Kategoriarkiv: – Kærlighed

Om at julehygge med nye venner…

Fem børn, otte voksne, 10 kg ler og fire familiepizzaer…

I går havde vi inviteret til æbleskiver, gløgg og julehygge hjemme hos os. De inviterede var lidt en broget flok af nyere bekendtskaber. Naboen med deres to børn, som vi har kendt i de ca. 2½ år vi har boet her. Et vennepar med barn fra nabo-vejen, som vi kender fra. bl.a. mødregruppe, og som vi også ses med privat. Og så et sidste par som også bor i området, men som vi ikke kender særlig godt – endnu. (Det viste sig faktisk, at jeg har været tutor for manden, da vi gik på uni :)) Fælles for alle par er, at de har et barn, der går på Lillepigens gymnastikhold.

Vi mødtes kl. 14.30 og efter noget hygge med æbleskiver og gløgg fandt vi udstyr frem til juledekorationer. Og det tog hurtigt overhånd… Jeg tror, at vi nåede at producere 19 juledekorationer inden vi blev enige om at forlænge arrangementet med pizza og rødvin.

Vi fik brugt næsten alt leret, en masse lys, gran, bog og pynt!!! Lillepigen lavede meget hurtig en fin dekoration kun med bog (som jeg husker det fra min barndom). Dernæst kastede hun sig over en mere futuristisk dekoration med store kugler. Jeg fik lov at færdiggøre den med bog, så leret blev skjult. By the way fandt jeg ud af, at jeg var den eneste i forsamlingen, der kendte tricket med at placere sin lerklump på en omvendt urtepotteskjuler. På den måde er det nemmere at lave noget volumniøst, der ligesom “flyder” ud over urtepotteskjuleren.

Lillepigens meget moderne juledekoration
Lillepigens meget moderne juledekoration

Børnene gik til og fra. Mest fra – hvor der var totalt gang i den i hele huset. I dag ligner det godt nok, at der er eksploderet en legetøjsbutik i vores hus, men vi får vel styr på det.

Hele dagen og aftenen var bare SÅ hyggelig. Det var virkelig en stor succes, og alle gik glade hjem. I dag er vi bare trætte, så det er heldigt, at det er søndag og at vi ikke har de store planer.

Dekoration til fyrfadslys
Dekoration til fyrfadslys
Klassisk Georg Jensen adventsstage med lidt pynt
Klassisk Georg Jensen adventsstage med lidt pynt
Kalenderlys
Kalenderlys
Et lille udpluk af den store produktion
Et lille udpluk af den store produktion

Lidt mere jul…

Hvor er’n store kas’ mæ a julepynt???

Hjemme hos os har vi op til fler kasser med julepynt, men det på trods synes jeg aldrig, at jeg går helt amok i at pynte op til jul. Der kommer lidt op i de fleste rum, men ikke sådan at det (efter min mening) er overpyntet. Jeg har arvet en del julepynt – og fået en del gennem årene (har jo fødselsdag i december, og så er man et nemt “offer”).

Herunder har jeg samlet et par billeder af årets julepynt i det lille hjem.

Nissepige i soveværelset
Nissepige i soveværelset

 

God jul
God jul
Engle
Engle
Den røde reol
Den røde reol
Trip trap nisser
Trip trap nisser

 

Trip trap nisse
Trip trap nisse

 

 

Engle på stige
Engle på stige

 

Juletræer
Juletræer
Snemænd
Snemænd

 

Madplan uge 49

Lillepigen har lavet modellervoks, og jeg har lavet madplan 🙂

Næste uge byder på både opstart i børnehave og fødselsdag(e), og det bærer madplanen præg af…

image

  • Søn: Boller i karry
  • Man: Spaghetti med kødsovs. Jeg er på seminar, og ved ikke om jeg når hjem til aftensmad, så det bliver en nem ret fra fryseren. Mon ikke også Lillepigen er træt efter første dag i børnehaven…
  • Tir: Tapas. Jeg er på kursus og først hjemme 17.30. Mine forældre kommer til fødselsdag, så det skal være let og lækkert.
  • Ons: Take-away
  • Tor: Laks
  • Fre: Karbonader
  • Lør: Hemmelighed 🙂 Vi skal fejre Lillepigens fødselsdag med familien.
  • Søn: Pitabrød. Jeg bager dem selv – det tager lidt tid, men så er der også til fryseren 🙂

Forslag til næste uges madplan, må I da gerne smide i kommentarfeltet 🙂

Boganmeldelse #2 Effekten af Susan

Krimi og naturvidenskab blandet i én bog = fremragende underholdning.

