Psykolog

En super god morgen i det lille hjem…

Jeg har besluttet mig for at holde en lille pause fra de lidt mere negative brok indlæg, så det er helt perfekt, at jeg i dag kan skrive om en super god morgen i det lille hjem. 

For mit vedkommende startede morgenen skønt med at jeg vågnede helt af mig selv 10 min før vækkeuret ringede. Ahhh hvilken luksus. Efter at have puttet lidt med E stod jeg op, og kunne i ro og fred gennemføre mine morgenrutiner. Det første er sandt, men herfra kan ironi forekomme 😉

Da jeg begyndte at pusle i køkkenet, sagde A med sin blideste stemme: Søde mor, er du ikke rar at lukke døren til mit værelse, så jeg lige kan putte lidt mere. Efterfølgende kom en glad A ud i køkkenet, hvorefter hun stille returnerede til sin seng, da hun konstaterede, at E stadig sov. Ahhh dejligt med to sovende børn og maaasser af tid til vi skulle ud af døren.

Madpakkerne blev smurt, begge børn kom nemt i tøjet og spiste hurtigt deres morgenmad uden brok. Vi var just in time til at komme ud af døren i tide (hvis man ser bort fra 10 min forsinkelse), da E havde behov for et bad. Det var helt perfekt med et bad på det tidspunkt, for så sparer vi tiden senere i dag. Og at behovet for et bad opstod på baggrund af en blomsterduftende ble med tilhørende blomsternektar hele vejen ned af begge ben, det er lige meget. Der var alligevel lidt ekstra plads i den vask, jeg lige havde tænkt mig at sætte over.

E var jublende glad for at komme i bad, og skreg slet ikke af sin søde mor. Han var nem at få i tøjet, og lynhurtigt klar til at skulle i vuggestue. Samtidig åbnede A helt frivilligt munden for at få børstet tænder, og hun var slet ikke nede på gulvet at ligge, fordi hun nægtede at tage sko og jakke på. Næ nej begge børn var søde til at komme i tøjet og ned til bilen.

Jeg nåede på arbejdet ½ time senere end planlagt, men det betyder ingenting, når man er fyldt op med positive smil, kys og kram fra en super god morgen.

P.S. Vores kat er desuden ikke syg. Den er super frisk og spiser godt. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *