En skildring om sygdom, en tur på sygehuset og antibiotika…

Jeg skal have min søvn! Og natten er til at sove – ikke andet. Men lige i nat gjorde det mig alligevel varm om hjertet, da en feberramt Lillebror brugte halvanden time på at ‘snakke’ og smile til mig. (Og amme og skide).
Lad os spole tiden tilbage til lørdag aften, hvor jeg uvidende om nattens strabadser faldt i søvn efter en lang dag. Jeg var bombet efter to nætter med for lidt og usammenhængende søvn. Manden var i udlandet og A sov hos sin bedste ven, så jeg håbede på en god nats søvn.
‘Godt barnedåben er overstået!’ var nærmest det første jeg tænkte, da Lillebror vækkede mig kl 4. Han var brandvarm og meget ulykkelig… Da søndagen oprandt og jeg skulle hente A hjem, måtte jeg kalde på assistance fra min mor.
Lillebrors feber fortsatte, og da vi ramte mandag eftermiddag, var status:
- Lillebror havde sovet 7 ud af 8 timer den dag…
- Hans kropstemperatur nærmede sig 40 grader på en kold dag i marts
- Der var ingen fest i Mælkebaren – heller ikke selvom jeg ringede med klokken igen og igen.
På baggrund af dette ville lægen gerne se os. På baggrund af et for højt infektionstal blev vi sendt videre til Børnemodtagelsen på Skejby Sygehus, hvor vi efter seks timer, blodprøver, krydsforhør af to lægestuderende og samtale med en læge, blev sendt hjem med følgende dom: Lillebror har pådraget sig både en bakterie- og en virusinfektion. Kur: 7 dage med antibiotika og panodil ved behov. Forvent en mærkbar bedring inden for to dage, men at han er sløj resten af ugen.
Tak for kaffe! Hjem i seng og godnat – lige indtil Lillebror fik lov at holde en lille nattefest med Mælkebar, fællessang og flirteri.


Lignende indlæg:
- Opstød #9 Sygdom
- Om ansvaret for at trække beslutninger på sit barns vegne
- Når Manden er helt for tredje aften i streg