Jeg elsker luftige pizzasnegle! Både når de er helt nylavede, og som frokost i tasken, når vi er på tur. Jeg har I mange år bagt mine pizzasnegle med en brødblanding, da jeg synes, at de bliver dejligt luftige. Nu har jeg fundet en opskrift på dejlige og luftige pizzasnegle, så nu er der ikke længere en brødblanding involveret.
Ingredienser til luftige pizzasnegle (16-18 stk):
- 2,5 dl vand
- 1 pk gær (50 g)
- 4 spsk olie
- 1 tsk salt
- 1 tsk sukker
- ½ kg mel
Fyld:
- 1½ dl ketchup
- 150-200 g revet ost
- 200-250 g kødfyld (min favorit er bacontern, men skinkestrimler, pølser i skiver, pepperoni o.l. er også lækkert)
Opløs gæren i det lunke vand. Tilsæt olie, salt og sukker. Tilsæt til sidst mel og rør i 5-10 min på en røremaskine. Lad dejen hæve med et viskestykke over i ca. 30 min.
Rul derefter dejen ud til ca. 35 x 50 cm. Smør ketchup på. Lad kanterne være fri på den lange led. Drys med ost og fordel kødfyldet.
Rul dejen stramt på den lange led. Klap i begge ender af “rullen” for komprimere den en lille smule. Skær pizzasnegle med en bredde (højde 🙂 ) på ca. 2 cm.
Tag en snegl af gangen og læg på en bageplade med bagepapir. Jeg plejer at tage “dejsnippen” og folde ind under pizzasneglen, og så masse lidt i selve sneglen. Dels bliver den større. Dels kommer der mere ost og fyld “ud”, så den bliver lidt mere snasket.
Læg et viskestykke over pizzasneglene og lad dem hæve i 20 min. Tænd for ovnen på 225 grader varmluft. Når hævningen er ovre, bages pizzasneglene i ca. 12 min.
Velbekomme – luftige pizzasnegle både på dagen, dagen efter og efter en tur i fryseren.