjemme, stod jeg pludselig med hænderne i slikkassen. Noget jeg ikke rigtigt har praktiseret i år – før nu. Torsdag var der en fejring på arbejdet, hvor jeg bestemt ikke holdt mig tilbage – og det samme var tilfældet fredag, hvor der var fødselsdagskage. Weekenden er gået, som den slags kan gå.

Min Bootcamp er netop slut, og i dag var der vejning. Dygtige mig fik ikke sendt resultaterne til mig selv, men de tal jeg kunne huske fra den avancerede vægt, var næsten det samme som ved indvejningen. Vægttab var dog på 1,3 kg og en ny fysisk alder på 39 – hvilket er bedre end de 42 fra sidst . Især når jeg kun er 33 🙈Damen med centimetermålet, målte mig større end sidst, men hun målte godt nok også løst. Så jeg målte selv, da jeg kom hjem, og så fik jeg mindre tal 😉

Jeg har heldigvis tilmeldt mig endnu en omgang Bootcamp. Det er så fedt. Anderledes øvelser, frisk luft og sved på panden. Så nu satser jeg bare på, at min muskelmasse vokser så meget, at min forbrænding stiger til et passende niveau ifht. de mængder af ‘mad’ jeg kører indenbords.

Så den der bikiniform, jeg satsede på at ramme til maj, den er pt. ude af sigte. Jeg har heldigvis købt en badedragt 🙈 Og så var det problem løst – eller noget.

Hep lige på, at jeg kan tage et nyt lille sukkerstop (og modstod?), så jeg kan blive bikiniklar.

Solen skinner – på dem der ønsker det!

Efter jeg havde udgivet mit indlæg med brok i fredags (læs her), puttede jeg A på den allerhyggeligste måde. Nemlig der, hvor vi begge ligger i hendes seng under samme dyne. Der hvor hun pludselig stopper sit snakkeri, og hendes åndredræt bliver tungt, alt imens jeg suger hendes kropsvarme til mig.

Efter sådan en gang balsam for sjælen, virkede det næsten umuligt at forlade min dyne for at løbe en tur. Men jeg tog et kompromis og gik en aftentur. Det var også balsam for sjælen. Tankerne flød, fødderne flyttede sig og mine skuldre sænkede sig mod jorden. Mens jeg gik der, besluttede jeg, at lørdag skulle solen skinne på mig!

Så selvom E syntes, at han skulle have mere ud af lørdag end af alle andre dage, og derfor vækkede mig før kl 6, så fik han både kys og kram. Det lykkedes mig at overbevise ham om, at vi skulle hygge lidt i sengen, før vi stod op med A, og sammen dækkede morgenbord med både rundstykker, æg og frugt. Og så hyggede vi os.

Efter Es middagslur kom begge børn i flyverdragterne, og vi fik både besøgt en legeplads og gået en længere opdagelsestur i kvarteret. Skønt med røde kinder og frugtfad til eftermiddagshyggen.

Aftenen stod på sushi med to skønne damer efterfulgt af stand-up leveret af Sanne Søndergård. Hun overraskede mig positivt, og gav mig også noget at tænke over.

Da jeg lukkede min øjne lidt i 1, var det med tanken om at en grå og regnfuld dag havde været fyldt med solskin 🌞

P.S. Der blev slået og grædt knap så meget, og da der blev smadret en Cocio i Netto, glædede jeg mig bare over, at det ikke var en rødvin.


I dag har stået på endnu en fødselsdagsfejring i familien, og inden for et par timer skal jeg i seng. Sidste nat bød ikke på helt nok søvn, og jeg har afgang mod Rødekro i morgen kl 6…. Man skal tidligt op for at se på morgentrafik i det Sønderjyske.

Jeg håber, at I går en skøn uge i møde med masser af solskin – uanset hvad vejret byder på.

Jeg øver mig…

Jeg øver mig!

Jeg øver mig i at sige pyt. Jeg øver mig i at bede om hjælp. Jeg øver mig i at springe over, hvor gærdet er lavest. Og jeg øver mig i at acceptere de ting, jeg ikke har overskud til at ændre.

I dag er det en uge siden, at jeg lukkede øjnene og trykkede udgiv, på mit mest personlige og for mig grænseoverskridende indlæg på bloggen. Nemlig indlægget ”Kære verden – jeg er pårørende”. I tog godt imod det, og med det lille tabu trukket frem i lyset, er det meget nemmere for mig, at skrive om nogle af de mange tanker (og handlinger) jeg gør mig.

