Harmonikasammenstød og blå blink

Der har været lidt stille et par dage, for jeg har været i et harmonikasammenstød, og har brugt (og bruger) tiden på at sunde mig både fysisk og psykisk.

Torsdag tilbragte jeg en hyggelig dag med en veninde. Om eftermiddagen satte jeg Lillebror i bilen og begav mig nordpå ad motorvej E45. Lige ved Skanderborg skete uheldet. Jeg opfatter at en bil ca. 4-5 biler foran mig kører ind i midterrabatten. Jeg bremser og undviger bilen foran mig. Faktisk husker jeg det som om, at jeg lige når at holde stille og ånde lettet op, inden en bagvedkørende bil brager op i mig, så jeg bliver skubbet frem i den forankørende bil. Et harmonikasammenstød er en realitet.

Begge airbags udløses og Lillebror skriger fra bagsædet. Jeg ved ikke hvordan, men da jeg ‘kommer til mig selv’, sidder jeg allerede omme på bagsædet klemt ind mellem de to autostole. Jeg får hevet Lillebror ud af autostolen, og straks stopper han med at græde.

Harmonikasammenstød

De øvrige implicerede er pænt kørt ind til siden, men min bil holder midt på motorvejen. Der kommer straks folk til for at se, om der er sket os noget. Jeg nægter at forlade bilen, og får en mand til at køre den ind til siden. Pænt i chok får jeg ringet til Manden. Jeg sms’er også til den veninde, jeg lige har besøgt. Hun ringer straks, og får mig til at love, at jeg får fat på mine forældre. Så det gør jeg også.

Efter noget tid er jeg klar til at forlade bilen. Jeg får fat i en, der kan holde Lillebror, mens jeg kravler ud. Herefter ankommer politiet, som afhører os og danner et overblik over skaderne. Der har været otte biler i et harmonikasammenstød.

Der bliver tilkaldt en ambulance til Lillebror, så han kan blive tilset. Men han holder en fest! Da lægen ankommer med lægeambulancen, vil han ikke engang mærke på Lillebror, for han griner bare til læren, og følger opmærksomt med i alt hvad der sker.

Jeg får også ringet efter autohjælp, og koordineret med min far, som kan komme bagom til en rasteplads, og dernæst finder os ved at kravle ned ad en skrænt.

Harmonikasammenstød

Vi var på uheldsstedet i halvanden time. Jeg rystede, græd og smilede når Lillebror gav den gas. Fejebladet kører Lillebror og jeg til næste afkørsel, hvor min far samler os op og kører os hjem. Hjemme får jeg knus og kærlighed, selvom A er lidt skuffet over, at hun er gået glip af alt det spændende. Jeg er SÅ lykkelig for, at hun ikke var med. Og lykkelig for at Lillebror sad i en god autostol, og at min bil var stærk og solid.

Så her er min bøn: HOLD AFSTAND!!! Tak. 😘 Og spænd jeres børn godt fast.

Motorvejen var lukket, så pressen skrev også, at der havde været et harmonikasammenstød – læs her.

Fredag var jeg vanvittig træt. Øm i hele kroppen og diffus. Alt overblik var væk. Men jeg fik da besøgt lægen, så det nu står i min journal, at jeg har en ‘træt’ arm. Og snakket med mekaniker og taksator, og konstateret at bilen er totalskadet… Tømt bilen og tænkt shit hvad gør vi nu…

Harmonikasammenstød

I dag lørdag er jeg stadig træt og øm, men fortsætter med smertestillende som ordineret af lægen. Jeg føler, at jeg kan overskue lidt flere ting, men tager stadig en dag af gangen.

4 tanker om "Harmonikasammenstød og blå blink"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *