Karrieretirsdag er ikke så stabil, men det må I leve med. Indlæggene skriver ikke helt sig selv. De kræver lidt research og tankevirksomhed på en anden måde, end når jeg bare “lukker” tankemylder ud. Og så kan de jo kun udkomme på en tirsdag 🙂
Jeg har længe tænkt, at jeg gerne ville skrive lidt om kvinder og løn. Noget om, hvorvidt og hvorfor kvinder får mindre i løn end mænd – og også lidt om mine egne erfaringer med at bede om mere i løn.
Men henover sommeren har der igen kørt en artikelserie om løn, og hos DR fandt jeg en ganske interessant artikel omkring de jobs, hvor kvinderne faktisk får en højere løn end mændene. Ja de job findes faktisk. Gæt hvilken type job, der er tale om…
Det største løngab er inden for kategorien “tilberedning af fastfood”. Her tjener kvinderne i gennemsnit 18 % mere end mændene. Dernæst følger omsorgsarbejde, hvor løngabet er på 12 %. På tredjepladsen følger receptionistarbejde, hvor kvinderne tjener 6 % mere end mændene.
Et overblik over hele listen viser, at det er typisk fag, der omhandler madlavning eller omsorg. Dvs. det som vi ofte betragter som kvindedyder, der også udføres udenfor arbejdstiden. Jeg ved ikke, om det kan forklare lønforskellen, eller om der måske er tale om, at mændene inden for disse fag bliver i kortere tid, og derfor opnår mindre anciennitet.
Uanset forklaringen, så synes jeg, at der bør være lige løn for lige arbejde – uanset om man er kvinde eller mand. Som en sidebemærkning mener jeg også, at vi ikke altid lønner vores omsorgsmedarbejdere ifht. den kæmpe indsats, som de gør.
Artiklen fra DR kan læses her.