Der findes efterhånden rigtig mange anerkendte familieformer (omkring 38, hvis jeg ikke husker galt), så hvad er egentlig en kernefamilie?
Mange vil nok svare, at kernefamilien er mor, far og et par børn. Altså lige præcis sådan en familiekonstallation, som jeg er en del af. Hvis man tilmed har to børn af hvert sit køn, så har man tilsyneladende ramt den helt store jackpot.
Udefra set har jeg altså en kernefamilie. Bum.
Men er vi en kernefamilie?
Jeg har tidligere fortalt, hvordan min mand har en psykisk lidelse, og hvordan jeg derfor møder nogle udfordringer som pårørende. (Læs evt. her) Det betyder, at vi måske gør nogle ting anderledes hjemme hos os i forhold til andre familier. Men da rigtig mange ting foregår indenfor hjemmets fire vægge, er det jo ikke altid nemt at vide, hvordan tingene foregår hos naboen eller hos vores venner. Jeg gad godt, at vi havde lidt mere overskud, men hvad er det, jeg sammenligner med? For ude i “offentligheden” udstråler vi jo oftest også selv overskud. Mor sidder i forældrerådet i vuggestuen og far i klassen osv… Det kan godt være, at vi hæver stemmerne derhjemme lidt oftere, end de gør hos naboen – men vi ved det faktisk ikke…
I min forstand er en kernefamilie en familie, hvor der er kærlighed og retningslinjer til alle. I klassisk forstand, så elsker mor og far hinanden, og der er overskud til at sikre en fast, men kærlig opdragelse til børnene. Så betyder det egentlig ikke så meget, om “kernefamilien” bor i et parcelhus, kommer på charterferie osv.
Så ja jeg har nok en kernefamilie, selvom græsset nogle gange er lidt grønnere på den anden side 😉
Og man kan jo ikke sådan bare lige få byttet sin familie. Til gengæld kan man arbejde med sig selv, hvis der er noget, man ikke er tilfreds med. Jeg ved, at jeg er en kærlig mor. Jeg ved også, at jeg lidt for ofte får hævet stemmen (råbt), når jeg taler til mine børn. Det skal jeg arbejde med, for jeg kan ikke bare bytte til nogle sødere børn (hvilket jeg selvfølgelig heller ikke har nogen som helst interesse i, da mine børn er noget af det skønneste)
Kender godt det med det grønne græs hos andre. Så fint beskrevet. Selvom man godt ved med fornuften, at virkeligheden ikke er som på Instagram, så kan der ind imellem gå alt for meget grå hverdag i den. I hear ya!
Godt at høre! For ja, græsset er ofte grønnere på den anden side.
Græsset er grønnest der, hvor man vander det ……
Det er nok rigtigt. Men mon ikke der er nogen, der vander forhaven mere end baghaven 😉