Kategoriarkiv: Lister

Status pt #10

Min hjerne arbejder lidt i lister pt. – altså når den overhovedet arbejder 😉 Og billeder må I lige lukke øjnene og tænke jer til…

  • Kl. er 5, som jeg starter denne liste – og det er lyst udenfor!!! Jeg elsker det. Og også de lyse aftner, selvom vi stort set hver aften skal forhandle med børnene om, hvorvidt de må lege i haven efter aftensmaden.
  • Jeg overvejer en del, hvordan jeg skal balancere bloggen. Jeg vil gerne, at den skal handle om mig – og ikke om baby. Så jeg vil gerne spare jer for indlæg om, hvad han har spist, taget på osv. Lidt svært når det pt. er omdrejningspunktet i en stor del af mit liv 😉
  • Jf. ovenstående snakker vi pt. en hel del om lort herhjemme. Eller mangel på samme. Nogen har nemlig ikke behov for at komme af med noget….
  • Hold op hvor spiser jeg meget kage for tiden!!
  • I en tidligere Status pt. gjorde jeg opmærksom på, at man får et plettet gulv, hvis man ryster en karton med koldskål, hvor låget ikke er skruet ordentligt på. Jeg kan nu supplere denne viden med, at det samme gør sig gældende med letmælk.
  • Kan simpelthen ikke huske, om jeg har fortalt følgende lille historie, så nu får I den. Min datter spurgte mig en aften, hvorfor man siger, at storken kommer med babyerne, når det ikke passer. Jeg forklarede hende lidt overordnet, hvordan man laver børn. Hendes eneste kommentar var: Wauw det er jo magi!
  • Jeg har faktisk flere færdige indlæg liggende, som jeg bare kunne udgive post-fødsel.  Men det er som om, at selv den lille proces er irrelevant pt. Så I må bare vente… 🙈

Personer jeg ikke forstår…

Nu er vi jo heldigvis ikke ens, men der er altså nogle personer, jeg ikke forstår…

  • Personer der går på café til frokost og lige snupper en brunch. Jeg vil altid foretrække en caféburger med fritter – både kl. 11 og kl. 13.
  • Dem der køber fodtøj i Bilka eller Kvickly. Måske har jeg bare været uheldig, men de gange jeg er faldet over noget smart, så har pris og komfort altså haft en stor sammenhæng. Mit liv er for kort til dårlige sko!
  • Personer der bestiller pizza med bearnaise sauce… Jeg er enig i, at bearnaise sauce er en gudespise, men efter et stykke pizza bliver det for kvalmt til mig.
  • Dem der skælder ud på indsamlerne, der frivilligt og uden løn går fra dør til dør for at samle ind til et formål, de selv synes er rigtig godt. Gem din harme, og sig blot nej tak til at støtte.
  • Personer der handler hver dag. Jeg ved godt, at vi ikke alle kan være lige så skide strukturerede som mig, men ak mit liv er for kort til at stå og glo ned i køledisken i supermarkedet hver dag.
  • Dem der elsker at gøre rent. Altså findes de ægte? De burde have en eller anden award for deres indsats. Det bliver aldrig mig, der vinder i hvert fald…
  • Dem der går i shorts, fordi kalenderen viser en bestemt dato. Jeg vil til hver en tid foretrække, at det er termoteret og ikke kalenderen, der skal afgøre min påklædning…
  • Personer der foretrækker hvid chokolade. Eller som slet ikke kan lide (mørk) chokolade. I don’t get it!

10 ‘forbløffende’ fakta om moi!

Haha så er der ananas i egen juice med 10 fakta om mig. Ved ikke hvor forbløffende de er, men fakta er det – og det handler om mig…

  1. Jeg er 157 cm høj på en god dag – og pt. er jeg 120 cm i omkreds…
  2. Jeg elsker at være i god tid – nogen gange alt for god tid…
  3. Jeg kan ikke arbejde i toget uden at blive køresyg.
  4. Og af samme grund er det også begrænset, hvad jeg kan håndtere af bøger, smartphones osv., når vi kører bil.
  5. Jeg bruger kontaktlinser i styrke – 5,0 og – 5,5. (Det har da egentlig haft sit eget indlæg, så det er nok ikke så forbløffende for dem, der har læst med længe)
  6. Jeg har en ‘vorte’ på hagen med sin helt egen skægvækst.
  7. Til gengæld har jeg lyse hår på benene, så en ‘glemt’ barbering ses ikke så let…
  8. Jeg elsker at gynge – kan man blive for gammel til det?
  9. Jeg piller bussemænd på min søn. Kan virkelig ikke lade være….
  10. Jeg vasker kun mit hår med sæbe én gang om ugen. (Igen ikke noget nyt for de trofaste læsere – se her)

Status pt #6

Der bliver åbenbart ved med at være emner at gøre status over:

  • Jeg er stadig lidt overrasket over, hvordan jeg var ved at miste balancen, hver gang jeg steg op af vandet i svømmehallen i påsken. De der ekstra kilo på maven, der bare lige kom tilbage, så snart vandet slap.
  • De smarte zebra stribede gummistøvler, jeg købte til min datter, faldt på INGEN måde i hendes smag. Suk.
  • De der mini-potter, som Bilka uddelte for 2 år siden – dem har vi endelig fået plantet 👍🏻🙈

  • Og nu hvor de spirer, indser jeg, at de for dælen skal pottes om… Alle 30?…
  • Da jeg bad min datter om input til madplanen, ønskede hun kartoffelmos, som far skal lave. Dvs. jeg skal skrælle og koge kartofler, og så kan far lige mose og røre med smør og mælk. Jeg står selvfølgelig også for frikadeller og grønt, men min mand får hele æren…
  • Min mand ønskede Bibimbap på madplanen… Jeg troede seriøst, at han tog pis på mig, men han fandt en opskrift. Det var så lækkert, og kan bestemt anbefales, og er allerede på madplanen igen herhjemme.

  • Mine forældre måtte grundet en flytning forære deres kat væk for halvandet år siden. Den stak hurtigt af fra den nye familie, men er nu vendt hjem til mine forældre igen. Vildt nok.

Status pt #5

Endnu en gang status pt.

  • Jeg har lige opdaget, at min datters gummistøvler er str. 26. Hun går i dem stort set hver dag. ALT hendes andet fodtøj er str. 29 🙈
  • Jeg har slet ikke haft tørre hænder denne vinter. Det er den eneste fordel ved, at min søn har børneeksem, og jeg smører ham ind i fed  creme flere gange om ugen.
  • Når jeg handler ved Bilka to-go, bliver jeg ved med at få sådan nogle toilet-rengørings-vådservietter som gratis gave. Hvem bruger dem og hvordan???

  • BTW blev en bestilling på fem økologiske blommer erstattet af 13 almindelig blommer, da der var udsolgt. Jeg havde nok ment, at erstatningen skulle være fem blommer for fem blommer istedet for at prisen skulle passe…
  • Strejke og lockout er udskudt 14 dage. Håber sådan de når til enighed!
  • Solskin, regn, solskin, hagl… Sådan er en helt normal forårsdag i Danmark åbenbart….

  • Jeg får virkelig læst en del for tiden. Tror kroppen er gået i ‘afslapnings-mode’ her den sidste tid. Kan anbefale Heksedrengen af Lone Theils, Ilkas arv af Sara Blædel og De ugudelige af Linda Castillo. Er lige startet på Oprindelsen af Dan Brown. Håber den også er god, for den er dæleme tyk.
  • Og så er jeg meget imponeret over holdbarheden på den neglelak og toplak, jeg fik bestilt ved Nilens Jord. Den kan virkelig anbefales. Hvis de så bare også havde den pastel-mint-grønne farve, som jeg har forelsket mig i… Men det har de ikke.
  • Jordbærkager til 10 kr – det kan ingen (gravide) da gå forbi…

 

Det har jeg lært i 2018 – indtil nu…

Det er blevet tid til et lille liste-indlæg. Hermed en status over, hvad jeg har lært i 2018 – indtil nu selvfølgelig. Regner med at lære meget meget mere.

