Søndag aften ved tremmesengen

Jeg sidder ved tremmesengen, og venter på at yngstearvingen overgiver sig til søvnen. Det ser ud til, at det kommer til at tage lidt tid. Hans storesøskende ligger i deres respektive senge med hver deres iPad. Jeg er nemlig eneste voksen på vagten i aften. Min mand er på vej hjem fra en fodboldkamp, der desværre ikke endte godt.

Ny status er at mellemstebarnet sover. Så hans iPad er nu slukket.

Jeg har savnet at blogge, men i mit hoved var det ligesom blevet til, at mit næste indlæg skulle handle om jobstart på det nye job. Gud fader bevares hvor er det kedeligt at skrive om… Jeg har gjort et par forsøg, men teksterne bliver sådan meget opremsende ifht. at jeg har lavet intro, været både i Aalborg, Odense og hovedstadsområdet – udover selvfølgelig at sidde på min plads i Aarhus. Gaaaab det er kedeligt at læse, så det indlæg får I ikke (medmindre at MANGE af jer efterspørger det, eller stiller spørgsmål om emnet)

Så nu får I sådan et søndagsindlæg istedet, hvor jeg lige ser lidt tilbage på den forlængede weekend. Jeg havde nemlig fri torsdag, hvor jeg bl.a. bagte hveder. Der er lidt sjovt at tænke på, at jeg havde min hjemmefødsel sidste år på Store bededag, og bagefter fik både jeg, mine hjælpere og jordemødre hjemmebagte hveder fra aftenen før. Det minde vil nok komme hver gang jeg får varme hveder i fremtiden.

Ellers havde vi lovet børnene i Ree Park i fredags. Det pissede ned. Og den lovede opklaring kom aldrig rigtigt. Så det blev en kort tur, men vi hyggede os. Børnene fik is. Vi så løverne tæt på, og så kunne jeepen ikke trække os op ad bakken på vores safaritur. Så sad vi der og frøs, mens regnen piskede ned. Heldigvis kom hjælpen i form af en gaffeltruck, der kunne trække os fri.

Lørdag var der mødregruppehygge med yngstearvingen. Det er virkelig hyggeligt, selvom vi ikke ses så tit mere.

I dag… Tja. Jeg har brugt dagen på ikke at kunne rumme min 3 årige. Desværre. Men når jeg hverken kan honorere hans grædende krav om en Mickey Mouse poseklemme, slushice i blandede farver og slik efter aftensmaden, så er der grobund for rigtig mange konflikter og frustrationer. Øv. Men i morgen er en ny dag (hvor vi ikke skal gå op af hinanden hele dagen).

Og så kom jeg igang med at blogge. Vi skrives ved 😊

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *