Psykolog

Kære verden – jeg er pårørende

Ok – det her indlæg har ligget længe som en kladde med stikord og uden rød tråd. Så blev det skrevet i november. Det blev ikke en historie, som jeg havde forestillet mig, men istedet nogle vigtige pointer. Indlægget er gennem de sidste måneder blevet læst, skrevet, læst og godkendt af min mand, læst igen og nu holder jeg mig for øjnene og trykker på udgiv.

Her kommer min “historie” om at være pårørende. Det er ikke min mands historie. Det er min. For det er min blog, og mig der deler ud af mit liv og mine tanker.


Jeg er pårørende. Man kan ikke se det på mig, men det er jeg.

Min mand har en psykisk lidelse. Man kan ikke se det på ham, men det har han.

Nogle dage er jeg ansvarlig for alt herhjemme. Så sidder jeg kun ned til aftensmaden, og jeg går udkørt i seng når børnene er puttet, aftensmaden ryddet væk, opvaskemaskinen startet, morgendagens tøj lagt frem osv.

Nogle dage krammer jeg mine børn lidt ekstra. Øser ud af kærlighed, så jeg ved, at de føler sig elskede.

Nogle dage sidder jeg for mig selv på toilettet og græder. Jeg tæller sekunderne, til jeg igen skal være ‘på’ og være nogens mor. Tæller sekunderne til der igen står en på den anden side af døren og kræver min opmærksomhed til en meget vigtig mor-opgave

Nogle dage mister jeg overblikket og kontrollen og det gode humør. Og så råber jeg af mine børn. Eller af min mand. Og uanset hvad de har gjort, så fortryder jeg altid.

Nogle dage overvejer jeg, hvor mørkt det hele kan blive. Om der ikke er noget lys for enden af tunnellen.

Andre dage smiler jeg, fra jeg vågner, til jeg går i seng. Andre dage føler jeg, at det hele er vendt. Andre dage føler jeg, at vi er på rette vej. Andre dage føler jeg mig meget elsket. Andre dage føler jeg mig lykkelig. Andre dage bliver jeg blændet af lyset for enden af tunnellen.

De andre dage er nu! Og de andre dage skal fortsætte.

Ny diagnose, ny medicin, ny kampgejst, nye vaner, nyt håb og (nærmest) en ny mand.

Og ny hjælp!

‘Man skal bede om hjælp, for at få hjælp! Men så får man det næsten også altid!’ (citat min kloge mor)

#brydtabuet

12 tanker om “Kære verden – jeg er pårørende”

  1. Godt indlæg, og godt citat fra din mor.
    Syntes det blevet svære at få hjælp, specielt til psykisksygdom, for både den syge og familie.
    De bedste ønsker til jer alle

    1. Tak skal du have.
      Jeg synes, det har taget lang tid at få hjælp til min mand, men da jeg åbnede munden stod de klar mange steder fra.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *