Graviditets-skriblerier #18: Når man kan føde når som helst

Jeg er nu 37+5, og hvis jeg føder i dag, bliver det betragtet som en fødsel til ‘normal’ tid. Så nu kan jeg føde når som helst. Der er dog ingen tegn på en snarlig fødsel, så jeg regner med, at jeg stadig har god tid til mine forberedelser. I dag har jeg været i København, så der er dæleme langt hjem, hvis jeg skal føde…

I sidste uge gik tiden jo med ferie. Og selvom det var hyggeligt, var det også ret hårdt. Så uden at lyde egoistisk, så glædede jeg mig ret meget til ferien var slut, og jeg kunne få lidt alene-hvile-tid sådan mellem kl 8/9 og 16 hver dag. Heldigvis er strejke og lockout udsat, så jeg håber fortsat på, at de når en aftale uden konflikt. Det vil betyde lidt for min ro og hvile 😉

Kropsmæssigt ved jeg ikke, om der er så meget nyt. Jeg er på toilet 1-2 gange hver nat, og har stadig en del nætter, hvor jeg er søvnløs i 1/2 – 2 timer af gangen, eller blot vågen 10-15 gange for at vende mig. Derfor er hvil og lur, noget jeg tager ret seriøst.

Men kroppen er presset. 2. påskedag nød vi det gode vejr i haven, og jeg fik klippet mine lavendler ned. Selvom jeg sad på en skammel, var det mere end min krop kunne klare. Jeg havde SÅ ondt efterfølgende, og om natten lå jeg vågen, fordi det gjorde ondt, uanset hvordan jeg lå, sad eller stod. Så fra nu af, skal jeg tage den lidt mere med ro…

Ellers har jeg haft halsbrand for første gang. Det har jeg heldigvis ikke døjet med, men det kom en aften i påsken efter aftensmaden, som jeg havde spist, på trods af at jeg nok ikke var rigtigt sulten. Håber det bliver ved med at være en engangs affære, ligesom lægkramperne faktisk endte med at blive (de har truet mig flere gange siden).

Vægten siger + 17 kg, og ligger på nogenlunde samme niveau, som kort før mine to andre fødsler. Væske døjer jeg ikke særligt med, så det er rart. Sko og vielsesring passer stadig…

Billedet herunder er fra da jeg var 37+1.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *