Jeg er nu kommet så langt, at jeg har været til den første scanning, og fået fortalt nyheden til venner og familie. I dag er jeg 15+6, men jeg vil spole tiden tilbage til scanningen.
Vi var indkaldt til scanning på den dag, hvor jeg ifølge “papirudregningen” var 12+0. Jeg var dog 12+5, da jeg gik derfra, men det har jeg efterhånden prøvet nogle gange 😉 Jeg tror, at jeg var mere nervøs og anspændt, end jeg havde ville erkende. Så da jordermoderen spurgte, om det var min første scanning, begyndte jeg at græde. Hun skyndte sig at scanne mig, og der var heldigvis et fint hjerteblink.
Før jeg fik min søn, havde jeg en senabort i 16. uge. Derfor fik jeg tilbudt ekstra tryghedsscanninger under min sidste graviditet. Det kunne jeg sikkert også have fået under denne, hvis jeg havde bedt om det. Det har jeg ikke. Jeg prøver at gennemføre uden, og på den måde måske fjerne lidt nervøsitet og “unormalhed”.
Efter scanningen var den første, der skulle have besked min datter. Hun bliver snart 6, så det var ikke noget, jeg på nogen måde ville holde hemmeligt for hende. Siden vi fik hendes lillebror, har hun aldrig bedt om flere søskende, så jeg var ret nervøs for hendes reaktion. Heldigvis blev hun glad, og hun glæder sig.
Dernæst fik familie og venner lige så stille besked. Stort set alle de veninder, jeg har givet besked via messenger eller sms, har returneret med følgende: What! Det havde jeg ikke set komme. Stort tillykke.
Det sværeste har sådan set været, at fortælle det til kollegerne. Jeg kan ikke sætte ord på hvorfor, men måske det med at skulle snakke om det? Eller frygten for at miste igen? Men da jeg var 14+5 spurgte de mig i vuggestuen, om jeg var gravid – og så var det vist på tide at få det meldt ud på jobbet også…
Status pt. er, at jeg har det godt. Jeg er tyk og kvabset at se på, men der er også en antydning af mave det rigtige sted. Jeg er også stadig lidt træt, men ikke så voldsomt, at det fylder mit hoved hele tiden.
