Hvor bliver tiden af…

Så lurer weekenden lige om hjørnet. Jeg er træt og klar. Klar til en weekend uden de store planer – til stor glæde for forældrene, men til frustration for husets ældste barn.

Dagene går. De går med alt muligt. Mandag “slappede” vi af oven på en hård weekend. Tirsdag fornemmede jeg, at både mindstemanden og jeg kunne bruge lige mere ro, så vi tog en “fridag” fra babysalmesang. Noget jeg øver mig i – og heldigvis bliver bedre til. Onsdag var vi i Vejle til fotografering af mindstemanden. Han var så dygtig – i det kvarter han havde overskud til at posere 🙂 Min søster bød på frokost, og så var den dag jo nærmest også gået.

Og sådan går dagene slag i slag. Oveni træner jeg 8 min hver dag – og torsdag står på TRX/Bosu efterfødselstræning. Det er rart. Midterbarnet har droppet lur i denne uge. Så han er træt. Og ja vi er igang med at planlægge 2 x fødselsdag for ældstebarnet.

I dag startede morgenen med at vores (dumme) kat kom ind med en levende fugl, som flygtede ind i mit klædeskab. Huhej for en fest. Jeg elsker bare at have fuglelort i sengen, rent tøj på gulvet og en møgbeskidt kat, der nærmest kravler på væggene og i mit skab. Så var dagen ligesom igang…

Ellers har jeg været til babysvømning, og da jeg kom hjem, satte jeg mig med min frokost ved computeren. Jeg har nemlig indfanget nogle seje iværksættere, der har svaret på mine spørgsmål om at være iværksættere. Men der er altid en del arbejde i, at få indlæggene redigeret og sat op. Nu har jeg 1½ indlæg klar, og I kan godt glæde jer!

Ellers planlægger jeg et indlæg om krøllecreme, og et om at være blevet lidt afhængig af at shoppe. Den sidste del af min ønskeseddel ligger også og venter.

Tiden skal nok gå. Og skulle der ske det, at jeg keder mig, så er der A L T I D vasketøj i det her hus. som i ALTID. Både noget der er beskidt, noget der hænger på snoren eller ligger i tørretumbleren og selvfølgelig også noget, der er lagt sammen, men mangler at blive lagt på plads.

Tænker I kender den slags hverdag?…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *