Den sidste feriedag i denne omgang brugte A, Manden og jeg i Cirkus Summarum. Det var 3. gang, vi var af sted, så vi vidste ligesom, hvad vi gik ind til. Lillebror blev passet, så alt foregik på As præmisser.
Og ja Cirkus Summarum var super, og alle børn var glade. Men hvad med de voksne? Her kommer min uforbeholdne vurdering med voksenbriller:
Hele omdrejningspunktet var, at Cirkusdirektøren aka Rasmus Bjerg blev væk under en flytning af sidste års forestilling. Det betød, at vi mødte en herlig flyttemand (også Rasmus Bjerg), som på klingende fynsk serverede den ene voksen-joke efter den anden. F.eks. glædede han sig vildt meget til at møde Bamse, og konkluderede at Hr. Skæg, Motor Mille og resten af banden måtte være “Bamses Venner”. Han blev selvfølgelig skuffet over at møde gule Bamse, men vi andre fik en herlig kavalkade af Flemming Bamse Jørgensens største hits.
Jeg tror, at de fleste mødre savnede Kristian lidt. Hans skæve smil og drengede charme. “Istedet for” var det Rasmus, der var den nye dreng i klassen (Razz med Kickflipper…). Han kunne nogle vilde moves, og imponerede et par gange med dans, spring og akrobatik, men altså han fik mig ikke til at føle mig som en teenager til CityBois koncert, som Kristian nogle gange har præsteret. (Og ja jeg måtte google, om det var Bois med i)
Til gengæld fik Onkel Reje mig til at rødme og kigge væk. Han forstår virkelig at underholde børnene på en bramfri måde, hvor de slet ikke opdager, at det virkelig er grænseoverskridende – det gør de voksne (eller i hvert fald mødrene) til gengæld. I år viste Onkel Reje igen sin mave frem. Den består af hårdt arbejde og masser af frikadeller. Derudover var han iført en leopard plettet trusse – og intet andet… Stakkels Rasmus, der skulle have ham kravlende oven på sig, så vi til sidst kunne få ham op i et stort cocktailglas, så vi havde… Ja en rejecocktail selvfølgelig. Endnu en voksenjoke serveret i fin indpakning.
Jeg har helt sikkert glemt en masse skarpe voksenjokes, og dem glæder jeg mig til at “genopdage”, når forestillingen kommer på DRs hjemmeside, og A skal se det igen og igen og igen og igen…
Generelt er Cirkus Summarum masser af fest og ballade, og jeg elsker at være den (pinlige?) mor, der står op til fællesdans og synger med på alle sangene fra Ramasjang, selvom jeg kun kan halvdelen af teksterne. A ville hellere blive siddende, så jeg måtte holde min egen voksenfest. Det gik nu også fint, og jeg er klar til næste år igen.
Jeg håber, at de inviterer Kristian med igen. Og hvad med lidt musik og fest fra Kalle? Og så kunne jeg altså se en del sjov i, hvis Kylling også fik lov at komme med i cirkus.