Jeg har en forestilling om, hvordan tingene skal være, og jeg kan godt have svært ved at fravige den. Et eksempel kan være, at jeg kommer meget træt eller halvsløj hjem fra job. Min mand er også brugt for energi, så ulvetimen og putning af to børn kan virke ret uoverskuelig. I køleskabet står noget optøet kød, der passer til dagens menu på madplanen. Her må jeg indrømme, at det virkelig er en udfordring for mig at ændre planerne. Men jeg øver mig! Og man ser mig oftere smide et par frysepizzaer i ovnen, og så bruge dagens sidste kræfter på mine børn fremfor madlavning.

Jeg øver mig også i at være nærværende med mine børn efter aftensmaden. Nogle dage betyder det, at der først bliver ryddet af bordet og ryddet op i køkkenet, når børnen er puttet. Og andre gange får det lov at rode helt til næste morgen. Så øver jeg mit i at lukke øjnene og sige pyt.

De basale behov er mad i maven og (rent) tøj på kroppen. Og så øver jeg mig i at sige pyt, hvis det roder eller er beskidt. Og pyt hvis vi ikke lige får grønsager hver dag. Og pyt når vasketøjet hænger til tørre så længe, at det efterhånden ‘visner’.

Jeg øver mig i at acceptere og sige højt, når der er noget, jeg ikke kan klare. Jeg øver mig også i at bede om hjælp. Hjælp til små ting og hjælp til små ting.

Jeg øver mig hver dag! Året rundt. Det bedste er, at jeg bliver bedre i takt med at jeg øver mig.

 

 

Onsdag er vejedag…

Så blev det onsdag igen, og som alle andre onsdage gennem de sidste 4 år, så starter jeg morgenen på vægten. Resultatet noterer jeg ‘sirligt’ i et regneark, for jeg er jo ingeniør.

Dvs. jeg ret præcist kender min vægt efter mit første ammestop, til mit bryllup, i forbindelse med min abort, graviditet, amning, jul, sommerferie osv osv osv.

Og det er ikke sådan, at vægten styrer mit liv. Ofte er tallet blot en konstatering, men lige her i januar følger jeg nu godt med.

Her i januar har jeg jo (igen) kørt ‘Nej tak’ til slik, kage, alkohol og chips. Det er gået godt! Udover alle fejringerne på job, så har jeg også gennemført to familiefødselsdage uden kage og is. Eneste store ‘synd’ var en totalt syndig chokoladekage med is på en venindedate, men den havde jeg bevilliget mig selv i forvejen. Derudover fik jeg en (måske to) håndfulde pommes frites en dag familien fik McD (og jeg fik rugbrød). Ellers har jeg fået pålægschokolade til morgenmad ved ‘behov’, og  i går spiste jeg et lille stykke mørk chokolade.

Jeg er jo også begyndt at træne lidt mere/anderledes. Så måske bliver jeg lidt stærkere. Jeg fortalte om de små ‘tips’ til at spise lidt sundere, men jeg har også udviklet nogle små tips til at bevæge sig lidt mere. De fleste af jer, kender nok tricket med at parkere lidt længere væk fra sit mål eller hente kaffe i kaffeautomaten lidt længere væk. Men jeg er faktisk begyndt at udnytte tiden ved printeren til Wall-sit eller squat. Bliver jeg opdaget, så mister jeg vist al respekt på kontoret 😉 Og når jeg børster tænder går jeg op og ned af børnenes 30 cm høje skammel. Alt tæller.

Men skal I vide, hvad vægten sagde i morges? Den sagde præcis 1,9 kilo mindre end for fire uger siden. Det er super ok, så længe jeg stadig spiser panerede karbonader, sovs og pizza.

Men nu er jeg klar til 30 års fødselsdag i weekenden med alt, hvad det nu indebærer.

Lad os snakke lidt om bikiniform!

Beklager, at jeg allerede nu bringer B-ordet på bane. Der er vist stadig et par måneder til damebladene svømmer over med forskellige kure og træningsprogrammer til at komme i bikiniform eller blive bikiniklar.

Tidligere i januar skrev jeg om, at være ‘erotisk buttet’, og nu er turen så kommet til ‘bikiniform’. Men hvorfor skal vi snakke om det allerede nu? Jo ser I. Der er sket det, at vi har bestilt en charterferie i maj…. Og sandheden er den, at jeg nok hverken har grundform eller viljestyrke nok til, at kunne klare den mission på en måned. Der skal lidt mere træning og lidt mere ‘nej tak’ til.

