Kategoriarkiv: – Kærlighed

En uge+ er gået…

 – og jeg er nu officielt mor til et børnehavebarn…

Jeg skrev dette indlæg i weekenden, men har glemt at få det udgivet… Derfor hedder overskriften nu en uge+ istedet for bare en uge 🙂

Lillepigens opstart i børnehaven er simpelthen gået så godt. Håber ikke jeg jinxer det det nu…

Den første dag var både Manden og Lillepigen i børnehave om formiddagen. Da de skulle hjem, ville Lillepigen ikke med, så hun fik lur i børnehaven og Manden kørte hjem. Tirsdag ville Manden hente hende tidligt, men igen måtte han køre hjem uden hende…

Og resten af ugen er kørt lidt i samme spor. Vi har hentet hende mellem 15 og 15.30, men bestemt ikke før… Og hver dag skal hun liiige noget, før hun er klar.

Om morgenen har hun godt nok spurgt efter sin dagplejemor, og måske også en enkelt gang sagt, at hun ikke vil i børnehave, men det er hurtigt glemt. Stor afsked med kys og kram om morgenen, kan vi heller ikke få. Nogen morgener har hun vinket til os, men det er også ganske kortvarigt, så er hun videre.

Om aftenen har hun været træt, men ikke sådan at vi har kunne lægge hende tidligere i seng. Hun får jo også lur i børnehaven, men dagens indtryk kunne jo også gøre hende ekstra træt…

Så alt i alt er vi nogle ret tilfredse forældre… Det der børnehave er ikke så slemt.

 

En middag på Restaurant KÖD

Av for søren – jeg gjorde det igen… Spiste alt for meget lækker mad…

Og der er også noget andet, jeg har gjort igen… Glemt det med billeder. Dvs. huskede det før maden kom, men da der endelig blev serveret, så spiste jeg bare og hyggede mig… Turen gik til Restaurant KÖD.

Restaurant KÖD

image

image

image

I går var det tid til julehygge i min afdeling, og det foregik på den relativt nyåbnede Restaurant KÖD i Aarhus. Måske har I hørt om den? Allerede før den åbnede, var der en hetz mod den, fordi den med sit navn diskriminerede vegetarer. På flere anmeldelsessider fik den kun en stjerne – vel og mærke før den var åbnet.

Jeg elsker kød, så det skulle vi selvfølgelig prøve. Fordi vi var 10, var vi lige nok til deres julefrokostmenu. Forretten var portionsanrettet med noget laksetatar på rygeostcreme med hjemmelavede chips og urter og okse carpaccio med rucola og noget bagt parmesan.  Og så var der noget lækkert brød til.

Hovedretten blev serveret på fade, som vi selv sendte bordet rundt. Det var noget US roast og noget dansk mørbrad. Det sidste var så mørt, at vi kunne skære det med vores smørkniv. MUMS. Dertil var der nogle chili fritter og lidt grovere steak fries. Og så var der en pebersauce og en bearnaise sauce, der var så tyk, at skeen kunne stå selv. Den smagte vildt godt, og der har sikkert været godt med smør i. Så vi kunne føle os lidt sunde, var der også en tomat og mozarella salat.

Og det bedste af det hele var, at de fyldte fadene op igen, når de var tomme 🙂 Så alle takkede pænt nej tak, da der blev budt på kaffe og dessert.

Der skal jeg helt sikkert ind igen!

Om at være mor

… til et barn der kaster op.

Mandag aften slukkede jeg lyset lidt senere end jeg plejer (den var over 22 🙂 ). Jeg nåede nok lige at falde hen, på de ti minutter der gik, før Lillepigen stak i et vræl og råbte moar… Det plejer hun aldrig at gøre, så jeg fløj ud af sengen.

Allerede før jeg nåede hendes værelse, kunne jeg høre, hvad der var lods… Hun kastede op. Stående i sengen stod det ud af hende. Jeg fik hende af nattøjet og op til mig. “Jeg vil ind i din seng”, var det første hun sagde. Så det kom hun. Heldigt nok, at hun ville det, for hendes egen seng var ikke sådan at “redde”.

Og findes der noget bedre end at ligge rigtig tæt, mærke varmen fra den bløde hud, blive aet lidt på kinden af en med rigtig BRÆKÅNDE… Åh suk… Men det er så mit lod som mor. Manden derimod vinder altid den store oprydning. I går stod den på skylning af alt i sengen og så bare i vaskemaskinen. Timet til at være færdig, når vi stod op. Og så fluks i tørretumbleren.

Lillepigen sov ikke før oprydningen var færdig. Hun var i vældig godt humør og meget snakkesagelig. Så det har nok lettet lidt 😉

Her til morgen var Lillepigen frisk. Temperaturen var 37,1, og hun ville gerne i børnehave. Så det kom hun… Nu må vi se, om det var den rigtige beslutning. Man er vel altid lidt i tvivl som mor…

God dag!

Om at være lidt forkælet… #2

Flere dejlige gaver til mig 🙂

Selvom det var Lillepigens fødselsdag vi fejrede lørdag, var jeg så heldig, at der også var flere gaver til mig 🙂

Svigermor havde medbragt de lækreste hjemmesko fra Betterfelt til både Lillepigen og jeg. Det var stærkt inspireret af Mascha Vangs blog, at vi ønskede os dem. De er simpelthen så fine, og så kan jeg godt lide den historie, som firmaet prøver at fortælle med at de behandler deres arbejdere i Nepal rigtig godt. Vi havde begge ønsket os dem i hvid, men den var udsolgt i min størrelse, og jeg fik den praktiske sorte model 🙂

image

Derudover havde svigermor købt en lysholder fra Georg Jensen til juletræet – så nu tæller min samling 1 stk 🙂 Håber vi kan udvide den del af familien de kommende år. Og til sidst var der låg til mine Magrethe skåle.

Mine søstre og svoger (hmm tja det er han vel – mødte ham for første gang i går 🙂 ) havde købt den lækre olie til håret fra Macadamia. Har skrevet om den her.

image

Svigerfar og hans kæreste havde købt en lækker pung til mig. Men det havde jeg jo allerede fået (læs her), så det er nok en bytter.

Madplan uge 50

Uinspirerende madplan is coming up…

Endnu en uge med forskellige aktiviteter, der gør madplanen rimelig simpel…

image

  • Man: Fryser. Jeg er inviteret på restaurant med min afdeling, så Manden og Lillepigen må på rov i fryseren
  • Tir: Frikadeller med rugbrød. Gymnastikdag…
  • Ons: Risengrød. Lillepigen har fødselsdag og har ønsket risengrød
  • Tor: Take-away. Bare fordi vi skal have noget andet onsdag, kan take-away menuen vidst godt holde sig…
  • Fre: Karbonader. Denne uge bød på rester to gange efter to gange fødselsdag. Så karbonader er flyttet fra sidste til næste fredag.
  • Lør: Lasagne
  • Søn: ???

Så skal der bages boller…

Fødselsdagsfejring = boller.

I dag fejrer vi Lillepigens 3 års fødselsdag med familien. De er inviteret til boller og kakao i eftermiddag og efterfølgende aftensmad. Så der har været gang i bolleriet…

Vi bliver 16, og jeg var derfor i tvivl om 1 portion (24 boller) var nok. Og derfor blev det til to portioner – og to slags boller. Traditionelle fødselsdagsboller og en variant med gulerødder, som jeg på en eller anden måde altid vender tilbage til. (Opskrift længere nede)

image

image

image

image

Jeg ender næsten altid med at bage gulerodsboller, når jeg liiiige skal bage lidt brød. Det er lidt på slump, men herunder er en simpel grundopskrift.

  • 50 g gær
  • ½ l vand
  • 2 tsk salt
  • 2 spsk olie
  • Revne gulerødder – hvad du lige har… F.eks. 3-5 stk. (Det gør ikke noget, hvis de er bløde og lidt “behårede” 😉 )
  • Solsikkekerner – er par håndfulde
  • Mel – ca. 1 kg
  • Evt. creme fraiche. Har jeg en “rest” i køleskabet, ryger den bare i også. Det gør bollerne lidt mere lækre…

Gær opløses i vand – og de øvrige ingredienser blandes i. Jeg plejer at røre min bolledej ca. 10 min på min køkkenmaskine. Og så lader jeg dejen hæve 1-1½ time, hvorefter jeg former 20-24 boller. De får lov at hæve ca. ½-1 time, inden jeg bager dem i 20 min ved 200 grader varmluft. Og vupti lækre boller

Om at være lidt forkælet… #1

Åhhh jeg elsker at få gaver – især når det lige er det, jeg ønskede mig 😉

I går var det min fødselsdag, og jeg var lidt forkælet. Manden og Lillepigen var blevet hjulpet godt på vej, og gav mig de lækreste brune støvler fra Ecco. De virker til at være robuste til en tur på legepladsen, men samtidig er de så tilpas fine, at de efter min mening godt kan gå til et par leggings eller en kjole.

image

Mine forældre var også forbi til hygge og tapas. De forkælede mig med en flot pung fra DKNY. Den glæder jeg mig til at få taget i brug. Derudover fik jeg en cardigan og en stor flot julestjerne.

image

Så jeg følte mig meget forkælet med nogle lækre ting. Jeg er faktisk helt vildt begejstret for støvler og pung 🙂 Hurra for mig, hurra for min fødselsdag og ikke mindst hurra for de søde folk, der gav mig gode gaver 🙂

Så skal der laves is…

Børnefødselsdag = is

I weekenden skal vi fejre Lillepigens 3 års fødselsdag. Jeg har en travl uge, så havde egentlig sat ambitionsniveauet for det hjemmelavede lidt ned, men nu har jeg fortrudt. Selvfølgelig skal der være hjemmelavet is.

Så jeg har haft gang i is-maskinen. Ambitionen er tre slags:

  • Mint og chokolade
  • Straciatella
  • Smarties

Alle tre is laves på samme base af vanilleis, hvor fyldet så røres i. Vi har eksperimenteret med både jordbær, banan, chokolade og kokosis, men uden det store held. Fælles for dem alle er, at de er flødeis, som bliver meget hårde.

Min opskrift på basen af vanilleis består primært af sødmælk. Det gør den lidt mere vandet, men ikke så hård og kompakt…

Jeg rører isen på vores ismaskine, som er et add-on til vores Kenwood røremaskine, som jeg har skrevet et indlæg om her.

Opskriften er simpel:

  • ½ l sødmælk
  • 1,25 dl piskefløde
  • 1 tsk vanilleekstrakt
  • 4 pasteuriserede æggeblommer
  • 150 sukker
  • Fyld… F.eks. 150 – 200 g chokolade.

Mælk, fløde og vanilleekstrakt varmes op i en gryde – til det næsten koger. Æg og sukker piskes, til det er lyst. Under omrøring hældes mælkeblandingen op til sukkerblandingen. Der røres til sukkeret er helt oløst. Herefter hældes det tilbage i gryden og varmes ved svag varme, ind til massen er så “cremet”, at den bliver hængende på bagsiden af en ske. Så skal det bare køle et par timer i køleskabet, hvorefter det skal køre på ismaskinen ca. ½ time. Jeg plejer at tilføje fyld efter ca. 15-20 min.

Så er det bare i fryseren med det 🙂

 

Pebermynte-chokolade-is
Pebermynte-chokolade-is

 

Vanilleis med Smarties (og rød frugtfarve)
Vanilleis med Smarties (og rød frugtfarve)

En opskrift på pebernødder

Mums hjemmelavede pebernødder med ru overflade, et godt bid og lækker smag…

Mange gange har jeg oplevet, at folk har spurgt efter opskriften på mine pebernødder. Det er faktisk min mors opskrift, men vi har alligevel fundet hver vores version af den, så nu er det vidst “min” opskrift 🙂

  • 250 g mel
  • ½ tsk hjortetaksalt
  • 100 g smør
  • 38 g brun farin
  • 112 g sukker
  • 1 æg
  • ¼ – ½ tsk hvid peber (kan evt. udelades)
  • 1 tsk kanel
  • ½ tsk allehånde eller nelliker

Bland mel og hjortetaksalt godt, smuldr smørret i, tilsæt farin, æg og krydderier og ælt dejen sammen. Tril dejen til små kugler der lægges med lidt afstand på en beklædt bageplade. Bag pebernødderne ved 190 – 200˚ i ca. 8 min.

image

image

image

Om at være voksen og se julekalender…

I den mørke tid er det da lidt hyggeligt at samles om tv’et hver aften i december. Og glædes og fortvivles med de stakkels nisser og mennesker, der skal så grueligt meget igennem, før det kan blive jul.

Jeg ELSKER at se julekalender! Og jeg gør det hvert år. Selv den december måned, som jeg tilbragte i Sydneys sommer, og det tog næsten en time at streame ½ times julekalender!

Jeg kan dog kun overskue at se én julekalender, så jeg vælger meget omhyggeligt. Heldigvis har det været sådan de sidste mange år, at DR og TV2 skiftes til at vise en nyproduceret julekalender.

I år er det derfor DR, der vinder mit følgeskab, da de viser Tidsrejsen, som er en helt ny dansk julekalender. Den vises første gang i aften kl. 19.30 – og jeg glæder mig!!!

Derudover kan det også være, at jeg skal følge lidt med i Jullerup Færgeby, som vises på Ramasjang hver dag kl. 17-10 efter Sebastians Jul fra 17.00-17.10. Hvis Lillepigen fanger interesse for det, får hun i hvert fald lov at se det.

image