Det er en lørdag af de meget sjældne. Jeg ligger pt. i natkjole under min dyne på en sofa på Østerbro. Og klokken er immervæk meget tæt på 11. Jeg må indrømme, at jeg nyder det.

Min ældste veninde har i ugens løb været indlagt med en diskusprolaps, og som single bosat ca. 300 km væk fra familien, kan man jo godt være lidt alene.

Så jeg ændrede mine planer for weekenden og begav mig af sted i fredagstrafikken i går (dumt). Og nu ligger jeg her. Pt. yder jeg psykisk hjælp i form af mit skønne selskab, men med en veninde der kun kan holde til at stå oprejst i ca. 5 min af gangen – og som ligger på maven resten af tiden, har der også været brug for min fysiske hjælp. Jeg har f.eks. været i kiosken efter nachos. Det er også min fortjeneste at vaskemaskinen pt. centrifugerer, så hele sofaen ryster. Jeg har lavet morgenmad og forsøgt mig med førstehjælp til en plante.

Om lidt skal jeg på apoteket efter drugs, men først skal jeg have et langt og uforstyrret bad. Skide værre med at jeg ikke kunne sove længere end til kl 5.45, og at min søn åbenbart brillierede ved at sove til 7.30! For jeg ligger her og bare ligger. Selvom jeg skal forestille at hjælpe, og det var med det argument, jeg ‘fik lov’ af min mand til at stikke af sted, og med det argument jeg aflyste mine forældre, så nyder jeg min ‘alene-tid’. Sorry, men jeg er jo bare et menneske 😉