Forkælelse

Forkælelse med udfordringer…

Denne uge har været min sidste på barsel (officielt ferie…), og Lillebror er blevet “kørt ind” i vuggestuen. Jeg havde planlagt, at det i det mindste torsdag og fredag ville give mig mulighed for lidt forkælelse af mig selv. Det lykkedes også, men ikke uden forhindringer!

Torsdag stod den på et besøg hos min frisør. Mit hår var ikke blevet klippet siden februar, så det var næsten umuligt at rede ud efter bad. Hos frisøren gik tingene smertefrit – og jeg fik klippet de spaltede spidser af og løftet frisuren lidt. Nu er det i hvert fald hverken håret eller Lillebrors fedtede fingre der er skyld i, hvis/når håret ender i en knold…

I julegave fik jeg en Smartbox (affiliate link), der hed Smuk&Dejlig. Jeg havde derfor bestilt en tid ved Hudplejeinstituttet til en ansigtsbehandling fredag morgen kl 9. Herefter ville jeg have god tid til at ose, shoppe lidt og ordne nogle praktiske ting inden børnene skulle hentes. Men sådan gik det ikke!

Forkælelse

Tidligere på ugen ville jeg aktivere mit gavekort, men det ville den ikke. Et opkald til Smartbox kundeservice viste, at det var hos Magasin, gavekortet ikke var registreret rigtigt. Deres kundeservice var virkelig ringe. Jeg blev stillet om seks gange, snakkede med flere forskellige folk, hvoraf INGEN beklagede, at de havde lavet en fejl. Konklusionen var, at jeg skulle ind forbi Magasin, fordi gavekortet skulle tages retur og sælges til mig igen. Virkelig godt jeg ikke bor i Skagen eller Thyborøn! Og ikke nok med, at jeg skulle komme ind – jeg skulle også medbringe kvitteringen. HALLO det var en gave… Jeg fik til jul… Hvordan skaffer man lige den kvittering? Heldigvis havde Manden den faktisk liggende, så jeg slap for yderligere besvær…

Nu åbner Magasin som bekendt først kl. 10, så jeg ringede og fik flyttet min behandling til kl. 11.30… Jeg havde planlagt at være i Aarhus kl. 10, så jeg stadig kunne nå lidt inden min behandling. Desværre opdagede jeg halvvejs derinde, at jeg havde glemt min pung, så jeg parkerede først i Aarhus kl. 10.30. Første stop blev (heldigvis) Magasin. Her fandt jeg endelig den rigtige afdeling, og blev mødt af en rigtig sød ekspedient, der fandt fejlen og rettede den. Men ak jeg kunne stadig ikke aktivere gavekortet, og måtte derfor ringe til Smartbox, som oplyste, at der kunne gå op til 48(!!) timer fra et salg, til gavekortet kunne aktiveres. MEN hvis Magasin ville stå inde for det, så kunne de åbne det manuelt nu. Jeg overdrog min telefon til den søde ekspedient, som opgav sit navn og alt muligt for at de ville åbne. Enden på det hele blev, at de ville ringe mig op  “lige straks”, og give mig de nødvendige koder… Kl. 11.10 begav jeg mig videre mod min forkælelse, men jeg hørte ikke noget fra dem hverken før eller efter…

Hos Hudplejeinstituttet var de søde, og vi blev enige om, at vi nok skulle finde ud af det betaling. Jeg satte telefonen på lydløs, og forberedte mig på forkælelse. Og ja det var lækkert, og ja min hud er dejlig blød nu. BTW har jeg en fin hud uden de store problemer 😉

Forkælelse
Citat fra væggen

Jeg havde tilkøbt retning og farvning af bryn samt skulder og nakkemassage. Retning af bryn foregik åbenbart med voks… Men så har jeg da prøvet det. Ubehageligt, men alligevel bedre end pincet. Underligt nok har jeg en “plet” af hvide hår i det ene øjenbryn. Fatter ikke, hvorfor de ikke er enten farvede eller fjernede?! Eller at hun ikke på noget tidspunkt viste mig resultatet i et spejl, og spurgte om jeg var tilfreds… Massagen var da meget lækker, men jeg havde nok troet, at hun ville tage lidt fat og løsne op. Det gjorde hun ikke. Så det var kun lækkert, mens det stod på – efterfølgende føler jeg ikke noget. Der var heldigvis et stykke chokolade, da jeg færdig, så jeg gik derfra i ok humør 😉 (Jeg er så nem…)

Forkælelse

Inden jeg var færdig, var kl. 13, og så var tiden ligesom knap. Jeg fik afleveret min jakke hos skrædder, spurgt efter noget medicin på apoteket (to gange), som ikke var kommet, kopieret nogle nøgler og købt en barselsgave. Jeg nåede også at finde tre t-shirts i Salling, som er arbejdsegnede og ikke barselsegnede, og jeg nåede at reklamere over min amme-bh, som for tredje gang er gået i stykker. De havde desværre ikke flere i min størrelse i den pågældende butik, så det hjalp ikke meget – og jeg havde ikke tid til at smutte i en anden butik. Jeg fik heller ikke købt lækker chokolade eller is – og frokosten blev en hurtig foccacia fra 7-11 og ikke sushi eller kebab, som jeg aldrig får…

Så jeg fik lidt forkælelse, men jeg nåede ikke det jeg drømte om.

BTW var der vanvittigt mange Pokestops og Pokemons i Aarhus!!! Men jeg fandt ud af, at jeg syntes, at det er lidt meget pinligt, at fange Pokemons midt på gågaden 😉

 

5 tanker om “Forkælelse med udfordringer…”

  1. Iihh, hvor træls med alt i alt ret dårlig service fra (primært) Magasin. Dårlig reklame.
    Men godt du fik lidt forkælelse. Sig til hvis du ønsker en dyb massage af nakke og skuldre – det kan sikkert arrangeres i næste weekend, hvis der er ro til det (søndag)…
    Nyd sidste weekend før karrierelivet igen tager fat!

    1. Sofie – du er også velkommen hos mig der efter første uge tilbage på pinden også trænger til mere dybdegående arbejde med skuldre og nakke😄😄
      Godt du fik lidt forkælelse Marie – det er helt sikkert fortjent

  2. Ja det var en lidt træls oplevelse. Heldigvis var ekspedienten i Magasin SÅ sød – ellers var jeg nok blevet en sur madame.
    Nu er mit gavekort endeligt aktiveret, så nu skal jeg ind til Hudplejeinstituttet og have penge tilbage for behandlingen. Sådan endte aftalen nemlig. Besværligt, men skal alligevel hente min jakke ved skrædderen på et tidspunkt.
    Ja tak til massage 😊

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *