Her den senere tid, har det ofte været sådan, at jeg putter Lillebror og Manden putter A. Den anden aften passede det dog med, at jeg kunne nå at putte begge børn, hvilket A plejer at sætte stor pris på. Det er jo ferie, så hun var ikke så træt – og så skulle jeg nok lige testes. Jeg må indrømme, at det er svært at putte med grineflip, så jeg skyndte mig at tage noter. Det skal tilføjes, at vi plejer at læse en historie og så sidder vi ofte lidt ved hende, til der er ro. Nedenstående udvekslinger er fra efter historielæsningen:
A: Mor vil du se mit største smil nogensinde.
Jeg forsøger at ignorere hende, men bliver alligevel nødt til at se hendes smil.
A snakker og laver det helt store ‘show’. Jeg sidder lidt ‘sammenbidt’ i stolen og forsøger at ignorere hende. A lægger hovedet lidt på skrå og kigger op på mig: Mor hvorfor ser du så sur ud?
Da jeg rejser mig for at gå, som vi altid gør, hvis hun ikke forsøger at falde til ro, går hun med. For hvis jeg ikke vil sidde hos hende, så henter hun sin far. Jeg går selvfølgelig med tilbage på værelset…
A: Moar… Jeg har så ondt i min mave, at jeg tror, jeg skal kaste op.
Mig: Skal jeg finde en spand? Vil du ud på toilettet? Hvad tror du hjælper?
A: Det eneste der hjælper er, hvis jeg ikke sover…
A: Mor jeg har taget mine underbukser af
Mig: Hvorfor?
A: Fordi jeg synes det er sjovt at gå med bar numse. Nu har jeg taget dem på igen, men jeg havde ægte taget dem af…
A: Mor vi skal have klippet en neglerod.
Mig: Det må vi gøre i morgen (siger vi altid).
A: Så kan jeg aldrig sove. Så piller jeg bare i den. Og det gør rigtig ondt. Den går helt i stykker. Og så kommer jeg til at pille i den.
Mig: NU gider jeg ikke mere. Læg dig ned.
A: Du er dum! Så gider jeg ikke aldrig mere snakke med dig. Du er også en numse og en tissemand og en tissekone. Du er dum og en numse.
A: Mor vi skal have klippet den neglerod nu. Den er træls at have på. Og jeg kommer til at pille i den. Og det kommer til at gøre ondt.
A: Mor jeg gider ikke sove nu, for det er morgen nu.
Mig: Nej
A: Må jeg gerne kigge ud af mit ene vindue om det er nat?
Mig: Nej
A: Er det nat? For jeg vil gerne i seng, når det er lige ved at være nat. Så er det nat?
A: Må jeg lige gå over og se noget på min tavle?
Mig: Nej
A: Jo jeg gør det hurtigt.
Mig: Jeg går, hvis du går ud af sengen!
A: Hvor er min drikkedunk? HUN ser den på gulvet: Du har væltet den!!!
A kigger på sin plakat med alfabetet: Er der en mus ved M? Hva? Er det der lille dyr en mus?
Mig: Jeg ved det ikke, og jeg er pisse ligeglad.
A: Jeg er også pisse ligeglad og du er dum. Og nu putter jeg dig ind i et skab med alle monstrene.
A: Vil du se, jeg hælder vand ud af min drikkedunk?
Mig: NEJ. Nu kravler du under dynen og lægger hovedet på puden og lukker munden.
A: Man kan da ikke lukke munden…
Mig: Der skal bare ikke komme lyde ud!
A: McDonalds…
Og det blev så hendes sidste ord i aften.
Ih hun er skøn! 😄
Haha ja. Jeg fik i hvert fald grineflip på et tidspunkt. Men altså hun skulle jo sove….