  • Julechokolade smager OGSÅ godt i januar…
  • Pizza bages bedst med undervarme. Grill kan ikke anbefales.
  • At gemmeleg med en 2 årig og en 6 årig foregår på to helt forskellige niveauer.  Men det er en glimrende leg for en gravid at deltage i.
  • Tålmodighed er en dyd. Min udsalgsmission lykkedes, selvom det holdt ret hårdt med buksedragten. Den kom først på udsalg sidst i uge 1, og de tre steder der fik den på udsalg,  havde den i henholdsvis str. 34, 38 og 40. Behøver jeg at skrive, at jeg bruger str. 36…. Men jeg blev stædigt ved, og bum i uge 2 må der være kommet en retur i min størrelse. Haps haps til 50 % 👍🏻😊
  • Når man har et barn på 6 år, der virkelig ikke er nem at vække om morgenen, så er det med at slå til, når hun fatter interessere for vækkeurs funktionen på iPaden. I skrivende stund er hun vågnet ved vækkeur i to uger – uden sure miner. Win!
  • At lege med mudder betyder det samme som at rulle sig i mudder. Vente til det er tørt og så rulle sig igen. Og eventuelt gentage processen et par gange.  Sådan så min datters jakke i hvert fald ud, før jeg gik igang med at SKRABE mudder af, inden den røg til vask!
  • At “voksenøkonomi” faktisk interesser nogen. Se mit gæsteindlæg hos funnyfinans her.
  • Jeg er stadig dårlig til at tage billeder…
  • Bilsælgere findes i mange formater! Og både ‘den ligeglade’ og ‘den over-ivrige’ er irriterende at ende i hænderne på.
  • Når man har gået i skole i 100 dage, så holder man åbenbart fest. Kjole til pigerne, lækker sammenskudsbuffet og dans. Behøver jeg skrive, at jeg ikke var inviteret 🙁

 

Når man har en blog, så…

Nu har jeg jo en blog – og ser mig selv som sådan en slags blogbestyrer. Det er for det meste ganske fredeligt, men der er da nogle ting, der er ganske særlige, når man har en blog – og der er ofte to sider af ‘samme sag’.

  • Jeg kan møde bekendte fra folkeskolen, eller veninders forældre, der er rimelig up-to-date med mit liv.
  • Omvendt kan jeg være sammen med nære veninder, som overhovedet ikke aner noget som helst om, hvad der sker i mit liv. (Hvilket er helt fair!)

 

  • Jeg har fået tilbud om frit valg på alle hylder i en webshop, hvis jeg anmeldte produktet. Det var sexlegetøj og pikant lingeri. Det kunne jeg ikke.
  • Jeg har også fået tilbud om at omtale en selfie-guide, men at jeg ikke nævnte, at jeg modtog betaling for. Det er ulovligt, så det blev et nej tak.
  • Omvendt fik jeg tidligere i år nye lækre støvletter mod en omtale på bloggen.

 

  • Jeg kan få ideer til blogindlæg på de mærkeligste tidspunkter.
  • Omvendt er jeg andre dage helt blank for noget at skrive, selvom jeg gerne vil.

 

  • Jeg elsker likes, kommentarer osv., som I smider på min blog eller andre sociale medier.
  • Omvendt er jeg virkelig dårlig til selv at kommentere på de mange blogs jeg læser. Det er lidt dårlig stil, og min intention er, at skrive mindst en kommentar om dagen. Det går ikke så godt… Må hellere skynde mig at ‘opfylde’ dagens kvote.

 

  • Jeg kan bruge timevis (dagevis) på et indlæg, som bliver læst af ganske få.
  • Omvendt kan nogle hurtige skriblerier blive læst igen og igen. Det er ret forunderligt.

Det er sikkert flere ting, men det var det, jeg lige kunne hitte på 😉

Hvad december har lært mig indtil nu…

I dag havde vi pludseligt åbnet 1/3 af alle lågerne i julekalenderen, så I får lige en kort status på min læring indtil nu:

  • En 2 årig kan på ingen måde administrere hverken en papir- eller chokoladejulekalender.
  • Værre er det nærmest med en pakkekalender, hvor han ikke får en gave hver dag.
  • Hvor glad børn kan blive for nye strømper i pakkekalender – wee…
  • Julegaver kan med fordel købes på nettet… (same procedure as last year – and same procedure as every year…)
  • Vores kalenderlys ‘faldt’ sammen og på ca. 5 min kom vi fra d. 6. december til d. 10. december. Godt vi ikke behøver tænde det i morgen.
  • Det er seriøst svært at få taget billeder i dagslys, så derfor er dette indlæg fulgt af lidt kage fra sidste weekend.
  • Jeg blev sat til vægs, da min datter spurgte, hvorfor vi fejrer advent… Ved I det? Jeg kan afsløre, at det faktisk ‘bare’ er en nedtælling til jul (Jesus fødsel) Og at lysene symboliserer noget med en ledestjerne.
  • Det er virkelig svært at fortælle en 6 årig, at det tøj hun har givet en i gave ikke rigtigt passer – hverken i størrelse eller stil.
  • At norsk julekalender er ganske udemærket, selvom synkroniseringen kunne være bedre. Den 2 årige spørger dog efter julemanden ca. hvert 3. minut. Perfekt at julemanden nu er forsvundet for anden dag i træk… (Gad godt at se Tinkas Juleeventyr, men det er midt i puttetid herhjemme)
  • Og så passer den generelle decembertravlhed og graviditetstræthed ikke super fedt med håndbold indtil kl 22 ish.
  • Nå ja, så har jeg også lært, at hvis man spiser morgenmad på Cabinn i Ørestad kl 6.30 en torsdag morgen, så skal man forvente at være den eneste kvinde…
  • Og at det faktisk lykkedes mig at holde et oplæg på Vejforum torsdag, hvor jeg glemte at tælle antallet af tilhørere. Ved virkelig ikke, om jeg skal grine og græde – det er ‘aldrig’ sket før… 🙈

