Så er det i dag! Dagen der officielt er min terminsdag. Dagen hvor vægten siger +17 kg og omkredsen rammer 120 cm.
Og jeg er stadig ikke klar til at føde 🙈 Tænker på at gå fem dage over tid, så det er min egen lille ‘deadline’, men nu må vi se. Nu er strejke og lockout jo udskudt, så det er ikke helt så træls at gå over tid, tænker jeg. Men omvendt er dagens forhandlinger ret afgørende og kan betyde, at det hele fremrykkes igen.
Både min jordemoder og andre kloge folk har fortalt mig om, hvordan 3. graviditet kan være en rigtig snyder ifht. snydeveer o.l. Det har jeg intet haft af, mens jeg i min sidste graviditet faktisk havde regelmæssige (snyde)veer i næsten tre timer seks dage før termin, og igen nogle timer de efterfølgende dage.
Status lige nu er faktisk, at jeg ikke ser et eneste tegn på fødsel, udover at min mave er stor og sidder lavt. Fysisk har jeg det fint. Ja det er besværligt at vende sig i sengen – og rejse sig fra den eller sofaen. Og ja jeg vralter kun langsomt, så jeg holder mig til korte distancer. Men udover det, skal jeg bare sørge for hvile og søvn, så har jeg det overordnet set fint.
Så tiden går og lillebror vokser sig stor og stærk, satser jeg på. Jeg har en tid ved jordemoder i næste uge, hvor jeg får et nyt skøn på hans størrelse.
Det er lidt mærkeligt at tænke på, at jeg i sidste graviditet faktisk blev sat igang på min terminsdag. Og så gik vi bare der og ventede… Men ingen fødsler er ens, så jeg må bare vente og se, hvad denne byder på.
Kære Marie. Jeg ønsker dig en vidunderlig fødsel og glæder mig til en fødselsberetning med billeder af vidunderet! 🙂 17kg er præcis hvad jeg tog på anden gang, og det blev et ret lækkert barn, skal jeg hilse og sige 🙂
Tusind tak 😊🙏🏻