I dag var i sandhed en kontrastfyldt dag, hvor jeg gik fra at rydde op i joggingbukser til at være omsorgsfuld mor til at være konsulent til at være den hjemvendte savnede mor for til sidst at ende på sofaen.
Det var dagen, hvor jeg for første gang i min 5 år og 4 1/2 måneder lange karriere som mor, måtte have et barn i narkose.
Vækkeuret ringede kl 5.30. Pigen der ikke kan høre skulle have tidlig morgenmad for fra kl 6 stod den på faste. Formiddagen gik i joggingbukser, og først da jeg havde lagt makeup og skiftet til buksedragt, og vi sad i bilen, meldte mavepinen sig. Klokken var blevet 11.30, og pigen på bagsædet havde ondt i maven. Om det var sult eller spænding var svært at afgøre, men hun var stille. Jeg var dog MEGET imponeret over hendes evne til at faste – jeg havde ikke klaret det uden brok.
Vores destination var ørelægen. Far kom også, og med en i hver hånd blev hun lagt i narkose. Jeg kunne godt se på hende, at hun ikke var tryg, men hun var så sej. Puha jeg syntes, at det tog lang tid, før hun var væk. Men væk kom hun, og da hun 10 min senere blev båret ind til os i opvågningsrummet, var hun fortsat helt væk.
Jeg vidste ikke, hvad jeg gik ind til, men det var vigtigt for mig at være der. Og jeg kunne især mærke det, da jeg sad med hende under opvågningen. Det var sen rigtige beslutning.
Da vi var færdige ved ørelægen var det min svigermor, der kørte med dem tilbage. Jeg vendte snuden mod Padborg. En lang tur for et kort møde. Mit tjekkede image krakelerede dog lidt, da jeg på skolen, hvor mødet blev holdt, skulle tage blå overtræksfutter ud over mine støvler 😉 Jeg rettede ryggen og spillede cool.
Vel hjemme lige ved puttetid blev jeg modtaget med kæmpe krammere og kys. Utroligt hvordan disse velkomster kan svinge. Efter endnu en lang putning af husets yngste beboer, har jeg nu ramt sofaen. Mit aktivitetsarmbånd siger, at jeg fortsat mangler 500 skridt, så dem må jeg nok op og få gjort kål på inden længe.
God aften til jer.
Du er en super sej mor og karrierekvinde! ❤️
Tak ❤️