Lommepenge

Karrieretirsdag: Hvad får du i løn?

Det er blevet tirsdag igen, og allerede for flere uger siden, besluttede jeg, at næste emne skulle være løn. Så kom det jo ganske belejligt, at min lønregulering fandt sted i går.

I starten af maj bragte TV2 en artikel om, at vi bør tale meget mere åbent om vores løn, end vi gør. Find artiklen her. Generelt vil åbenhed hjælpe os med at se, hvad vi kan opnå, og det vil give bedre kort til en lønforhandling. Og vi har faktisk en lovbestemt ret til at tale om vores løn, selvom ganske få gør brug af det.

Mit forhold til at tale om min løn er meget ambivalent. Generelt siger jeg ikke min løn højt ude på kontoret. Det skyldes hovedsageligt tre ting:

  1.  Hvad nu hvis de andre tænker: Får hun ikke mere? Haha
  2. Hvad nu hvis de andre tænker: What? Det har hun da ikke fortjent…
  3. Det gør man bare ikke!

Så ja… På grund af normer og tanker om hvad andre tænker, så holder jeg min løn for mig selv. Det er dog ikke helt sandt. For jeg har nogle gode kollegaer, som jeg kan tale om løn med, og hvor det ikke betyder så meget, at sige sit tal højt.

Hvis venner eller familie spørger til min løn, så fortæller jeg dem, også hvad jeg tjener. Men jeg synes alligevel, at det er for personligt at skrive her på bloggen. Kan I følge mig?

Men der var som sagt den årlige lønregulering i går. Vi forhandler ikke selv løn på min arbejdsplads, men ledelsen har nogle forhandlinger med virksomhedsgruppen, og i år endte det ud med et gennemsnit på 1,8 % samt 0,5 % ekstra til markedsområder med særlig konkurrence.

Vi ved godt, hvornår lønreguleringen finder steder, og jeg plejer altid at være forbi min leder og understrege, hvorfor jeg selvfølgelig skal reguleres. Mit mantra er ligesom, at hvis jeg ikke gør opmærksom på mig selv, så kan jeg heller ikke tillade mig at brokke mig bagefter. I år havde jeg bare ikke gjort det… Jeg har fået ny leder, og jeg synes ikke, at mit sidste år (knap et år pga. barsel), har været noget fantastisk. Flere af de opgaver jeg skulle udvikle mig på, er blevet afsluttet før tid, så jeg følte faktisk ikke, at jeg havde noget at “prale” med. Så jeg var da ret spændt på mit lønbrev. Heldigvis blev jeg glad og stolt, og jeg opnåede en lønregulering over gennemsnittet 🙂

Snakker I om jeres løn?

4 tanker om “Karrieretirsdag: Hvad får du i løn?”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *