Naturvidenskabelig, Aalborg, flytte hjemmefra…
Jeg havde et par år i gymnasiet, hvor jeg ikke helt vidste, hvad jeg ville… Jeg overvejede et sabbatår, men pga. en bøjle jeg først fik monteret lige inden 3. år, var der stor sandsynlighed for, at en længere udlandsrejse ikke var mulig. Så jeg besluttede mig for, at uddannelse var vejen frem.
Jeg kan huske at jeg en dag i foråret havde to mellemtimer. Jeg gik hen til uddannelsesvejlederens kontor, hvor der stod sådan en bog med uddannelsesmuligheder, og så gik jeg ellers igang med at læse. Alle de sider hvor jeg ikke fandt noget relevant, rev jeg simpelthen ud. Da jeg var færdig, var det en relativt tynd bog, jeg havde tilbage. (Desværre findes den slags bøger ikke i dag – og det er ikke helt så let, at få overblik på det store internet…)
Om aftenen bestilte jeg materiale fra de pågældende uddannelser. Det kom med posten to dage senere, og efter en gennemlæsning kunne jeg fortælle min (lidt overraskede) mor, at jeg flyttede til Aalborg til sommer, for jeg skulle læse civilingeniør. Og siden har jeg reelt set ikke kigget mig tilbage…
Mere om de fem år i Aalborg i et senere indlæg 🙂