Goddag-dag, sommerfest og jetlag…

Jeg ligger i min seng med tøjet på. Ved siden af ligger min mand og forsøger at ‘kurere’ en forstoppelse med masser af lakrids. Nu kommer der en mjavende kat og ‘tigger’ om aftensmad – for det er da helt naturligt lidt i ni…

Efter at jeg søndag aften faldt i søvn flere gange (ca. fem gange…), da jeg først forsøgte at putte min søn og efterfølgende havde succes med at putte min datter, gik jeg i seng kl ni. Jeg sov til kl syv, kun afbrudt af FIRE vækninger af børnene på skift, hvoraf den ene varede halvanden time… Mandagen gik overraskende godt, og jeg blev først ramt af træthed efter arbejde. Jeg holdt mig vågen til kl ti og sov til vækkeuret ringede til kl seks næste morgen. Og det samme gentog jeg sådan set i går og har tænkt mig at gøre i dag. Så jetlag go home!

Jeg er dog lidt træt… I går aftes var jeg med min (store) pige til goddag-dag på hendes kommende skole. En rolig aften for mig, men jeg kunne forstå på de andre forældre, at det faktisk var en lidt stor dag. Nærmest en slags første skoledag. Ups, sådan opfattede jeg det ikke helt. Vi havde også valgt kun at komme en forælder, men det var jeg/vi nærmest ene om. Det vigtigste var, at A havde en god oplevelse – og det havde hun. Hjemme igen skulle jeg lige putte et barn, bikse en lasagne sammen til onsdagens sommerfest og rydde op i hele hytten, så der kunne blive gjort rent. Og så på hovedet i seng.

I dag er den store sommerfest i børnenes institution så blevet afviklet. De største børn lavede et flot (og langt) akrobatik show, og så var der buffet med sammenbragt mad, slush-ice, popcorn og fri leg. Det fantastiske ved buffeten er altid at retterne afspejler de forskellige kulturer, der er repræsenteret i institutionen. Så udover store mængder pizza, pølsehorn, pastasalat og frikadeller, er der også altid nogen, der har lavet hjemmelavede forårsruller, samosaer, falafler, eksotiske risretter og andre lækkerier. I love it!

Men efter to lange dage er det nu heller ikke så tosset, bare at ligge her. Så det gør jeg lidt endnu, før jeg kravler rigtigt i seng.

6 tanker om “Goddag-dag, sommerfest og jetlag…”

  1. Jeg har også været igennem en “goddag” seance på min ældste søns kommende skole. Vi var begge ret spændte, og jeg var måske nok endnu mere end han 😉

    1. Det er nok meget naturligt – jeg havde bare lige overset, at det var en “stor ting” 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *