Min weekend smugstartede fredag morgen hos frisøren. Det var tiltrængt, og det var lidt hårdt at skulle hjem og arbejde bagefter, men jeg gennemførte. Altså lige bortset fra, at det var Marie 5 år, der havde en hjemmearbejdsdag. Før frokost havde jeg både spist kage og chips, og efter en rest boller i karry fortsatte jeg i samme rille. Virkelig flot! Spiste dog en banan, inden jeg hentede børn.
Lørdag stod den til gengæld på damehygge i Aalborg. Og vi er blevet en flok damer, vi ni ‘piger’ der har mødtes siden vores studietid. For 8-9 år siden teede vi os højrøstet og hapsede marmelade med hjem fra brunch på en cafe, mens vi i går sad med hvide duge på bordene og fjordudsigt i Musikkens Hus, alt imens vi faktisk opførte os helt voksent og pænt, mens vi spiste en overdådig brunch.
Så kontrasterne er store! I dag står den på joggingtøj og hjemmedag. Dvs. jeg ‘kom lige til’ at køre til Danefæ lagersalg. Det blev lidt dyrere end forventet, så jeg har ikke vist kvitteringen til min mand (endnu). Men håber at begge børn kan få lidt tøj i fødselsdagsgave og måske pakkekalender.
Nu vil jeg sætte en tomatsovs i kog, som jeg kan smøre på nogle pizzaer om et par timer. Total god mor stil 👍🏻
I morges var sådan en morgen, hvor der i nattens løb var sneget sig et stk ekstra mandfolk ind i min seng, som før kl seks begyndte at hive nulre i mit hår, mens han nussede og moslede rundt. Da han efter en halv times urolig søvn bekendtgjorde at nu var det morgen, kunne jeg med det samme se, at hans blik var fyldt med krudt og kærlighed – ligesom dagen før.
Ikke længe efter stod hans søster ud af sin skønhedssøvn, og også hun var i et fantastisk humør. Vi besluttede i fællesskab at gøre en indsats for at reducere antallet af overmodne bananer i husstanden, og jeg gik igang med at producere en omgang bananpandekager. Begge børn stod klar på en skammel ved komfuret og indtog deres morgenmad i fællesskab lige ved siden af mig. Da deres far stod op, var der kun de sørgelige rester tilbage.
Han tog på job, og vi andre pakkede sammen til en tur i Aalborg zoo. Vores sæsonkort til Givskud giver en gratis adgang til Aalborg Zoo, og da de udløber i starten af maj, var det oplagt at komme af sted nu.
Vel fremme i Aalborg må jeg sige, at begge børn opførte sig eksemplarisk. Især var jeg imponeret af E, som var blevet snydt for en ordentlig lur, men alligevel sugede indtryk til sig. Jeg forsøgte selvfølgelig at indrage børnene i at planlægge en rute rundt forbi dyrene, men ret hurtigt måtte vi ændre rute for at finde et toilet, og dernæst var det legepladsen, der kaldte.
Så da jeg havde accepteret at dyr var sekundært, og legepladsen var turens primære formål, så tog jeg en mental slapper, mens jeg nød solen og mine legende børn.
Turens eneste lavpunkt indtraf, da jeg havde lovet børnene en is, men det eneste salgssted var zooshoppen, der var proppet med folk. Vi forhandlede en anden løsning, som dog senere blev ændret…
Efter godt tre timer i zoo vendte vi snuden tilbage mod bilen. Yngstemanden fik sin dyne, og jeg forventede, at han ville gå ud som et lys, mens vi kørte mod Aalborg C. Det var dog ikke tilfældet. Mundtøjet kørte uafbrudt, så da vi nåede vores destination i centrum, valgte jeg at parkere og give en lille sightseeing. Jeg havde nemlig planlagt, at A skulle se min ungdomshybel fra bilen, men i stedet trak jeg begge børn med hen forbi. Samtidig fik de indløst den lovede is, og jeg fik nydt den ‘udsigt’, jeg havde fra mit spisebord i fire år. Fra den lejlighed, som jeg fraflyttede for 10!!! år siden.
Alt i alt en skøn tur. Hjemme igen indtog tre trætte ‘trunter’ suppe fra karton og risengrød kogt på minutris inden vi faldt om med tv, iPad og telefon i dobbeltsengen.
Jeg havde et par år i gymnasiet, hvor jeg ikke helt vidste, hvad jeg ville… Jeg overvejede et sabbatår, men pga. en bøjle jeg først fik monteret lige inden 3. år, var der stor sandsynlighed for, at en længere udlandsrejse ikke var mulig. Så jeg besluttede mig for, at uddannelse var vejen frem.
Jeg kan huske at jeg en dag i foråret havde to mellemtimer. Jeg gik hen til uddannelsesvejlederens kontor, hvor der stod sådan en bog med uddannelsesmuligheder, og så gik jeg ellers igang med at læse. Alle de sider hvor jeg ikke fandt noget relevant, rev jeg simpelthen ud. Da jeg var færdig, var det en relativt tynd bog, jeg havde tilbage. (Desværre findes den slags bøger ikke i dag – og det er ikke helt så let, at få overblik på det store internet…)
Om aftenen bestilte jeg materiale fra de pågældende uddannelser. Det kom med posten to dage senere, og efter en gennemlæsning kunne jeg fortælle min (lidt overraskede) mor, at jeg flyttede til Aalborg til sommer, for jeg skulle læse civilingeniør. Og siden har jeg reelt set ikke kigget mig tilbage…
Hvem siger, at man ikke skal blande arbejde og fornøjelse? Og har de overhovedet ret?
Mit arbejde fører mig mange steder rundt i Danmark. Selvom det kan betyde, at der går lidt tid fra familien, forsøger jeg så vidt muligt at udnytte turene til at besøge venner og familie i andre egne af landet.
I dag gik turen nordpå til vores kontor i Aalborg. Efter tre møder holdt jeg fri – hurra for flekstid!!! (Virkelig et stort benefit) Så gik turen på barselsvisit hos en tidligere kollega, der servicerede mig med både boller og æblekage, mums.