Tag-arkiv: bål

Status pt #22

Weekenden nærmer sig, og her er en kort status pt. fra mig.

  • Jeg tænker virkelig mange tanker. Tanker til bloggen. Tanker om det liv, jeg tilbyder mine børn. Tanker om arbejdsmarkedet. Osv. Intet af det kommer på skrift… Endnu.
  • Sidste weekend holdt vi bål. Jeg huskede at tage vasketøjet ind, men glemte at overveje mig valg af jakke, så… Den lugter stadig af bål.
  • Jeg er gået i stå med at læse bøger……
  • Men jeg er kommet lidt igang med at bage igen.

  • Og så ser jeg både Mord uden grænser og Gift ved første blik på DR. Begge programmer kan anbefales.
  • Jeg havde glemt, at det allerede er i starten af oktober, jeg skal vælge julegave fra min arbejdsplads. I år var der 24 (!) ting at vælge i mellem. Jeg har valgt pander. Det stod nemlig på min ønskeseddel.
  • Jeg har foræret min mand en Nespresso kaffemaskine i fødselsdagsgave, så nu bliver der dæleme brygget kaffe. (Og kakao 😋)
  • Min datter forærede ham en tur i biografen for to. Jeg skal nok ikke regne med at blive inviteret…
  • Til gengæld var vi til forpremiere på Journal 64. Den var GOD. Og mindstemanden overlevede uden mine bryster.
  • Den skønne blogger Mette Marie holder et Nivea event i Aarhus på mandag. Det havde jeg besluttet, at jeg VILLE med til. Så jeg deltog fra alle mine mails og så fik jeg min mand, mine søstre og min veninde til at deltage. 10 lodder blev det til.
  • Hun trak 25 vindere af to billetter. Og JEG vandt 😃

Snobrød, æblekage og pandekager

Når man starter weekenden med at servere pommes frites og chicken nuggets næsten direkte fra fryseren, og fortsætter med kridhvide frostrundstykker lørdag morgen, så er man ligesom igang.

Det var en weekend uden de store planer, så da lørdagen bød på tørvejr, fik vi (endelig) tændt op i bålfadet. Vi tilbragte et par hyggelige timer i haven, hvor jeg fik bagt tonsvis af snobrød, græsset blev slået, trampolinen blev hoppet på osv. Aftensmad blev til rugbrød, da maverne var mætte af snobrød, ketchup og syltetøj.

Søndag morgen startede med nybagte boller, mens eftermiddagen bød på en æblekage/tærte. Det er godt nok helt anderledes at have min datter med i køkkenet, nu hvor hun både kan læse en opskrift og aflæse vægten. Hvis bare jeg medbringer tålmodighed, så klarer hun nærmest resten. Med maven fuld af æblekage, så bød aftensmaden på pandekager. Jow jow vi lever godt.

De eneste ture udenfor matriklen, var for mit vedkommende et par små trilleture med barnevognen. Ellers har jeg holdt skansen på mit eget græs. Desværre med en bule i panden på min søn fra mødet med klinkegulvet. Da jeg spurgte, hvad han ville fortælle i børnehaven, var svaret: Jeg har reddet på en hest! Og det er der en vis sandhed i. Jeg var nemlig hesten, og i forsøget på at sætte ham ned på en skammel, mistede han desværre balancen… Heldigvis holder han humøret højt.

Nu er en ny uge igang. I aften overlader jeg børnene til min mor, og så tager jeg min mand under armen. Vi skal til forpremiere på Jounal 64. Jeg glæder mig, og håber/ved at mindstemanden kan undvære brysterne de 3,5 timer det formentlig drejer sig om.

Hav en skøn uge.

Gratis og billige sommerferie-aktiviteter

I dag startede skolernes sommerferie, så varer det ikke længe, inden sommerferien står for døren for de fleste. Herhjemme skal min datter i SFO den første uge af skolernes sommerferie, men derefter har alle tre børn fire ugers sommerferie. Dvs. at der ikke er længe til, at vi dagligt skal høre spørgsmålet: Hvad skal vi i dag?

