Den anden dag sad jeg igen og læste gamle indlæg – der er både nogle virkelig gode og nogle knap så gode imellem. Ok også nogle ret dårlige 😉 Og så besluttede jeg mig for at se, hvilke indlæg der har været jeres favoritter målt ud fra, hvor mange gange de er blevet læst. Så herunder kommer der en top 10 med de mest populære indlæg. Vi tager dem selvfølgelig bagfra 😉
Nr. 10 på listen over de mest populære indlæg er Status på “Jagten på den perfekte…” som var et indlæg, der gav status over et tidligere indlæg, der faktisk også er på listen. Nemlig et indlæg om… Ej det kan I læse længere oppe på listen 😉
Nr. 9 er Sanserne #1 Lugtesansen. Det er ikke et indlæg, jeg har specielt store tanker om, men det var det sidste jeg udgav, inden bloggen holdt pause i 10 måneder. Så måske er det pga. denne status, at det kommer med på listen?
Nr. 8 er Fantastiske navne til søskende, som faktisk blev efterfulgt af to indlæg mere i samme kategori. Det er en liste med “mærkværdige” navnekombinationer, som kan give et smil på læben.
Som nr. 7 kommer indlægget En måned som blogger – statistik, hvor jeg efter den første måned med bloggen gjorde status over antallet af besøgende, indlæg osv.
På plads nr. 6 kommer indlægget, som egentlig var et spørgsmål, nemlig Hvad laver I med pasteuriserede æggehvider? Det spørgsmål er der åbenbart andre, der også stiller på Google, for jeg kan se, at indlægget stadig har besøgende. Lidt skuffende at blive henvist til mit spørgsmål, hvis man selv har det samme… Måske jeg skal opdatere det en dag 🙂
Nr. 5 er Jeg er hoppet med på bølgen, som handler om, at jeg begyndte at drikke olieshots. Noget jeg overvejer at gøre igen, når jeg liiiige tager mig sammen 🙂
Så kommer det indlæg, der tidligere blev lavet status over, nemlig Jagten på den perfekte… Og det var jagten på den perfekte natkjole. Hehe det tiltrak mange læsere – måske det var overskriften? Eller mig i natkjole? (ja der er billeder 😉 )
På 3. pladsen kommer endnu et indlæg om olieshots, nemlig Lidt mere om at drikke olieshots, som egentlig blot er en “tilføjelse” til det forrige indlæg, men hvor jeg var blevet lidt klogere på effekten osv.
Som nr. 2 kommer en opskrift på Rejesalat med mango og forårsløg. Den er lånt hos Maden i mit liv og stadig et hit herhjemme.
Det allermest læste indlæg hedder Jeg har gjort noget grænseoverskridende, som handlede om, at jeg pga. voldsom eksem rundt om øjnene valgte at tage på arbejde uden make-up. Egentlig ikke en “stor” ting, men jeg følte mig alligevel ret nøgen. Jeg døjer stadig med mit eksem, men slet ikke i samme grad.

Hvad tænker I – er der nogen indlæg I undrer jer over er på listen, eller måske ikke er?