Så er det lykkedes mig at få læst endnu en bog. Endnu en gang er den lånt på biblioteket. Faktisk er jeg god til at skrive mig på venteliste, når jeg får anbefalet en bog.  Og vupti en eller anden dag står den klar til afhentning. Jeg har også flere gange bladret reklamer igennem fra boghandleren (især her op til jul), og dernæst reserveret alle de bøger, der lød spændende. Og så er det jo bare at hente dem, når det bliver min tur i køen.

Bogen jeg har læst denne gang hedder Effekten af Susan og er skrevet af Peter Høgh (2014)

Mit resume: Videnskabskvinden Susan besidder en særlig effekt, som får folk til at åbne sig op og fortælle hende deres tanker og hemmeligheder. Da en højstående embedsmand får behov for at skaffe sig viden om et sidste møde i en meget hemmelig komite, vælger han at udnytte Susan effekten. Susan og hendes familie skal skaffe ham oplysningerne, og da de står til flere års fængsel i Indien er de rimelig samarbejdsvillige. Mens Susan og familien kæmper med at skaffe oplysningerne, bliver deres almindelig liv langsomt fjernet…

Jeg fandt bogen letlæselig, selvom jeg ellers forbinder Peter Høgh med et lidt tungere sprog… Måske er jeg bare blevet ældre?! Jeg kan i hvert fald anbefale den, hvis du er til krimier og måske og naturvidenskab.

image

Fra bogens bagside:

Susan Svendsen er 43 år og fysiker. Hun finder ro i det periodiske system. Naturlovene er en garanti for orden og regelmæssighed.

Samtidig har Susan selv et højst usædvanligt talent: Hun fremkalder oprigtighed, Denne evne må i brug, da hun og hendes familie bliver pålagt at finde tidligere medlemmer af en fremtidskommission og dens forudsigelser – en betændt og dødsensfarlig opgave.

Hvilke bøger læser I?

Hvad du ønsker, skal du få… #2

Der er stadig efterspørgsel på min ønskeseddel…

I søndags lavede jeg et indlæg med 10 ønsker fra min ønskeseddel. Det tog I godt i mod – tak for det. Jeg lovede jer vidst endnu et lille indblik i min ønskeseddel, so here it goes:

  1. Tynd uldcardigan i sort, som f.eks. denne fra Magasin
  2. Undertøj. Elsker Primadonna Twist, som bl.a. fås ved Lace i Aarhus
  3. Make-up pensler
  4. Ostehøvl
  5. Fingerringe fra Spinning, f.eks. Metropolitan eller Black Elegance
  6. Brune støvler fra Ecco
  7. Øjenvippebukker
  8. Vase, f.eks. Lyngby vase
  9. Tørklæder til indendørs brug, f.eks. fra Alaferm
  10. Hjemmesko

Har I brug for at se mere af min ønskeseddel? Eller er det ok for nu? Hvis jeg skal lave 10 ønsker mere, kommer der flere ting med fra fælle ønskesedlen (læs: praktiske ting).

Vores ostehøvl er gået i stykker og den anden dag sprang jeg strengen på den anden...
Vores ostehøvl er gået i stykker og den anden dag sprang jeg strengen på den anden…

Indlægget er ikke sponsoreret eller indeholder affiliate links.

Pastatærte – en opskrift

Lad mig præsentere en nem og familievenlig pastaret 🙂

Flere har efterspurgt opskriften på pastatærte, så here it goes… Det er en gammel sag fra en af min mors kogebøger som jeg gennem årene har tilpasset min egen smag og det generelle indhold i mit køleskab.

Pastatærte (3-4 personer)

  • 150 g pasta
  • 1 løg
  • 200 g grønsager. Forslag 1 gulerod + 100 g bønner eller 1 gulerod + 1 porre. Peberfrugt er også ok, men mere “vandet”.
  • 1 spsk olie
  • 200 g røget medister
  • 1 dl vand
  • 1 tsk timian
  • Peber

Ostefyld:

  • 100 g revet ost (Evt. lad halvdelen være feta/hytteost)
  • 2 æg
  • 2 dl mælk

Kog pastaen. Snit løget, skræl og skær grønsagerne. Skær medisteren i terninger.

Svits grøntsagerne i olie og tilsæt vand, medister, timian og peber. Lad det snurre under låg i 5 min

Bland ost, æg og mælk til ostefyldet.

Fordel pastaen i et tærtefad. Fordel grønsagsblandingen over og slut af med osteblandingen. Bages i ovnen i 30 min v. 200˚

image

Nogen af jer har måske opdaget det…

Der kom ingen Hit og shit i går – for jeg var ude og føjte…

Havde den hyggeligste aften i selskab med min mor, mine søstre og Tina Dickow. Vi mødtes hos min søster til tapas og rødvin. Min mor havde simpelthen det lækreste fad med tapas med (og jeg glemte at tage et billede). Og efter en gang hygge gik turen til Hermansens i Tivoli Friheden.

Christian Hjelm sørgede for opvarmning. Hyggelig fætter. Og så gik Tina endelig på. Jamen hun er så dejlig, og jeg bliver i så godt humør af at høre hende synge – nærmest selv de melankolske sange. Hun formår nærmest at få os alle sammen til at føle os som hendes venner.

Det var en skøn aften, men klokken var over 23.30 før mit hoved ramte puden.

Og nu går arbejdsdagen igang – god dag til jer.

image

image

Lidt mere jul…

Et besøg ved en kæmpe julemand og i nissernes halmhytte…

Lørdag besøgte Lillepigen og jeg julestuen Topkær lidt uden for Aarhus. Den kan faktisk følges i en tv2-serie her de næste par uger, men det var nu ikke derfor, at vi var på besøg. Lillepigen ville gerne se, hvor nisserne boede, og jeg skulle se om jeg kunne finde et par små gaver.

image

Det var et hyggeligt visit, men de åbner først rigtigt op med salg af æbleskiver næste weekend. Der var dog stadig mulighed for at lave bål, hvor man kunne lave skumfiduser og popcorn. Der var ingen, der havde tændt bål, så det kastede vi os ikke lige ud i.

Vi fik dog besøgt den hyggelige butik, hvor der bor nisser på loftet. Her fik vi købt et par småting.

image

Og så var vi i en lille halmhytte og se nogle nisser.

image

Og til sidste gik vi ud i juletræsplantagen og så den 8 m høje julemand.

image

Mon ikke vi kommer igen, når juletræet skal fældes? 🙂

Hvad du ønsker, skal du få… #1

Kan du ikke lige sende mig din ønskeseddel – den sætning har vi vidst allesammen sagt eller hørt den sidste tid. Og hvis Ikke, så kommer vi til det.

Jeg er en af den slags mennesker, der altid har en ønskeseddel liggende på pc’en, så jeg løbende kan fylde ønsker på. Det er altid rart, når vi når til denne tid på året, hvor der skal leveres ønskesedler. Jeg har nemlig også fødselsdag i december, så der skal helst være mere end tre ønsker på listen.

Min liste i år er sådan ok lang, så her er lige ti punkter fra listen:

  1. Lysholdere til juletræ (fedt ønske eller noget – men vi mangler…)
  2. Bog: Den Grænseløse af Jussi Adler Olsen
  3. Blush
  4. Voksdug
  5. Pung, sort – a la denne her fra DKNY (min pung har mistet en lås, så der ikke kan være mønter i den…)
  6. Natkjole så jeg kan være lidt anstændig, når jeg render oppe om natten…
  7. Låg til Magrethe skåle fra Rösti
  8. Wall sticker til entre fra f.eks. “I vores hjem” eller “Husregler
  9. Sengetøj til både Manden og jeg
  10. Olie til håret fra Macadamia

I kan få ti andre ønsker en anden dag 🙂

Min ødelagte pung
Min ødelagte pung

 

Jeg har en skål, men mangler et låg...
Jeg har en skål, men mangler et låg…
Bogstakken kan vel altid vokse lidt...
Bogstakken kan vel altid vokse lidt…

Indlægget er ikke sponsoreret eller indeholder affiliate links.

Madplan uge 48

Nem mad, let at lave…

Hermed næste uges madplan for en uge, hvor der (igen) skal ske mange ting. Og hvor madmor (mig) ikke har så meget tid til madlavning.

image

  • Søn: Frikadelleburgere. Vi skal til frokost/middag hos Farfar, så det skal være nem aftensmad – og så er det jo heldigt, at der både er burgerboller og frikadeller i fryseren.
  • Man: Pastatærte
  • Tir: Rugbrød/Toast. Gymnastikdag og Lillepigen er alene hjemme med Manden.
  • Ons: Take-away. Nemt, da vi skal til fødselsdagseftermiddagskage ved en af Lillepigens venner (3 år!)
  • Tor: Spaghetti med pølser. Mandens hofret. Igen er Lillepigen og Manden alene hjemme.
  • Fre: Hakkebøf med ris. En nem ret, da vi har afsked i dagplejen, og sikkert kommer lidt sent hjem.
  • Lør: Hotdogs. Igen en nem ret, da vi har tre hold venner med børn til juleklip om eftermiddagen.
  • Søn: Boller i karry.