Vi er af den holdning, at vi gerne vil lave sommerferieaktiviteter med vores børn, men at vi hverken har tid, lyst eller penge til, at det skal være Djurs Sommerland hver dag. Så jeg er i god tid startet op på en lille liste med gratis og/eller billige sommerferieaktiviteter, som ikke tager en hel dag. For mig er det rart, at vi kan lave noget på 1- 3 timer, hvorefter resten af dagen er til fri leg og afslapning.

Min liste er til dels meget lokal, men jeg tror bestemt også, der er sommerferieaktiviteter, der kan kopieres i andre dele af landet. I første omgang har jeg prøvet at kategorisere dem i gratis og billigt.


Gratis sommerferieaktiviteter

Der er ikke meget, der er helt gratis, da der ofte er lidt transport og en is, men næsten.

Legepladser er altid et hit herhjemme – og nye legepladser er spændende. På min liste er legepladsen på Lisbjerg Skole, som nok bør besøges uden for SFO’ens åbningstid. Derudover har vi en lokal legeplads med hoppepude, som jeg tænker, er et besøg værd samt en byggelegeplads med dyr.

Sommerferieaktiviteter

Lige i nærheden ligger Topkærgård, som er en økologisk gårdbutik, hvor man kan gå rundt og se på deres dyr. Der har mine børn været én gang, og det var en hyggelig lille tur. Lige ved siden af ligger en fin legeplads i Kasted, som jeg tænker også kan underholde dem ½ times tid.

Naturen er også en gratis fornøjelse. Her har vi en skov i nærheden, men pakker vi bilen, kan vi også køre til stranden eller en tur i Dyrehaven med en pose gulerødder. Vi har heller aldrig besøgt Den uendelige bro i Aarhus Bugten, så det er også på min liste.

Ebeltoft

I Aarhus er en udflugt til Mindeparken også hyggelig. Man kan besøge slotshaven ved Marselisborg Slot, og lege på legepladsen i selve Mindeparken. Her er også mulighed for at grille og brænde en masse krudt af på de store græsarealer. Sidste år havde vi den skønneste tur til Himmelbjerget med madkurv og efterfølgende badning i Knudsø. Det kan godt tage næsten en hel dag, men er til gengæld helt gratis – altså bortset fra is og evt. en tur i tårnet.

Er vejret knap så godt, så er mine børn også glade for en tur på biblioteket. Det lokale bibliotek er måske en kende kedeligt efterhånden, men det står os jo frit for at besøge et andet bibliotek i kommunen. Her skal jeg selvfølgelig nævne hovedbiblioteket Dokk1, hvor der er masser af “underholdning” både ude og inde. Her er der udover legepladsen også noget vandkunst på selve havnepladsen (som nok kræver skiftetøj). Og så åbner det nye havnebad i Aarhus jo lige straks…

Ustadigt vejr kan også benyttes til en tur i væksthusene i Botanisk Have. Her er altid varmt og fugtigt – og børnene synes, at det er ret eksotisk. Er vejret med os, er en tur på lystbådehavnen et hit. De store og små både er fascinerende for de fleste, og så kan man jo altid nyde en is (mens man stresser over, om ens børn er ved at dratte i vandet).

Sommerferieaktiviteter

Mine børn har aldrig besøgt Bazar Vest, så drømmer man om sydlandsk stemning og friske grønsager, så kunne en tur derud også være en mulighed.

En cykeltur plejer også at være hyggeligt. Enten bare ud i det blå eller måske med en af legepladserne som mål. En picnickurv gør bestemt ikke turen mindre hyggelig.

Bliver vi hjemme på egen matrikel, så er det altid en fest, når der kommer vand i badebassinet eller i havevanderen. I år har vi fået bålfad, så jeg ser også for mig, at vi skal have snobrød og hygge med det. Derudover har jeg fundet et telt i skuret. Det skal vi da helt sikkert prøve at slå op. Hvis det ikke er helt råddent, så kan børnene nok få nogle timer til at gå med at lege i det – og måske endda sove derude!

Sommerferieaktiviteter

Sommerferieaktiviteter

Til alle Ramasjang elskere kan jeg fortælle, at deres sommer koncept i år er lavet om. Det nye koncept hedder Sommer i Ramasjang. Alle programmer optages i DR haven i Aarhus, dagen før de vises. Det er gratis at være publikum, så det tænker jeg helt sikkert, at vi skal en dag  – eller måske to.


Billige sommerferieaktiviteter

Ikke alting er gratis, men billigt kan også gøre det 🙂

Her er første punkt på listen at køre med letbanen i Aarhus. Jeg tænker, at tage bilen til Skejby og så tage letbanen derfra ind til centrum og retur. I centrum skal vi nok på Dokk1 og/eller Havnepladsen. Udover en tur med letbanen, kan det at køre med bus eller tog også være en hel udflugt i sig selv for sådan nogle bilbørn som vores.

I City Vest (og sikkert mange andre storcentre) kan man købe en sommerferiebillet til 50 kr/barn. Så kan børnene lege på en lille legeplads og hente en gave i ca. 10-15 af centerets butikker. Mine børn synes det er sjovt, og er meget glade for de småting de får med hjem. Det er helt sikkert en idé til en regnvejrsdag, eller hvis jeg lige har nogle ærinder i centeret selv.

En tur i Toys’r’us er også et hit. Her kan der gå laaaang tid med at kigge på hylderne – og evt. vælge en ting for nogle penge fra sparegrisen. Derudover er der jo en del legetøj stillet frem, som man må lege med, bl.a. køretøjer. Med en tålmodig mor (eller far), tænker jeg, at der hurtigt kan gå en time i Toys’r’us. Perfekt i regnvejr – og gratis for forældrene, hvis der tages penge i sparegrisen 🙂

Sommerferieaktiviteter

Jeg er jo vant til dårligt vejr, så jeg har også noteret både svømmehallen og biografen på min liste. Begge dele behøver ikke tage en hel dag, og ødelægger heller ikke feriebudgettet herhjemme. Svømmehallen kan vi være fælles om, mens biografen nok mest er for lidt større børn.

Sommerferieaktiviteter

Mit sidste punkt er en tur i Tivoli Friheden. Det er bestemt ikke billigt, men vi har købt billige billetter gennem mit arbejde. Og hvis det er, som det plejer, så gælder et turarmbånd købt i juli hele måneden. Dvs. at vi har gratis adgang hele juli – og så skal vi nok derind en gang mere. Enten hele banden eller nogle af os.


Derudover har vi også bestilt en sommerferie i Jesperhus Feriepark, ligesom børnene har booket overnatninger hos deres bedsteforældre. Så mon ikke vi nok skal blive underholdt i alle fire uger.

Status pt #14

Selvom jeg er begyndt at skrive lidt prosa igen, slipper I nu ikke for Status pt. indlæggene.

  • Alt den her snak om giftige squishies, har givet min datter ondt i maven. Hun ejer én squishi – og har nærmest ikke brugt den. Sååå… Jeg er ikke synderligt bekymret, men den skal selvfølgelig ud.
  • Min lille dreng er nu blevet så stor, at han er rykket over i juniorsengen. Indtil videre går det ok, selvom han gerne vil sove med sin far… Nu må han vænne sig til at sove med sin far ved siden af sengen istedet (altså kun, når der er “behov”).
  • VM i fodbold er stadig i fuld gang, men I var ikke mange, der gad læse om, hvad jeg vidste om VM. Hehe…
  • Jeg har fået nye sko (igen!). Denne gang sneakers fra Puma. De er så fede, synes jeg – og virkeligt behagelige. Jeg fik dem selvfølgeligt “billigt”. Bukserne er også nye og købt på udsalg hos Lollys Laundry.
Nye sneakers (igen)

 

  • Vi fik ikke noget Skt. Hans bål – men vi fik bål i bålfad og snobrød. Læs om min dejlige aften her.
  • Det er forøvrigt en god idé at tage sit vasketøj ind, før man tænder bål…
  • Netto har altså de bedste skumklude til prisen. Kvaliteten svarer efter min mening til dem, der i Bilka koster 20 kr/pakke – i Netto er prisen 9 kr/pakke. Så ja vi hamstrer lidt. Denne gang blev det til 20 pakker 🙂
Skumklude shopping

 

  • Forøvrigt er det vist meget godt, at vi pt. klarer alle indkøb via Bilka to-go, for jeg kan da overhovedet ikke styre de der spot varer… Behøver jeg sige, at det mest var usunde ting, der kom med hjem?…
  • Jeg har opdateret indlægget om de gratis babypakker, da jeg har erhvervet mig yderligere to stk.
Babypakker
Babypakke fra Ønskebørn.

Hvordan kan man se, om et snobrød er færdigt…

Og bare lidt om Skt. Hans uden en heks…

Først var det en 70 års fødselsdag, og siden et afbrændingsforbud, der ændrede vores planer for Skt. Hans. Vi endte dog med at have en skøn aften, hvor jeg lærte, hvordan man finder ud af, om et snobrød er færdigt. Men det kommer jeg til…

Vi har de sidste par år holdt Skt. Hans med fællesspisning og børnebål med nogle gode venner i det lokale bydelshus. Vi blev dog valgt fra i år til fordel for en 70 års fødselsdag… Fair nok – især da det var min venindes far, der holdet festen 😉

Da nu Skt. Hans var en lørdag, inviterede jeg mine søstre, svogere og forældre til tapas hos os, og dernæst børnebål i bydelshuset med efterfølgende dessert hjemme hos os.

Pga. der famøse afbrændingsforbud blev børnebålet aflyst. Det betød, at vi ikke fik sunget Midsommervisen eller sendt en heks af sted, men til gengæld fik vi en mere fri ‘tidsplan’ til at forme aftenen, som det passede os.

Jeg havde lyttet til min mave og lagt asti på køl, da hverken vin eller øl fristede min kræsne gane. Men asti og tapas var heller ingen skidt kombination, og to glas gav mig røde kinder. Jeg havde sørget for alt det nemme tapas som ost, pølse, dadler med bacon, melon med skinke og pesto. Så havde jeg bedt mine gæster sørge for det mere besværlige som tomatsalat med linser, humus, tzatziki, foccacia og grønsagsstænger.

Efter maden fik vi indviet fars dags gaven til min mand – nemlig et bålfad. Og så fik min ældste søn sin snobrødsdebut. Og jeg? Jeg lærte er nyt trick af min kloge mand 😜 Når du tror, at dit snobrød er færdigt, så svinger du blot snobrødspinden gennem luften. Hvis snobrødet  bliver siddende, så skal det have lidt mere. Hvis det slipper (og flyver gennem luften), så er det færdigt 😂 Det praktiserede jeg til stor morskab for min børn to gange. Og ja man kan faktisk få børnene til at løbe gennem haven og bringe det færdige snobrød tilbage.

Aftenen blev toppet af med grillede bananer med is og chokoladesovs. Hvorfor får vi det så sjældent? Det er lidt ligesom med frugtsalat – jeg elsker det, men ‘glemmer’ at lave det.

Men skøn aften i godt selskab.

At natten var ganske rædderlig, og at jeg har kæmpet mig gennem dagen i dag på en cocktail af blandet sukker – se det har jeg glemt i morgen. Men mindet om Skt. Hans vil leve et par år endnu. ❤