Søndag morgen (formiddag) stod vi på det nærmeste op til en regulær snestorm. Det var helt fantastisk, da vi er blevet snydt for sne hele denne vinter her i Aarhus området. Vi nåede dog aldrig rigtigt at få glæde af sneen, da stormvejret fortsatte og tøvejret skabte en masse sjap. Her til morgen er vi stået op til en grøn græsplæne og plus grader.
Vi har vinterferie, og den håber jeg dæleme vi får mere ud af, end vi gjorde af snevejret!
I nat har jeg f.eks. haft glæde af begge børn i dobbeltsengen. Min datter valgte at falde i søvn med en iPad før klokken otte. Og da hun jo har en køjeseng, valgte vi at lade hende blive liggende, og så tog min mand (igen) sofaen. Jeg frygtede natlige toiletbesøg eller en meget tidlig opvågning, men hun præsterede faktisk at sove til halv syv. Så gav jeg hende en iPad og sendte hende ind på værelset, alt imens jeg boblede videre med lillebror til klokken otte. (Han kom ind en gang efter midnat)
Ferien tæller i første omgang kun os tre og min tykke mave. Jeg drømmer om at klare forskellige projekter, men skal lige lytte til kroppen – og til mine børn, som jo også har ønsker…😉
Lige nu står min pc og kører en backup. Jeg har fået ny, og der er lige en håndfuld data, der skal flyttes. Imens ligger vi alle tre i sengen med hver vores elektronik dims. Ikke særlig pædagogisk, men vanvittig hyggeligt. I min mave er en boksekamp igang, og jeg tror at min blære og to af mine ribben er modstanderne.
Kan I have en dejlig dag 😊