Det er vist efterhånden almindeligt kendt, at for at komme i bikiniform, skal man bare finde en bikini og så tage den på. Så jeg skal nok have investeret i en ny bikini. Og min figur (barm) har lært mig, at det ikke bare lige foregår i HM lørdag formiddag, men kræver lidt flere penge op af foret, og at jeg handler på det helt rigtige tidspunkt. Men så er der også stor sandsynlighed for, at jeg er i bikiniform til maj.

Det der ferie er sådan en charterferie, hvilket jeg har lidt, men begrænset erfaring i. Jeg gik all in, da jeg bestilte, så jeg håber ikke, vi kommer til at mangle noget. Nu skal vi bare krydse fingre for godt vejr, og så glæde os! Det er lige før at forventningens glæde er halvdelen af pengene værd.

Lige pt ligger jeg i min seng og mærker min meget tunge krop. Jeg har været til træning i kulden og mørket her i aften. Det er så fedt, og relativt nemt at komme ud af døren til. Træningen er behørigt dokumenteret på instagram, så nu skal jeg bare vente og se, hvor det gør ondt i morgen.

Hav en skøn aften.

Små fif til en sundere hverdag

Indrømmet! Jeg var lige ved at skrive noget med ‘erotisk buttet’ i overskriften, for sjældent har et indlæg fået så mange likes på Facebook og deraf tilhørende mange views på bloggen, som mit indlæg fra i går. Tak for det.

Nå, men det skal ikke handle om buttethed i dag. Jeg har nemlig tænkt mig at rulle mig ud som sundhedsguru 🙈 Wop wop den næste store sundhedsblogger bliver mig…

Igennem den Business Park min arbejdsplads er medlem af, kommer der to gange om året en række gratis sundhedstilbud fra VIA University College. Så da tilbuddet om kostvejledning kom på mail i august/september meldte jeg mig til. Da det er studerende, der øver sig på os, så skal det passe ind i deres kursusforløb, så min første vejledning lå d. 2. december. Pisse fed dato at starte er kostforløb 😝

Mit udgangspunkt var, at jeg gerne ville tabe 3-4 kg og ramme min vægt før graviditet. Jeg var ikke ude efter en kur, men mere lidt vejledning om at leve sundere uden at skulle lave særskilt mad til mig ifht resten af familien.

Jeg mødte en sød kostvejleder-studerende, der slet ikke var kulhydratforskrækket, eller pressede alle mulige regler ned over hovedet på mig. I stedet fik vi en snak om mine kostvaner, og fik os talt ind på nogle små indsatsområder, som jeg kan efterleve i en travl hverdag og især i ulvetimen. Vi aftalte følgende:

  • Når der er rundstykker på arbejdet, så spiser jeg kun et halvt.
  • Jeg kan ikke holde mig mæt mellem hovedmåltiderne, så jeg har investeret i nøglehulsmærket knækbrød, som jeg supplerer mit mellemmåltid (frugt) med.
  • Flere grønsager til aftensmaden og flere grønsager på min tallerken. Dette skal inkorporeres allerede, når jeg laver madplan og indkøbsseddel.

I dag var der så en opfølgende snak. Jo tak! Meget utaknemmeligt at skulle snakke om sin kost den sidste måned, når lige præcis den måned har været D E C E M B E R med al dens mad, sukker og fedt.

De første to opmærksomhedspunkter er gået fint. Det med knækbrøddet er genialt – hurra for at jeg ikke skal fornægte brød. Aftensmaden halter stadig. Og jeg spiser for meget… Så de nye opmærksomhedspunkter blev:

  • I kantinen skal halvdelen af min tallerken være grønt. For ikke at få for meget på tallerken skal jeg lige runde alle buffetbordene og lave en plan, før jeg fylder tallerkenen.
  • Jeg skal fortsat tænke grønsager ind i madplanen, så jeg får flere af dem til min aftensmad. Og så kun en portion til aftensmad (som udgangspunkt).

Bum bum. Små ting som forhåbentlig gør mig lidt sundere. Måske I kan bruge noget af det i jeres hverdag.

P.S. Jeg spurgte også om gode råd til at følge tallerkenmodellen til morgenmad og få mere grønt/frugt. Hun var helt kuul, og sagde at hvis min ene skøbe rugbrød med pålæg gør mig mæt, så behøvede jeg ikke ændre på det.