Tag-arkiv: Anmeldelse

Mor jeg kan ikke høre, hvad du siger…

Reklame i form af høretelefoner modtaget til test.

Kender du mon følelsen af, at dit barn ikke hører efter?

Sådan har vi det rigtig tit med A, men desværre er det ikke kun, fordi hun er 4 år og i rivende udvikling, men også fordi hun reelt ikke kan høre, hvad vi siger.

Sidste vinter havde vi en lang periode, hvor A hørte virkelig dårligt. Vi var forbi lægen, der ikke rigtigt kunne konstatere andet, end at hun var forkølet. Og det var hun også i store dele af vinteren. I foråret følte vi, at det blev lidt bedre, men stadig ikke godt nok. Vi fik bestilt en tid ved ørelæge, og så blev hun selvfølgelig forkølet igen… Ørelægen konstaterede væske i øret og store mængder ørevoks. Derfor fik vi en ny tid i august.

I børnehaven var de faktisk overraskede over, at A havde været ved ørelæge, for de havde ikke konstateret nedsat hørelse. Hendes sprog er rigtig fint, og hun følger deres beskeder. Men måske er forklaringen på det sidste, at hun i virkeligheden følger de andre børn…

Her hen over sommeren har vi jævnligt dryppet og skyllet hendes ører, og tirsdag var vi så til ørelæge igen. Nu var der styr på hendes ørevoks, men hun havde stadig væske i øret. Så pilen peger i retning af dræn… Ny tid om to måneder og så falder den endelige dom.

Som en konsekvens af den svigtende hørelse, har vi ofte haft problemer med, at A skruer rigtig højt op for tv og iPad. Da hun fandt et par af mine høretelefoner, oplevede vi igen at have lidt ro i huset. Desværre sad høretelefonerne ikke særlig godt på hendes hoved, og vi var ofte forbi hende for at tjekke, hvor højt hun blæste lyden ind i sine ører.

Så da jeg blev spurgt, om A/vi ville teste et par børne høretelefoner fra Mobilcovers.dk, sprang jeg hurtigt til! Det ville vi gerne.

Høretelefoner

Da de kom med posten, gav jeg pakken til A, som spændt åbnede den. Neeeej det er Hello Kitty, var hendes første kommentar. Og straks hentede hun en iPad, og plantede sig i min seng, hvor jeg lå syg. Og bum så var der stille. Hvor skønt for en syg mor, som sjældent har ro. Ikke en lyd slap ud fra høretelefonerne, så jeg måtte selvfølgelig lige tjekke, hvor højt hun havde skruet op. Men det har jeg faktisk ikke gjort ret meget siden, for høretelefonerne har en lydbegrænsning på 85 dB, hvilket giver mig en god tryghed, når jeg nu gerne vil passe på hendes små ører. Så jeg er bestemt rigtig tilfreds.

A har også lavet en anmeldelse af sine “musikrettelser”, som hun kalder dem (glem det med det fine sprog, som børnehavepædagogerne snakkede om 😉 ). Hun siger: Det er nogle mega gode musikrettelser.

At dømme efter E’s kravlesprint den anden dag, så synes han også, at de ser rigtig spændende ud. Han har haft dem på, og de sidder overraskende godt på hans lille hoved, selvom de er beregnede til børn mellem 3 og 7 år.

Min eneste anke er, at hovedtelefonerne er stereo, men eneste indikation af, hvordan de skal vende, er et lille bitte R indvendigt. Man kunne godt have lavet noget med Hello Kitty motivet, så børn selv kunne regne det ud 😉

Høretelefonerne koster 229,- og kan købes her. Hvis Hello Kitty er lidt for lyserødt, kan man bl.a. også få med Superman logo – mega cool. Hos MobileCovers kan du få leveret med DAO. Dvs. at de stiller pakken foran din dør midt om natten. Så vågner du op til en mail eller sms om, at der venter en pakke foran din dør. Det havde jeg ikke prøvet før, men det var godt nok nemt 🙂