Vi skal møde endnu en sej iværksætter. Denne gang er det Julie, der bor i det samme lokalsamfund som jeg. Vi har fælles bekendte, og piger på samme klassetrin på skolen.
Julie har droppet fuldtidsarbejdet for at kaste sig ud som iværksætter. Hun har skrevet en bog, og lige nu er hun ved at udvikle en app til mødre. Samtidig prioriterer hun tid med sine egne børn højt. Tag godt imod hende.
Alle billeder er udlånt af Julie. Tidligere indlæg med iværksættere, findes her.
1. Fortæl lidt om dig selv
Jeg hedder Julie Bruhn Højsgaard. Jeg er 34 år, gift med Morten og mor til 2.
2. Hvad er din uddannelse?
Jeg er uddannet pædagog, og har arbejdet i faget i 5 år.
3. Fortæl om din virksomhed
Virksomheden Jegermor IVS oprettede jeg med min makker Laura for 2 år siden. Hjemmeside: www.jegermor.dk
Vi arbejder på en app til mødre på barsel, den er fyldt med lydserier, der gør en nybagt mor klogere på hele livsovergangen ind i moderskabet. Således at hun kan blive klogere på sig selv og få mere indre overskud. Vi udgiver podcast, som en del af vores måde at mødrene kan lære os at kende på, samt holder foredrag rundt om i Danmark. Podcast kan lyttes til her: https://soundcloud.com/user-449201470
4. Hvordan mødte du Laura?
Jeg læste Lauras speciale om fødselsreaktion, og spurgte hende om vi skulle mødes og snakke om vores passion; at vi ønskede, at mødre kunne lande mere blødt i moderskabet. Efter et par kaffeaftaler, spurgte jeg om Laura ville arbejde sammen med mig om den app, jeg havde lagt i støbeskeen til at ville udvikle.
5. Hvad er din rolle i virksomheden?
Jeg er iværksætter bag Jegermor IVS. Jeg deler direktørrrollen med min makker Laura, samt står for markedsføring, kontakt med samarbejdspartnere, medvært på podcasten Jegermor, foredragsholder og MEGET MEGET mere af alt det, der skal laves af 1.000 ting når man er selvstændig.
6. Hvordan fik du idéen til at blive selvstændig?
Jeg har altid været drevet af det. Lige siden jeg udgav min bog ”Kære Verden jeg er blevet mor”, har jeg været drevet af være selvstændig. Jeg brænder for, at når jeg tror på, at noget kan blive bedre i verden via et produkt, så vil jeg også prøve det af. Vi har et højt antal af kvinder i Danmark som rammes af ensomhed, fødselsdepression og følelsen af at være forkert, og det tror jeg på, at vores app Jegermor kan være med til at gøre noget ved. Og når jeg tror på ideen, og der er dygtige mennesker, der vil samarbejde med mig om, at det sker, så bliver jeg ved. OG så blev jeg også selvstændig, fordi jeg ville være fleksibel overfor mine børn med tid.
7. Hvilke overvejelser gjorde du dig, før du kastede dig ud i iværksætterlivet?
Jeg overvejede om min familie og jeg kunne klare os økonomisk, når jeg nu ikke vidste, hvornår der ville komme en indkomst.
8. Hvad var det mest skræmmende ved at kaste sig ud som iværksætter?
At det jeg troede på ikke ville lykkedes. Altså at mit produkt ikke vil sælge.
9. Hvad startede du med, da virksomheden skulle i gang?
Jeg kastede mig blot ud i det. Blev allignet med min mand på, at jeg var fritaget for andet arbejde og a-kasse. Jeg fjernede simpelthen sikkerhedsnettet under mig, med viden om at min mand og jeg økonomisk kunne holde til det, efter at have skåret helt ind til hvad vi som minimum havde brug for i budgettet. Så lavede jeg et partnerskab med Laura min makker. Vi kendte ikke hinanden dengang, men vi blev hurtige enige om, at vi kunne noget sammen. Hun sørgede for lydmand, jeg sørgede for at samle hele det start manuskript, der skulle udgøre de første lydserier, samt struktur over vores produkt ud fra Lauras speciale. Først langt senere fik vi CVR og bankoplysninger. Vi brugte vores egne stuer til lydstudie og kontor. Vi lagde ud af egen lomme til transport af folk, der kom fra hele landet til optagedage. Og brugte mange timer på at fonde penge hjem.
10. Hvordan fik du de første kunder?
Vi fik ikke en kunde, men Innovationsfonden donerede 160.000 kr. så vi kunne komme godt fra start. Vi har Ingen kunder endnu, da appen først lanceres i vinteren 2018, forhåbentligt. Dog har vi lige knap 40.000 afspilninger af vores podcast Jegermor.
11. Hvornår forventer du at kunne leve af din virksomhed?
Jeg forventer at kunne leve af det sommeren 2019.
12. Hvor mange timer om ugen arbejder du?
Jeg arbejder 30- 50 timer om ugen.
13. Hvad har været det mest lærerige som iværksætter?
At man ikke kan regne alt ud, og at det er meningen, at man ikke skal det. Hav fokus på hvad målet er. Husk hele tiden at se ledestjernen, når alt andet brænder sammen.
14. Hvor er virksomheden i dag?
I dag er vi 2 fastansatte (Laura og jeg), 5 freelancere, der tæller programmører, lydmand og fundraicer.
15. Hvad betyder de sociale medier for en virksomhed som din?
ALT. Vi har direkte kontakt til lytterne og potentielle brugere af appen Jegermor. Lytterne kan skrive direkte til os, og vi kan på den måde lave et produkt der laves interaktivt med dem der skal lytte.
16. Hvad ville du gerne have vist, inden du blev iværksætter?
At det er det hele værd, så længe man løbende har sig selv med og tror på produktet. Der er så mange timer, der skal ligges i det, så sæt et hold med nogle du vil samarbejde med, og som gør dig bedre – husk at udfordre dine egne evner. Lad være med at synes, at alle skal synes, at det, du laver, er en god ide. Ikke alle behøver at forstå det. Øv dig imens du gør det. Lad være med at blive ved med at forfine dig selv til springet, perfektionisme dræber projektet.
17. Hvor ser du dig selv (og virksomheden?) om 3 år?
At vi lever af Jegermor, podcast, foredrag, bøger og app. Og at vi har gjort en forskel for nybagte mødre, så de ser hvilken kæmpe værdi de bringer til familien og samfundet ved at udvikle sig som kvinde og mor.
18. Hvis du skulle lave noget helt andet, hvad skulle det så være?
Skrive bøger.
19. Hvad betyder virksomhedens navn, og hvordan kom du på det?
Jegermor er en sammentrækning af Jeg er mor. Der ligger en kæmpe energi i ”jeg er” – som når man stolt påtager sig et ansvar. Det navn vil vi gerne stå for. Stolt af at være mor med alt hvad den rolle indebærer.
20. Hvad er det bedste ved at være iværksætter?
At tage mine egne drømme og visioner alvorligt hver dag, og at jeg kan hente mine børn, lige når jeg vil, og holde de fridage jeg vil med dem, samt tage deres sygedage.
21. Hvad er det værste ved at være iværksætter?
At jeg endnu ikke helt har regnet ud hvordan jeg holder fri.
22. Hvad har højdepunktet været i din karriere som iværksætter (indtil nu)?
Det har været at modtage penge fra Innovationsfonden, at holde foredrag, være i Radio24syv og opnå nye lyttere for hver uge der går, og modtage hjertevarme beskeder ugentligt om at vi gør en forskel for kvinder og mødre.