Der er lige nogle friske guldkorn på bloggen fra de to store. Aldersmæssigt bliver de hhv. 7 og 3 år inden for de næste par måneder.
Der er svømning i datterens SFO, hvor de skiftevis svømmer hver anden mandag. A var på hold 2, og havde derfor fået en ‘anmeldelse’ af svømningen af hendes kammerat, der var på hold 1.
A: O har sagt, at det var sjovt. Og hårdt! Det var så hårdt, at hans hår var helt vådt af sved 😅🤣
E er starter i børnehave. Det giver nogle nye ord og lege.
Mig: Hvad har du lavet i børnehaven i dag?
E: Jeg har slåset med dinosaurusser hele dagen…
Jeg har fået farvet øjenbryn, hvilket E straks ser.
E: Mor må jeg mærke dine øjenbryn?
Han mærker.
E: Åhh de føles dejlige.
A har besøg af en veninde, der hedder Jasmin. Herefter har E kun omtalt vores vitaminpiller som Jasminpiller.
Vi har lavet ønskeseddel til Es 3 års fødselsdag. Efter et par dage, spørger han mig, hvad jeg ønsker mig.
Mig: Jeg ønsker mig en creme til ansigtet.
E: Det kan man ikke ønske sig.
Mig: Hvad synes du så, jeg skal ønske mig?
E: En dukke til at sove med…….
A ser Den store bagedyst.
A: Jeg gider ikke være dommer i bagedysten. Så skal jeg smage på SÅ mange kager, og så får jeg ondt i maven og skal ud og kaste op. Jeg vil hellere være en af dem, der bager, for så skal jeg ikke smage på så meget.