Tag-arkiv: Afslapning

Bare lige 10 min…

Jeg har plantet min krop i sofaen – helt på langs. Øjnene er solidt fæstnet til telefonen. Ved siden af sidder min datter med en iPad og i køkkenet er sønnen udstyret med selvsamme samt en bolle med masser af smør.

Tiden suser af sted og lige straks er mine 10 min gået. De der 10 min jeg bare lige skulle hvile, inden dagens sidste aftale.

Min mor har inviteret mig til foredrag om at være pårørende. Hendes veninde meldte afbud, og heldigt for mig var der også bestilt bord på en restaurant. Win! Selvom jeg er træt, og jeg i søndags både var ude og spise og til Tina Dickow koncert, så trænger jeg til aften ude. Nogen stjal min hovedpude i nat, og syntes at dagen startede 5.30. Så jeg håber, at jeg kan holde mig vågen 🙈

Nu vil jeg lige straks rejse mig og pudre næsen. Tage et pift parfume på og finde mine nye støvler frem.

Så skal jeg bare lige kramme børnene godnat, og så er jeg den der ude herfra 😉

Hav en god aften.

En laaaangsom lørdag morgen

Det er en lørdag af de meget sjældne. Jeg ligger pt. i natkjole under min dyne på en sofa på Østerbro. Og klokken er immervæk meget tæt på 11. Jeg må indrømme, at jeg nyder det.

Min ældste veninde har i ugens løb været indlagt med en diskusprolaps, og som single bosat ca. 300 km væk fra familien, kan man jo godt være lidt alene.

Så jeg ændrede mine planer for weekenden og begav mig af sted i fredagstrafikken i går (dumt). Og nu ligger jeg her. Pt. yder jeg psykisk hjælp i form af mit skønne selskab, men med en veninde der kun kan holde til at stå oprejst i ca. 5 min af gangen – og som ligger på maven resten af tiden, har der også været brug for min fysiske hjælp. Jeg har f.eks. været i kiosken efter nachos. Det er også min fortjeneste at vaskemaskinen pt. centrifugerer, så hele sofaen ryster. Jeg har lavet morgenmad og forsøgt mig med førstehjælp til en plante.

Om lidt skal jeg på apoteket efter drugs, men først skal jeg have et langt og uforstyrret bad. Skide værre med at jeg ikke kunne sove længere end til kl 5.45, og at min søn åbenbart brillierede ved at sove til 7.30! For jeg ligger her og bare ligger. Selvom jeg skal forestille at hjælpe, og det var med det argument, jeg ‘fik lov’ af min mand til at stikke af sted, og med det argument jeg aflyste mine forældre, så nyder jeg min ‘alene-tid’. Sorry, men jeg er jo bare et menneske 😉

Ren afslapning… I en kasse…

Det har været en juleferie med run på…

Den anden dag havde jeg gang i et større oprydningsarbejde, som bl.a. bestod i at masse papkasser flade til genbrugsstationen. Lillepigen udså sig straks en stor flyttekasse, som hun flyttede ned i. Og inden jeg fik set mig om, sad hun der med både dyne, sut, iPad, dukke og popcorn.

Hun blev faktisk i kassen stort set hele dagen. Ingen lur – bare afslapning i kassen. Som min oprydning skred frem, prøvede jeg at få kassen fra hende, men det kunne jeg godt opgive. Så den blev flyttet ind på hendes værelse, hvor hyggen fortsatte. Faktisk fik hun også serveret frugt dernede.

Der er nu noget skønt med børn, der bare indretter sig – og kobler helt af! Tror de mange juleaktiviteter skabte et behov for at være alene – helt alene i en kasse 🙂

image

image