Slut prut søndag

Så var søndagen gået, og det var en god en af slagsen, hvor en masse mindre projekter blev streget på listen, bl.a. var det den søndag, hvor:

  • Jeg sov hele natten uden børn i sengen – faktisk vågnede jeg først 6.30, da den yngste kaldte, selvom jeg jo pt. vågner før 6 næsten dagligt. Lækkert!
  • Jeg fik vaskehallens bedste vaskeprogram gratis inkl. både kaffe og juice. Min vaskenøgle virkede ikke, og chefen kunne først gøre noget i morgen. Det er dæleme god service! Tak Shell/7-eleven. 👍🏻
  • Jeg fik vasket min hvide dug!
  • Og katten valgte at tage en lur på min hvide dug – selvfølgelig med jord på poterne – argh….
  • Jeg fik vist jer mine nye sko , der er både feminine og praktiske. 😊
  • Jeg fik årets første æbleskiver – og det er som bekendt de bedste! Jeg spiste fem 😉
  • Vi havde As legegruppe samlet for første gang.  Det gik ok, og jeg kan sagtens se, at det kan give nogle relationer. Selvom det da også er lidt svært at lege ‘på kommando’ med nogen, man normalt ikke leger med.
  • Jeg bagte de her gulerodsboller for første gang i lang tid. De har vist været savnet – vi har i hvert fald spist til vi revnede.
  • Jeg fik sat et par blomsterløg i haven. Lidt vel sent – de var faktisk begyndt at spire i potterne. Så nu må vi se, om de kommer til foråret.
  • Gennemførte en putning hurtigere end min mand 😝

Håber også at I har haft en god søndag.

Ti ting du (måske) ikke vidste om mig

I bedste bloggerstil har jeg samlet ti mere eller mindre tilfældige facts om mig. Noget af det ved du måske allerede, men sådan er livet jo 😉

  1. Uanset hvilket barn jeg putter, så er den putning min mand er igang med overstået først 9 ud af 10 gange…
  2. Jeg er totalt A-menneske. Det har jeg nævnt før, men pt. har jeg fået en vane med at sove omkring 21.30. Og så vågner jeg altså før vækkeuret ringer kl 6.
  3. Tæerne på min venstre fod starter ‘før’ end på den højre. I ‘åbne’ sko kan man altid se revnerne på den venstre, men sjældent på den højre.
  4. Jeg elsker krimier, men lige pt. er jeg faktisk igang med Blækhat af Sissel-Jo Gazan. Den er yderst velskrevet, men altså 500 sider uden et mysterium – det er lidt hårdt…
  5. Jeg savner Miracolis lasagne!
  6. Jeg mangler to gaver til børnenes pakkekalender. Hvis alt andet glipper, så får de slik 😉
  7. Jeg er ofte håbløst bagud med vasketøjet. Det bliver vasket, men kommer ikke rigtigt ud i skabene. Så når min datter dukker op i tynde gamacher og hjemmestrikkede sokker på en kold novemberdag, så er der virkelig lavvande i hendes tøjskab.
  8. Jeg skriver de fleste af mine blogindlæg på telefonen.
  9. Hver weekend laver jeg en ugeplan for den kommende uge. Den indeholder hele familiens aktiviteter, madplan samt mine egne ‘opgaver’.
  10. Nu sover min søn! Og jeg er først færdig med at putte – for min datter sover slet ikke hjemme. 😝