Indrømmet! Jeg er totalt gået i feriemode, og skænker ikke bloggen mange tanker. Men alligevel får I en lille beretning om kulturforskelle og babyer.
Ret perifert i min omgangskreds befinder sig en pige fra Filippinerne. Hun kom til Danmark som au-pair for nogle år siden, forelskede sig og har nu været gift i to år.
Den anden dag kom jeg til at snakke med hende. Da jeg jo er mor til to, bad hun om lov til at stille et spørgsmål, som hun ikke håbede, at jeg ville finde upassende. Jeg blev nysgerrig og sagde selvfølgelig ok.
Hun spurgte mig om, hvordan det var nemmest at få en baby…
Jeg blev paf et øjeblik. Og overvejede hvor langt tilbage i seksualundervisningen, hun egentlig forventede, at jeg startede. Efter at have sundet mig lidt, kunne jeg fortælle, at jeg som planlægger, der gerne vil have styr på tingene havde været glad for ægløsningstest. Heldigvis kendte hun dem, og jeg fornemmede, at vi ikke skulle snakke om selve sex-akten.
Vi fik os en fin lille snak, men da jeg gik derfra var jeg lidt ved siden af mig selv. Hele situationen havde virket helt forkert på mig, fordi hun er så fjernt et bekendtskab. Men omvendt kommer hun måske fra en kultur, hvor det ikke er noget, man snakker så meget om. Eller også har hun ikke så mange veninder i Danmark at snakke med.
Jeg ved at barnløshed og fertilitetsbehandling også i Danmark kan være tabu for mange. Og jeg er taknemmelig for, at jeg har fået mine børn relativt simpelt. Men jeg priser mig også lykkelig for at leve i et samfund, hvor jeg kan snakke med mine veninder, søskende eller mor omkring de mere ‘tekniske’ ting ifht. at undfange et barn. Det er ikke alle forundt.
