Vi er nået til endnu et af de indlæg, jeg har skrevet om et par gange, og haft til at ligge som en kladde gennem længere tid. Selve titlen har jeg nok ændret de første ti gange. Denne gang er jeg dog ikke så ‘bekymret’ for indholdet, men mere for om der reelt er en ‘historie’, som er værd at dele…
Indtil jeg var 30 år, havde jeg aldrig været i nærheden af en psykolog. Og det passer så faktisk ikke helt, for jeg havde været med som pårørende en enkelt gang i starten af min mands sygdomsforløb.
Men da jeg var 30, havde jeg en spontan abort i 16. uge, som jeg tidligere har berørt perifert her på bloggen. Jeg kom ‘over’ det værste ved egen hjælp, men valgte at opsøge en psykolog for at være sikker på, at jeg ikke havde lagt låg på en kogende gryde. Jeg benyttede Google til at finde en egnet psykolog, og da jeg fandt hende, var jeg ikke i tvivl om, at hun var den rette for mig. Jeg accepterede derfor en ventetid på tre måneder, så alting var kommet lidt på afstand, da jeg besøgte hende første gang. Jeg tror, at jeg havde tre konsultationer med hende. Det var rigtig godt, at få det hele fortalt igen. Få stillet nogle gode spørgsmål og få grædt lidt. Det var også betryggende at blive “testet” ifht. om jeg gik rundt som en tikkende bombe med en post-reaktion i bagagen.
Da jeg afsluttede forløbet, skulle der (heldigvis) ikke gå så lang tid, før jeg igen havde brug for hjælp fra min psykolog. Jeg blev nemlig gravid, og de første 16 uger af den graviditet var bestemt ingen dans på roser. De var præget af bekymringer, og min frustration over omgivelsernes forsøg på at “negligere” disse. Min psykolog gav mig rum til at tale, hun anerkendte min frygt og bekymringer og hun gav mig konkrete råd og opgaver. F.eks. at sende en mail til mine omgivelser om, at jeg ikke havde brug for “trøstende” ord som: “Det skal nok gå.”
Senest har jeg haft brug for min psykolog i efteråret, hvor et opslidende forår og sommer som pårørende, havde givet mig et stort behov for at passe på mig selv. Jeg havde behov for at snakke om, hvordan det er at være pårørende. Ofte talte vi ikke så meget om min mands sygdom, men i højere grad om, hvordan jeg skulle agere. Skabe “mig-tid”, spørge om hjælp osv. Jeg har afsluttet forløbet tidligere i år, og står nu på egne ben 🙂
Da jeg var yngre, havde jeg nok mine fordomme om psykologer og deres klienter, men jeg er bestemt blevet klogere. Uanset hvad livet bringer mig, er jeg sikker på, at det ikke er sidste gang, at jeg har sat mine ben ved en psykolog. Så hermed en opfordring til tvivlere – måske det også er noget for jer 😉
#brydtabuet
